“Sådan en som mig er castet til at være skinger”

a997fef98cd545e6a24e1cfb5e094992

Folketingsmedlem Zenia Stampe siger hellere end gerne sin mening om alt fra kongehuset til navngivne journalister. Og gerne uden fløjshandsker, så hun er sikret en reaktion. Men hun gemmer også på en meget konfliktsky side. For eksempel tør hun ikke prutte om prisen.

I vinter var det radikale folketingsmedlem Zenia Stampe ude for at købe et brugt bord sammen med sin mand. De var begge to lune på bordet og kendte dets pris, men hendes mand kiggede skeptisk på bordet og sagde kværulerende, at det havde lidt flereskrammer, end han havde troet. Det var en klassisk indgang til at prutte om prisen. Og så gik Zenia Stampe sin vej.

Hun var bange for, at stemningen skulle blive dårlig, at tonen skulle blive ubehagelig, og at nogen skulle føle sig trådt over tæerne. At flygte fra et gammelt bord af frygt for konflikt er temmelig besynderligt. I hvert fald når man som Zenia Stampe er vant til at kaste sig ud i heftige slagsmål uden at kny. For det gør Zenia Stampe, og hun gør det gerne i udiplomatiske vendinger, så hun er sikret en reaktion.

Dansk Folkeparti har hun kaldt “nogle svinehunde”, den amerikanske præsidentkandidat Rick Santorum var en “præsidentkandidat med røvsaft”, en navngiven journalist, som ifølge Zenia Stampe havde skrevet urimelig kritisk om den daværende partifælle Uffe Elbæk, kaldte hun “det tætteste man kan komme på et beviseligt dumt svin”.

 

Hun grubler selv over paradokset, det fornægter sig ikke, at hun er datter af en børnepsykolog: Hun har analyseret sig selv forlæns og baglæns og sidelæns for at regne ud, hvad logikken kan være i, at hun er så konfliktsøgende på nogle punkter og så konfliktsky på andre:
– Når der er tale om autoriteter eller masserne, hiver jeg knytnæverne frem uden at tænke over det to gange, for det er et politisk projekt. Men sandheden er, at jeg er utrolig konfliktsky, når det handler om mellemmenneskelige relationer.

Derfor tror Zenia Stampe også, at hun ville være nødt til at arbejde med sig selv, hvis hun blev leder på en arbejdsplads.

– Jeg ville have så svært ved at sige, “Ved du hvad, jeg synes ikke, at du gør dit arbejde godt nok,” eller “Du har været meget syg, hvad ligger der bag det?”. Sådan noget skal en chef kunne, men jeg ville blive nervøs for at gøre folk kede af det. Til gengæld ville jeg aldrig have noget imod at gå i krig mod min chef.

Forvist fra timerne
I gymnasiet var Zenia Stampe på udveksling i Schweiz. Hendes engelsklærer var en ældre mand omkring 70, en tidligere militærmand, man skulle tiltale som hr.

Han smed folk uden for døren, hvis han vurderede, at de fortjente det. En dag havde han smidt nogen uden for døren, og Zenia Stampe mente ikke, at de fortjente det.

Hun syntes, at han var uretfærdig, og blev så vred over hans brug af magt, at hun pakkede sine ting, udvandrede fra klassen og smækkede døren. Derefter bandlyste engelsklæreren hende fra timerne resten af året.

Den slags episoder har kaldt på noget selvransagelse og et svar på, hvorfor hun instinktivt sætter sig op mod folk med titler. Hvorfor det er en næsten kropslig reaktion for hende at reagere.

Hun tror, at der er et vist system i sagerne, og at svaret findes i et barndomshjem med et ekstremt lighedsideal. Det gennemsyrede miljøet i familien, at man altid skulle søge den jævnbyrdige samtale.

– Det påvirker mig både i mine relationer opadtil og nedadtil. Når nogen er i en underskudssituation, forsøger jeg at løfte dem op. Folk, der er i en underskudssituation, har jeg ikke lyst til at føre magtkamp mod. Det modsatte gør sig gældende for dem, som kommer og tror, at de er mere end mig og har ret til mere end mig. Hvis folk kommer ind på mit kontor og opfører sig arrogant, får de samme behandling tilbage. På den måde prøver jeg hele tiden at udligne forskellene i et hierarki.

Men der er vel nogen, som er mere end dig og har ret til at bestemme mere end dig?

– Ja. Jeg kan både være en rigtig modbydelig medarbejder og en total hengiven medarbejder. Det er vigtigt, at personer over mig i hierarkiet viser mig respekt. Hvis de gør det, kan jeg godt anerkende deres autoritet og blive utrolig hengiven over for dem.

Stirrekonkurrence med Bødskov
Det har den konservative folketingspolitiker Lene Espersen fået at føle. Kort efter Zenia Stampe var blevet valgt ind i Folketinget, tog hun på forretningsrejse til USA med Holger K. Nielsen og Lene Espersen.

 

Uden for lufthavnen i USA holdt en taxa, hvor en fra gruppen blev nødt til at kravle ind på et ukomfortabelt barnesæde bag i bilen. Zenia Stampe tænkte intuitivt, at hun skulle kravle derind, fordi hun var nederst i hierarkiet.

Inden hun nåede at bevæge sig, sad Lene Espersen på barnesædet.

– Hun er en politisk modstander, en tidligere udenrigsminister og partiformand, som signalerer over for mig, at jeg ikke skal føle mig som underdog her. Sådan noget åbner alle ladeporte ind til mit hjerte. Siden da har jeg bare syntes, at hun var fantastisk, siger Zenia Stampe.

Samme følelsesmæssige U-vending udspillede sig med daværende justitsminister Morten Bødskov. Hun arbejdede tæt sammen med ham, da hun var udlændingeordfører.

Det er med Zenia Stampes egne ord svært at finde to politikere i regeringen, som var længere fra hinanden holdningsmæssigt end de to.

Hun fortæller, at de i starten havde paraderne oppe, at de havde stirrekonkurrence og hele deres verbale sprog og kropssprog var magtens sprog. Det skulle markere status.

– Men så oplevede jeg, at han begyndte at løsne op, og så ændrede jeg også attitude. Jeg er et meget blødt menneske, hvad sådan noget angår. Jeg springer op som en løve, men falder ned som et lam, hvis jeg oplever, at folk lytter og tager mig alvorligt.

I de situationer anerkender den radikale politiker dog selv, at hun risikerer at blive fanget i sit eget net. For har hun først sympati med Lene Espersen eller Morten Bødskov, bliver det sværere for hende at gennemføre en konflikt med dem, og det skal hun kunne med en politisk udfordrer.

– Jeg skal huske mig selv på, at jeg skal blive ved med at være på vagt, for den joviale stil kan jo også være en måde at manipulere mig på, hvis folk har regnet min psykologi ud, siger hun.

Skinger feltmadras
Ikke alle Zenia Stampes politiske rivaler i befolkningen springer op som løver og falder ned som lam. “Luder”, “tyskertøs”, “feltmadras”, “kælling” er blot nogle af ord, hun er blevet kaldt i mails eller facebookbeskeder af uenige mænd og kvinder.

Det må man leve med som politiker. I stedet forsøger hun at bruge kræfterne på at peptalke sig selv og overvise sig selv om, at debat i sin grundvold er vigtigt. Og at hun derfor også må vælge at gå ud i morgen og sige noget, som kan risikere at afføde den slags hadefulde reaktioner.

Men der er også dage, hvor hun ikke orker det. Der er fredag eftermiddage, hvor hun skal hjem til sin datter og sin bonussøn, har planlagt en stille og rolig aften og ikke orker at tage telefonen, når en journalist ringer og gelinde åbner en lem til endnu en kontrovers:

– Sådan en som mig er castet til at være skinger. Nogle dage kan jeg næsten ikke overkomme den casting. Det tog noget tid at bestemme mig for, at jeg ikke kunne sidde hjemme og tude hver gang, at jeg ikke fremstod så pragmatisk og kompromissøgende, som jeg rent faktisk er i politiske forhandlinger. Men hvad er alternativet til at åbne munden? Det er, at man til sidst bliver så bange for at blive beskyldt for at lyde skinger, at man begynder at snakke udenom og tale sort politikersnak. Så vil jeg næsten hellere have, at jeg er sådan en, som folk hader eller elsker.

Ingen tålmodighed
Mens Zenia Stampe sidder og bliver interviewet i strømpesokker på sit kontor på Christiansborg, går hendes far rundt på Østerbro og maler en lejlighed. Det er Zenia Stampes nye hjem. Her skal hun bo sammen med sin bonussøn, sin datter og sin mand, teaterdirektøren for Mungo Park, Martin Lyngbo. Familien flytter fra det 40 år gamle bofællesskab Sættedammen. Et lille internt folkestyre med fællesmøde, hvor det bliver diskuteret over hele aftner, om der skal fældes to træer i haven, og om fællesstuen skal have en ny sofa.

 

Inden det store fællesmøde er der smågruppemøde. Her diskuterer beboerne sagerne i mindre grupper, så alle bliver hørt – også dem, der er beklemte ved at sige noget på det store fællesmøde. Selv børnene har noget at skulle have sagt. De små børn skal give deres mening til kende i forældrenes grupper, og de større børn skal stå på egne ben i en gruppe.

Zenia Stampe har ikke altid tålmodighed til den omstændelige form for demokrati, men hun har stor respekt for den.

Nu flytter familien til København. De vil gerne ind til hovedstaden. I det nye domicil får de mere privatliv, men det er stadig et byggeforeningshus – en landsby i byen – med fællesspisning.

Hun voksede selv op i et hus i Roskilde, hvor nye ansigter hele tiden vadede ind og ud af huset på egen hånd og selv åbnede køleskabet. Folk var ikke gæster i hjemmet, de kom bare og var til stede. I de rammer fungerer hun stadigvæk bedst socialt.

– Jeg er ret dårlig til at sætte caféaftaler op med folk. Hvad skal vi så lave, når vi sidder der og kigger på hinanden? Jeg har ikke tålmodighed til timelang hyggesnak, mine fingre bliver fuldstændig flænsede, fordi jeg bider i dem i rastløshed. De spontane sociale relationer passer mig til gengæld godt. Det er dejligt at komme hjem en sommeraften og sætte sig ud i haven for at spise, og pludselig sidder der 20 andre mennesker omkring en, og man kan gå op i sin lejlighed igen, når man vil.

Hun foretrækker at samles om en naturlig hverdagsting: samvær med folk på vej ned med vasketøjet, eller når fælleskaninerne skal fodres.

Faktisk er Zenia Stampe slet ikke en fisk i vandet til store fester med jævnaldrende. At sidde og tale med en tante og høre om hendes blomster er meget nemmere:

– Med en tante ved jeg godt, hvad gamet er, og hvad min rolle er. Så kan jeg bare læne mig tilbage og stille de rigtige spørgsmål og sige de rigtige ting og få lov til at være lidt pleasende. Jeg er mest tryg ved klare roller. Hvorimod en fest med jævnaldrende ofte handler om positionering. Det får mig til konstant at tænke: “Ej, nu har vi også stået her længe, det kan være, at han synes, at det er blevet kedeligt, måske skulle man komme med en undskyldning for at komme videre.” Den slags gør mig utryg.

Til kamp mod leverpostej
Det er ikke kun i forhold til masser og autoriteter, at Zenia Stampe går ud på åben mark og tager konflikten. Hun tvinger også sig selv til at gøre det med sin mand. Princippet om nødvendigheden af konflikt trumfer hendes tendens til at være konfliktsky over for folk, som ikke er masser eller autoriteter:

– Uenighederne skal på bordet. Det kører hurtigt op i en spids, når min mand og jeg skændes, og det er ret hurtig overstået. Derefter kan vi analysere situationen, grine af hinanden og finde et godt kompromis. Der er ikke noget værre end folk, som ikke tør skændes og derfor går og putter i årevis med utilfredshed eller bitterhed. Det skal simpelthen ud i det åbne.

De fleste undviger konflikter, hvor man på forhånd ved, at man vil få halvdelen af befolkningen på nakken. Hvorfor synes du, at konflikten er så vigtig?

– Det er direkte farligt, hvis alle er enige. Den stærkeste psykologiske mekanisme er at gøre som flertallet. Hvis man skal have folk til at ændre adfærd, nytter det sjældent at tale til folks etik eller rationelle sans. Men hvis du fortæller en person, at alle andre gør sådan her, er der stor sandsynlighed for, at personen gør det samme. At pege på, hvad flertallet gør, er det allermest overbevisende argument. Og det er en farlig mekanisme, for så glemmer man at tænke selv.

Det kan ifølge Zenia Stampe i værste fald resultere i et totalitært styre, og det kan i bedste fald resultere i, at folk går uengagerede rundt med leverpostejsfarvede holdninger.

– Der er sager, jeg går ind i, hvor det ikke nødvendigvis er drevet af sympati for dem, jeg forsvarer. Men hvor det er båret af idéen om, at en sag skal ses fra flere sider, og selve debatten er med til at gøre os klogere. Man har brug for nogen, som melder meget klart ud og placerer sig på polerne. Ikke fordi folk skal være enige, men fordi det skal få folk til selv at tage stilling.

 

Fakta
Zenia Stampe, 35 år

Medlem af folketinget for Radikale Venstre. Formand for Radikal Ungdom 2003-2006. Har en kandidatgrad i statskundskab. Er bl.a. kendt som en hårdnakket kritiker af monarkiet.

Gift med Mungo Parks teaterdirektør, Martin Lyngbo. Har en bonussøn og en datter.

Voksede op i Roskilde som datter af en børnepsykolog og en cand.mag i dansk og psykologi, der arbejdede med flygtninge.