Zenia Stampes mand: Poul Madsen er en ‘klam pikspiller’

Poul Madsen og Martin Lyngbo. (Foto: Carsten Snejbjerg og Mikkel Russel)
  Poul Madsen og Martin Lyngbo. (Foto: Carsten Snejbjerg og Mikkel Russel)
Zenia Stampe og Pernille Vermund er røget i totterne på hinanden (Foto: Lærke Posselt/POLFOTO)
Zenia Stampe og Pernille Vermund er røget i totterne på hinanden (Foto: Lærke Posselt/POLFOTO)

Chefredaktør Poul Madsen er en ‘klam pikspiller’.

Det skriver Zenia Stampes mand, Martin Lyngbo, efter at Ekstra Bladet har skrevet en række artikler om en intens debat på Facebook mellem Zenia Stampe (R) og partiformand for Nye Borgerlige Pernille Vermund.

Ægtemanden er sur over, at Ekstra Bladet skriver ordet ‘spejlblank’ ved siden af et billede af Zenia Stampe, selvom det var det ord, som Pernille Vermund brugte om sin politiske kollega.

– Jeg kan ikke se, hvordan det kan være nyhedsværdigt, at en perifer person, der gerne vil være politiker, kalder min kone noget grimt, og som I bruger tre historier på, siger Martin Lyngbo til Ekstra Bladet.

– Det kan kun have det formål at generere klik til jeres annoncører, fordi mange klikker på ordet spejlblank ved siden af min kone.

 

Det er et stunt
– Men hvorfor er Poul Madsen en pikspiller?

– Det er han da garanteret, men jeg skriver det, så I får øjnene op for, hvor absurd det er.

– Det er et stunt, men jeg tør da vædde på, at han er pikspiller.

– Men spiller du ikke også selv pik en gang i mellem?

– Jo sgu da. Det gør alle mænd, men det var bare sjovt at skrive det, når han nu også er chefredaktør for et blad, der henter mange penge fra annoncer med prostitution.

– Men hvorfor klam foran?

– Det er kun en provokation. Der er ikke nogen kontekst, siger Martin Lyngbo.

 

Opfordring til Ekstra Bladet
Martin Lyngbo er til daglig chef på teatret Mungo Park i Nordsjælland, og denne artikels rubrik var en direkte opfordring til Ekstra Bladet efter artiklerne om Zenia Stampe.

Ægtemanden mente ikke, at Ekstra Bladet turde skrive de første ord i denne artikel.

Ordene skulle ‘helst stå ved siden af et billede af ham (Poul Madsen, red.), hvor han ser sådan lidt ulækkert liderlig ud. Det kan I garanteret finde i arkivet’.

Chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen.
(Carsten Snejbjerg/POLFOTO)

Chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen. (Carsten Snejbjerg/POLFOTO)

Teaterdirektøren mener, at spejlblank er et sexistisk ladet skældsord.

– Men spejlblank gælder da både mænd og kvinder. Hvorfor er det så sexistisk?

– Det kan godt være, at jeg tager fejl, men jeg oplever, at man kan bruge ord på en subtil måde, så de optræder sexistisk, for eksempel med skinger eller spejlblank om kvinder.

– Men er det ikke klassisk journalistik at høre begge parter, når der siges noget opsigtvækkende og debatskabende i politik?

– Pernille Vermund har opdaget, at blandt dem, som hun gerne vil aktivere på højrefløjen, der er der masser af likes, når hun skriver om min kone. Så hun har en interesse i at piske en stemning og sige noget Trump-agtigt, siger Martin Lyngbo med henvisning til den amerikanske præsidentkandidat Donald Trump, der er kendt for sine omstridte udmeldinger.

Tager temperaturen
Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen blev en smule overrasket, da han så, hvad Zenia Stampes mand kaldte ham.

– Men jeg er jo selv en mand af stærke ord, og så må jeg jo også forvente lidt af hvert. Jeg har et citat fra Leonora Christina Skov, som engang sagde: Hvis man stikker røven frem, så må man regne med, at nogen tager temperaturen, siger Ekstra Bladets chefredaktør.

Martin Lyngbo forsvarer sin kone, og det kan chefredaktøren godt forstå. Det ville han også selv gøre.

– Han går dog helt galt i byen fordi, at hans kone er en politiker, der selv har gjort det til en mærkesag at kæmpe med højrefløjen.

– Hun gik i en debat på Deadline og kæmpede med højrefløjens nye repræsentant fra Nye Borgerlige. Derfor gælder citatet fra Leonora Christina Skov lige så meget på Zenia Stampe, som det gælder på mig, siger Poul Madsen.

 

Det sidste ord
Han kan heller ikke genkende kritikken om Ekstra Bladet som sexistisk.

– Det er jo formanden for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, der mener, at Zenia Stampe er spejlblank. Mig bekendt er det et noget mere afdæmpet udtryk end at være pikspiller.

– Så du vil ikke pålægge dine journalister begrænsninger, når vi skal bruge ordet ’spejlblank’?

– Nej. Det her er en holdning fra en politisk diskussion. Vi skal selvfølgelig høre begge parter, og det har vi gjort.

 

Teaterchefen skriver også på Facebook, at hvis vi giver Poul Madsen taletid, ‘så sørg for at jeg får tre gange så meget + både første og sidste ord i artiklen’.