“Voldtægtsfaktoren” i islam

I aftes – i et par korte lysende tv-øjeblikke – forsøgte Wafa Sultan, den modige forfatter til den uundværlige jeremiade “A God Who Hates”, kampberedt at belære Bill O’Reilly – der ofte virker uigennemtrængelig for kendsgerninger om sharia – om hvordan islamisk lov, formet efter islams profet Muhammeds “perfekte eksempel”, sanktionerer voldtægt.

Anledningen til Wafas desværre sjældne optræden var den nylige påståede voldtægt af en libysk kvinde, Iman Al-Obeidi, begået af Qadaffis håndlangere.

 

 

 

 

Wafa fortalte, at hun som praktiserende læge i sit hjemland Syrien var bekendt med “mange sådanne forbrydelser” begået med sharia-lovens sanktion. Hun forklarede, at under sharia …

… betragtes enhver seksuel aktivitet som mandens givne ret (…). En muslimsk kvinde kan ikke politianmelde, at hun er blevet voldtaget, fordi hun så vil blive bedt om at stille med fire vidner. Kan hun ikke det, vil hun blive beskyldt for utroskab og hun vil blive stenet til døde.

Forsker Ibn Warraq bekræfter denne “uretfærdige situation”. Han bemærker, at det i Koranen 24:4 hedder: “Hvis nogen retter beskyldninger mod ærbare kvinder uden at kunne fremføre fire vidner, så skal I give dem firs piskeslag og aldrig siden modtage vidnesbyrd fra dem! De er gudløse, …” Men Warraq uddyber, hvordan dette påbud gør kvinder forsvarsløse under den kvindefjendske islamiske lov, i fortid og nutid:

Muslimske jurister vil kun acceptere fire mandlige vidner. Disse vidner skal erklære, at de har “set parterne forenede i selve den kødelige akt”. Når først en anklage for utugt og utroskab er blevet rejst, risikerer anklageren selv straf, hvis han eller hun ikke stiller med de nødvendige retlige beviser. Vidner er i samme situation. Hvis en mand skulle bryde ind i en kvinde-sovesal og voldtage et halvt dusin kvinder, ville han ikke risikere noget, da der ikke ville være nogen mandlige vidner. Et voldtægtsoffer vil tøve med at bringe sagen for domstolen, fordi hun risikerer selv at blive fordømt og har ringe chance for at opnå retfærdighed. “Hvis kvindens ord var tilstrækkeligt i sådanne tilfælde,” forklarer dommer Zharoor ul Haq fra Pakistan, “ville ingen mand være sikker”.

Som reaktion på Wafa Sultan bemærkninger, gav Mr. O’Reilly udtryk for sin (uvidende) skepsis angående islams profets lære og eksempel:

Jeg har svært ved at tro, at profeten Muhammed skulle forkynde en lære, hvor enhver kvinde kan blive misbrugt til enhver tid af enhver muslimsk mand og blive anset for ikke ansvarlig.Og Wafa svarede korrekt:

Du har brug for at gøre dig fortrolig med Muhammeds liv og med hvordan han behandlede kvinder i sit liv (…). Glem ikke, at Muhammed er rollemodel for enhver muslimsk mand.

Trods det amerikanske Muslimske Broderskabs forudsigelige taqiyya [bedrag], som O’Reilly sandsynligvis vil bringe i de kommende dage som et “fair og afbalanceret” gensvar på Wafas uigendrivelige præsentation, fortjener nogle iøjnefaldende detaljer en gennemgang.

Hvad var Muhammeds “perfekte” rollemodel? Og hvad mener islams kanoniske tekster, især Koranen og hadith (Muhammeds “vejledende” ord og gerninger, som registreret af hans fromme muslimske ledsagere) om disse ting?

Ved at bruge Koranens “åbenbaring” som begrundelse, insisterer Muhammed på, at han er berettiget, ikke blot til sine egne koner, men også til dem, der er fanget i kamp, såvel som til sine kusiner. Alle sammen har Allah skænket ham i Koranen 33:50:

Profet! Vi gør dine hustruer tilladte for dig, dem, som du har givet deres løn, de slavinder, som Gud har givet dig som bytte, de døtre af din onkel og tante på fædrenes side og de døtre af din onkel og tante på mødrenes side, som udvandrede med dig, samt enhver troende kvinde, hvis hun skænker sig selv til Profeten, og Profeten ønsker at gifte sig med hende. Dette gælder specielt for dig og ikke for de andre troende; Vi ved, hvad Vi har pålagt dem angående deres hustruer og slavinder – for at du kan være frit stillet. Gud er tilgivende og barmhjertig.

Koranen 4:24 udvider det “privilegium” at have sex med tilfangetagne slavekvinder til at gælde alle muslimske mænd.

For eksempel angreb og undertvang Muhammed og hans håndlangere den velstående jødiske stamme Banu-Mustaliq i et overraskelsesangreb (i 626 e.Kr.). Mændene fra Banu al-Mustaliq blev slagtet og i “byttet” indgik ofrenes kvinder. Juwayriyya, den smukkeste af de tilfangetagne og datter af lederen af Banu al-Mustaliq, blev taget som “brud” til Muhammed selv. Massevoldtægten ved “coitus interruptus” af de tilfangetagne kvinder – som sanktioneret af Muhammed – blev beskrevet således i en kanonisk hadith:

(Sunan Abu Dawud 2167) – Muhairiz sagde: Jeg trådte ind i moskeen og så Abu Sa’id al-Khudri. Jeg sad med ham og spurgte om tilbagetrækning af penis (under samleje). Abu Sa’id sagde: “Vi drog ud med Allahs Apostel (fred være med ham) på ekspeditionen til Banu al-Mustaliq og tog nogle arabiske kvinder til fange, og vi begærede kvinderne, for vi led under fraværet af vores koner, og vi ønskede løsepenge for dem; så vi ville trække vores penis tilbage (når vi havde sex med slavekvinderne). Men vi spurgte os selv: Kan vi trække vores penis tilbage, når Allahs Apostel (fred være med ham) er iblandt os, uden først at spørge ham om det? Så vi spurgte ham om det. Han sagde: Det betyder ikke noget, hvis I ikke gør det, for hver sjæl, der skal fødes indtil Opstandelsens Dag, vil blive født.”

Ifølge moderne vestlig lovgivning (for eksempel denne canadiske lov), er samleje med personer under 14 år voldtægt – en strafbar handling, medmindre aldersforskellen mellem parterne er mindre end to år eller den anklagede er i alderen 12 til 13. Her er, hvordan de to vigtigste kanoniske hadith-samlinger beskriver Muhammeds “forhold” til Aisha – deres “ægtepagt” og dens seksuelle fuldbyrdelse – hvor den muslimske profet var omkring fire årtier ældre end sin barnebrud (som var i alderen 6-7 på tidspunktet for hendes “ægteskab”):

Sahih Muslim, bog 008, nummer 3311: Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortalte, at Allahs Apostel (må fred være med ham) giftede sig med hende, da hun var syv år gammel, og at hun blev ført til hans hus som brud, da hun var ni, og at hendes dukker var med hende; og da han (Den Hellige Profet) døde, var hun atten år gammel.

Sahih Bukhari Bind 7, bog 62, nummer 88: Ursa fortalte: Profeten skrev (ægtepagten) med Aisha, da hun var seks år gammel og fuldbyrdede sit ægteskab med hende, da hun var ni år gammel, og hun blev hos ham i ni år (dvs. indtil hans død).

Sahih Bukhari, bind 8, bog 73, nummer 151: Aisha fortalte: Jeg plejede at lege med dukker i nærværelse af Profeten, og mine veninder plejede også at lege med mig. Når Allahs Apostel plejede at komme ind (i min bolig), plejede de at skjule sig, men Profeten opfordrede dem til at komme frem og lege med mig. (Leg med dukker og lignende afbildninger er forbudt, men det var tilladt for Aisha på det tidspunkt, fordi hun var en lille pige, der endnu ikke have nået puberteten.)

Sahih Muslim, bog 031, nummer 5981: Aisha fortalte, at hun plejede at lege med dukker i overværelse af Allahs Sendebud (fred være med ham), og når hendes legekammerater var hos hende, forlod de (huset), fordi de følte sig generte over for Allahs Sendebud (fred være med ham), mens Allahs Sendebud (fred være med ham) sendte dem hen til hende.

Den hæslige levende arv efter denne pædofili fortsætter med at gøre sig gældende i de islamiske samfund overalt på kloden fra Yemen til Afghanistan til England. Her er en beskrivelse af den moderne tids rædsler, herunder voldtægt, som er affødt af Muhammeds “hellige” eksempel, givet af en moderne kvindelig muslimsk barne-“brud”, der lever i Vesten – i London:

“Jeg fortalte dem, at jeg var forfærdet og desperat, at jeg kun var et barn og alt for ung til at blive gift. Jeg bønfaldt dem om at hjælpe mig til at flygte, men ingen så noget forkert i, hvad der foregik. Jeg bønfaldt min mand om ikke at gifte sig med mig, men han fortalte mig, at jeg ikke havde noget valg.” På trods af at hun var to år under den britiske seksuelle lavalder, blev Ayse flyttet ind i hendes fætters familiehjem, hvor hun levede åbent som hans kone i det lokale kurdisk-tyrkiske samfund. “Jeg var helt alene i et fremmed land, ude af stand til at tale sproget,” sagde hun. “Jeg var fanget. Indtil jeg slap væk, var jeg ikke engang klar over, at ægteskab i 14-års alderen ikke var lovligt i England. Alle jeg kendte i London betragtede det som normalt.” I de to år før hun fyldte 16, var den sex, som Ayse var tvunget til at have med sin fætter, voldtægt. “Det var afskyeligt, forfærdeligt,” sagde hun. “Jeg plejede at skrige og græde hele natten. Jeg var for ung, for sart. Det dræbte mig indvendigt. Livet blev meningsløst.”

Men selvfølgelig – eftersom Koranen 2:223 siger, at kvinder er “pløjejord”, der skal “dyrkes” (eller “pløjes”), som det behager mænd, så sanktionerer moderne mainstream, institutionel islam ægteskabelig voldtægt. Som rapporteret af det britiske Independent (14-10-2010), bekræftede præsidenten for Det Islamiske Shariaråd i Storbritannien, sheik Maulana Abu Sayeed, denne opfattelse under et interview i marts 2010. Sheik Sayeed reagerede faktisk på et begyndende forsøg på at modernisere de kontrakter, der gælder for muslimske ægteskaber i Storbritannien. Den gode sheik, der repræsenterer Storbritanniens højeste islamiske sharia-domstol, Det Islamiske Shariaråd, offentliggjorde straks en tilbagevisning af kontraktforslaget, som indeholdt en erklæring om seksuelt misbrug . Han mente i marts-interviewet:

Det er klart, at der ikke kan være nogen “voldtægt” inden for ægteskabet. Måske “aggression”, måske “uanstændig aktivitet.”

Desuden afviste han både karakteriseringen af ægteskabelig sex uden samtykke som voldtægt og retsforfølgelsen af sådanne overtrædelser som “ikke islamisk”. Sheikh Sayeed, der kom til Storbritannien fra Bangladesh i 1977, gav også skamløst udtryk for sin sharia-overlegenhed og ledsagende foragt for vestlig, dvs britisk lov, ved at sige:

… at gøre det nøjagtigt som den vestlige kultur kræver, ville svare til, at vi kompromiterede den islamiske religion med sekulære ikke-islamiske værdier.

I det britiske Independent bekræftede Sayeed denne indstilling:

I islamisk sharia er voldtægt ægteskabsbrud med magt. Så længe kvinden er hans kone, kan det ikke betegnes som voldtægt.

Brovtende af stolthed under sit marts 2010-interview, hævdede sheik Sayeed:

Intet andet shariaråd kan påstå, at det er så sammensat som vores, fordi andre shariaråd følger én skole af fiqh [ret]. Vores er mangfoldigt – vi er hanafi, shafii, hanbali. Vi har bangladeshiske (…) vi har pakistanske, vi har indiske, vi har palæstinensiske, vi har somaliske lærde i vores råd.

På øjeblikket er der 16 hoved-shariadomstole rundt om i Storbritannien, beliggende i Birmingham, Bradford og Ealing i West London. Disse institutioner “suppleres” med mere uformelle sharia-baserede tribunaler – tænketanken Civitas hævder, at der i øjeblikket findes op mod 85 tribunaler i Storbritannien.

Men folk som Bill O’Reilly, der naivt – og selvtilfredst – proklamerer, at sådanne fænomener er fraværende i de muslimske samfund i Nordamerika, bør kaste et blik på AMJA, Assembly of Muslim Jurists of America [Forsamlingen af Muslimske Jurister i Amerika].

AMJA’s hensigtserklæring hævder, at organisationen blev “… grundlagt for at give vejledning til muslimer, der lever i Nordamerika (…). AMJA er en religiøs organisation, der ikke udnytter religionen til at nå politiske mål, men i stedet giver praktiske løsninger, inden for de islamiske retningslinjer og landets love, på de forskellige udfordringer, muslimske samfund møder.”

Som svar på en specifik forespørgsel: “Er der sådan noget som ægteskabelig voldtægt,” udsendte AMJA fatwa nr. 2982:

I Allahs navn, al lovprisning er for Allah, og må fred og velsignelse være med Allahs Sendebud og hans familie. For at fortsætte:

At en hustru forlader sin mands seng uden undskyldning er haram [forbudt]. Det er en af de store synder og englene forbander hende indtil om morgenen, som vi har fået det oplyst af Profeten (må Allah velsigne ham og give ham fred). Hun anses for at være nashiz (oprørsk) under disse omstændigheder. Hvad angår spørgsmålet om at tvinge en hustru til at have sex, hvis hun nægter, så vil dette ikke blive kaldt voldtægt, selv om det går imod naturlige instinkter og ødelægger kærlighed og barmhjertighed, og der hviler en stor synd på den hustru, der nægter; og Allah Den Almægtige er mere ophøjet og mere vidende.

Et ocean borte fra Storbritannien – som nu er et anerkendt vestligt arnested for “islamisk fundamentalisme” – hersker det samme sharia-sanktionerede kvindefjendske snæversyn i en nordamerikansk gejstlig organisation, der åbent rådgiver amerikanske og canadiske muslimer.

Lad os trods alt håbe, at Wafa Sultans optræden åbner Bill O’Reilly øjne – og hans publikums – for den foruroligende virkelighed.

 

Opdatering:

The Daily Mail rapporterer om en forudsigelig vending i den påståede libyske voldtægtssag, der blev diskuteret i aftes i The O’Reilly Factor.

Den libyske kvinde, der blev anholdt efter at have fortalt udenlandske journalister, at hun var blevet gruppevoldtaget af Gaddafis tropper, er blevet sigtet, sagde en regeringstalsmand i dag.

Ved en kaotisk pressekonference sagde embedsmanden, at Iman Al-Obeidi blev afhørt af politiet – på trods af et løfte om, at hun ville blive returneret til sin familie. “Anklageren er nu blevet den anklagede,” tilføjede han, og beskyldte hende for en “alvorlig forseelse”.

Talsmanden Moussa Ibrahim sagde, at de mænd, der blev anklaget af Iman al-Obeidi, nu sagsøger hende. En søn af en højtstående libysk embedsmand var blandt dem, hun påstod havde voldtaget hende, sagde han. “Drengene, hun anklagede, rejser sag mod hende, fordi det er en meget alvorlig forseelse, at anklage nogen for en seksuel forbrydelse,” sagde han til journalister i den libyske hovedstad.”

Alvorlig forseelse (gentaget to gange) – helt afgjort ifølge Koranen 24:4, hvor det hedder: “Hvis nogen retter beskyldninger mod ærbare kvinder uden at kunne fremføre fire vidner, så skal I give dem firs piskeslag og aldrig siden modtage vidnesbyrd fra dem! De er gudløse, …” Hvis påstanden om voldtægt således ikke er “bevist” efter denne reelt umulige standard, så vil denne strenge sharia-straf forblive sanktioneret af autoritativ islam som en “hadd”-forseelse.

Desuden er det også værd at bemærke, at den bredere islamiske forståelse af “bagtalelse” (for mindre forseelser) ikke har nogen lighed med opfattelsen af dette begreb i vestlig lovgivning – bagtalelse er kun stødende for eller noget, der ”ikke kan lides” af den person, der rammes. Den behøver ikke at være falsk, eller skadelig, eller økonomisk ødelæggende. Reliance of the Traveller, eller Umdat al-Salik, er en meget bredt respekteret klassisk manual over islamisk lov. Den er skrevet af juristen Ahmad ibn Naqib al-Misri fra det 14. århundrede, og godkendt til moderne brug af Cairos Al-Azhar Universitet, der er det tætteste man kan komme på et sunni-islamisk Vatikanet. Her er, hvordan “bagtalelse” er defineret af denne autoritative islamiske lovmanual, ved påberåbelse af en overlevering om den muslimske profet Muhammed:

r2.6 (2) “Ved I, hvad bagtalelse er?” De svarede: “Allah og Hans sendebud ved bedst.” Han sagde: “Det er at omtale ting om din bror, som han ikke kan lide.” Nogen spurgte: “Hvad hvis han er, som jeg siger?” Og han svarede: “Hvis han er, som du siger, har du bagtalt [slandered] ham, og hvis ikke, har du bagvasket [calumniated] ham.” [fremhævelse tilføjet]

r2.1 (Nawawi:) Bagtalelse og sladren er to af de grimmeste og hyppigst mødte egenskaber blandt mennesker, kun få kan vide sig sikker fra dem. Jeg er begyndt med dem, på grund af det udbredte behov for at advare folk mod dem.

r2.2 Bagtalelse (ghiba) betyder at nævne noget om en person, han ikke kan lide …