Stampes standpunkt

Zenia Stampe nærer ikke ekstreme synspunkter, kun gakkede. Det er hendes suveræne ret at foretage selv den mest groteske proportionsforvrængning.
Zenia Stampe nærer ikke ekstreme synspunkter, kun gakkede. Det er hendes suveræne ret at foretage selv den mest groteske proportionsforvrængning.

Det Radikale Venstres Zenia Stampe er vendt tilbage til folketingsarbejdet med brask og bram, helt som forventet. Med den tåbelige titel af værdiordfører vil Zenia Stampe nu gøre det helvede hedt for de ”ekstreme nationalister”, som hun formulerer det. Zenia Stampe mener såmænd, at nationalisterne ”er akkurat lige så ekstreme, voldelige og farlige – hvis ikke endnu farligere for det danske samfund.” Hun refererer til Anders Breivik, til Sverige med mord på indvandrere og til hærværk mod religiøse samlingssteder.

Zenia Stampe ser givetvis sig selv som en politiker, der på et rationelt grundlag er med til at påvirke og træffe beslutninger med konsekvenser for Danmark. På den baggrund er det bemærkelsesværdigt, at Zenia Stampe er et af de mest outrerede eksempler på en personlighedstype, der er fulgt i kølvandet på masseindvandringen, som den satte ind med den liberale udlændingelov af 1983.

Et godt bonmot lyder, at man har ret til sine egne holdninger, men ikke til sine egne fakta. Zenia Stampe lever op til omtrent antitesen til denne udmærkede leveregel. I takt med, at de rædselsfulde konsekvenser af det såkaldt multikulturelle samfund bliver stedse mere åbenbare, desto mere skinger bliver Zenia Stampes retorik. Herostratisk berømt blev hun således for alvor i 2012, hvor hun om et angreb på skadestuen i Odense bl.a. udtalte:

”Det er et afsindigt stort problem, at der er nogen, der kan finde på at gøre, som de gjorde, men det er altså ikke noget, de har lært et fremmed land. Det er noget, de har lært her i Danmark. Det er udtryk for en syg voldskultur, men det er altså ikke sådan, at man render rundt og angriber sygehuse i de lande, som deres forældre eller bedsteforældre kommer fra.”

En importeret mellemøstlig voldskultur – som den oftest, men ikke altid forekommer, man skulle jo nødig rende i klammeri med § 266b – blev i Zenia Stampes hoved forvandlet til et dansk kulturprodukt. Vanviddet, det gakkede, er åbenlyst.

Et af de mange problemer med masseindvandringen fra ikke-vestlige, særligt muslimsk dominerede lande, er jo, at det bringer det værste frem blandt visse af vore egne. Skal vi kalde dem ”oprindelige danskere” for en sikkerheds skyld? Tydeligvis er det tilfældet hos Zenia Stampe. Faktuelt males hun kun mere og mere op i et hjørne, som virkeligheden trækker sine kedelige spor, men logikken er åbenbart så, at fordi hun har begået en kæmpe bommert, kan hun ikke trække sig. Havde hun nu bare taget en lille smule fejl, ville hun såmænd nok have stukket en undskyldning. Men fordi jugementet har været surrealistisk forkert, er Zenia Stampe pine død nødt til at forsvare det uforsvarlige.

Hvil trygt i forvisningen om, at historiens store hjul vil male hen over Zenia Stampes holdninger, som den vil gøre det med alle de skøre påfund, som kun den vestlige kultur excellerer i. Selv de værste tosserier har deres skarpt afmålte tid.

Der er, som man nok kan læse, ingen grund til at skåne Zenia Stampe for kritik. Hendes holdninger skal have tørt på, og hun skal have læst og påskrevet efter noder, når hun nu vælger offentligt at fremføre disse umådelige mængder vrøvl.

Når det er sagt, skal det også slås utvetydigt fast, at Zenia Stampes ytringsfrihed bør stå aldeles uantastet, hvilket selvklart indebærer, at utilstedelige kommentarer, der enten nærmer sig opfordring til vold eller ønsker hende en fysisk ilde skæbne, er fuldkommen uacceptable og må fordømmes på det skarpeste. Alt for mange gange har ubehagelige mennesker skrevet uacceptable ting om Zenia Stampe.

Zenia Stampes holdninger er gakkede, er derude, hvor kragerne vender, men hun skal kunne fremføre dem og være sikker på, at hun kan gøre det med samme uantastelige ret som min ret til at vide – ikke mene, men vide – at hendes skriverier, hendes udsagn og hele hendes politik er så tæt ved vanviddet, som vi nok kommer det.