Tyrkiets racismeproblem

Tyrkiske myndigheder fastholder, at ’’sikkerhedsstyrkernes’’ handlinger – arrestationer og drab på kurdere – kun finder sted som følge af ’’terror-aktiviteter’’, eller når Kurdistans Arbejderparti (PKK) angriber mål i Tyrkiet. Intet er dog mere usandt end dette udsagn. Tyrkiets angreb mod kurderne har altid været intens, selv når PKK erklærede ensidige våbenhviler.

I starten af 2014, hvor der ikke var nogen sammenstød mellem det tyrkiske militær og PKK, udtalte Faysal Sariyildiz, et kurdisk parlamentsmedlem for Folkets Demokratiske Parti (HDP): “I løbet af sidste år, vedrørende den kurdiske sag, blev 3.490 mennesker taget i forvaring, 880 personer blev anholdt og 25 mennesker blev dræbt af politiets kugler”.

“Disse angreb…” siger Mark Toner, talsmand for det amerikanske udenrigsministerium,”…forværrer kun fortsættelsen af konflikten og den cyklus af vold der finder sted. Vi ønsker at se disse kampe komme til ophør. Vi ønsker at se PKK give afkald på vold og igen engagere sig i forhandlinger med Tyrkiets regering.”

Hvad hr. Toner ikke lader til at forstå – selvom begge parter selvfølgelig bør give afkald på vold og forsøge at løse problemet gennem dialog, uden blodsudgydelse – det er, at voldsspiralen blev eskaleret og yderligere intensiveret, efter at det tyrkiske militær startede en fuld offensiv på Qandil i irakisk Kurdistan, hvor PKK har hovedbase.

Hvad AKP-regeringen betegner som “løsningensprocessen” startede i 2012, da forhandlinger angiveligt fandt sted mellem den tyrkiske efterretningstjeneste, MIT og PKK’s leder, hr. Abdullah Öcalan, der har været fængslet i Tyrkiet siden 1999.

Hvad er der ændret for kurderne i form af friheder og rettigheder?

Før hr. Öcalans involvering blev der, ifølge en PKK-myndighed, i perioden 2008 til 2011 afholdt omkring otte-ni møder mellem PKK og MIT i Oslo, Norge. Hr. Öcalan havde udarbejdet nogle protokoller, hvorfra PKK havde et grundlag at forhandle ud fra. Under forhandlingerne krævede PKK gennem protokollerne; en forfatningsmæssig løsning, fred og etableringen af en “Sandhedskommission” (som det sås i Sydafrika), der objektivt ville undersøge alle konfliktens aktører og efterforske alle mord og forbrydelser begået i fortiden. “Men i juni 2012, efter valget, hvor regeringen så sig truet af valgnederlag, trak man sig komplet ud af forhandlingerne og stoppede med at tage os alvorligt,” udtalte PKK-myndigheden.

Igen blev der under denne proces ikke taget juridiske skridt for anerkendelse af kurdernes nationale rettigheder.

I maj udtalte Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan i en offentlig tale:

’’De [HDP] siger “Når vi kommer til magten, vil vi afskaffe Diyanet [myndigheden for religiøse anliggender]. Hvorfor? Fordi de intet har at gøre med religion. De går så langt som at sige, at Jerusalem også tilhører jøderne ; de [PKK] giver undervisning i Zarathustrianisme i lejrene i bjergene.

Den statsdrevne Turkish Radio and Television Corporation, TRT, har en kurdisk tv-kanal. Der er kurdiske sprogkurser på universiteterne. Vort land har ikke et ’kurdiske spørgsmål’ længere. Men vores kurdiske borgere har ’’nogle udfordringer’’. De, som ønsker at få hele løsningsprocessen til at handle om et kurdisk spørgsmål har andre bagtanker. De siger “Vi er repræsentanter for det kurdiske folk’’. Nej! Hvis I virkelig er deres repræsentanter, så start med at rydde fortovene for snavs.’’

Er dette en retorik som en fredens mand, der oprigtigt ville ønske fred i sit land, ville anvende? Først og fremmest opfatter Erdogan og AKP-partiet ikke det kurdiske spørgsmål som værende et etnisk eller et nationalt problem. De synes at mene, at en kurdisk tv-kanal og et par kurser på universiteterne bør være nok til at løse problemet. Dette viser, at roden til problemet ikke er kurdernes krav eller vold. Roden til problemet er et historisk og traditionelt tyrkisk overherredømme, der opretholder et racistisk samfundssyn. Den tyrkiske regering forventer åbenbart at den indfødte kurdiske befolkning skal nøjes med, de krummer regeringen med ’’storsind’’ kaster til dem.

Det er denne racistiske og chauvinistiske mentalitet den tyrkiske republik fra de tidligste tider udøvede og som snart i 100 år stadig forvolder den kurdiske befolkning endeløs smerte og sorg. Den tyrkiske stat ønsker at have enerådig patent på at adressere problemet; at man både kunne starte den og enerådigt må bestemme, hvornår den er løst. Den må enerådigt selv afgøre måden, hvorpå spørgsmålet skal løses, eller sågar beslutte om den skal fortsætte i al evighed. Den må enerådigt bestemme, hvordan kurderne skal leve og hvordan de skal dø; hvad kurdere kunne ønske sig og hvornår de skal stoppe; hvilket sprog de kan tale og hvor og hvornår.

Så når kurderne modsætter sig og siger, at de ønsker at være frie og have indflydelse på deres egne anliggender i Kurdistan, afviser Tyrkiet dem og udråber dem som værende “terrorister” eller “forrædere”.

PKK er en væbnet organisation; og ligesom alle væbnede organisationer anser den sin legitimitet som værende berettiget – våben er i denne sammenhæng ikke en mulighed, men en nødvendighed. Men aldrig har bevægelsen set det sig som sit formål, at ødelægge dets modstander Tyrkiet eller det tyrkiske folk. Altid har den erklæret sig åben for dialog, forhandling og fredelig sameksistens.

Den tyrkiske regering kunne have lært af PKK og antaget samme indstilling: fred baseret på politisk lighed og gensidig respekt. Tyrkiet kunne opgive sin destruktive militaristiske politik og starte en åben, gennemsigtig og helhjertet fredsproces, der ikke kun har til sigt og formål at ødelægge og tilintetgøre kurderne eller det kurdiske folks væbnede aktører. I forhandlingerne lod staten til kun at opfatte en kommende afvæbning af PKK som værende en sejr – frihedsrettigheder til kurderne ville være indrømmelser som man for alverdens skyld ville undlade. Vold avler kun vold – og kan føre til en endeløs voldsspiral. Det er på høje tid, at Republikken Tyrkiet stopper sine angreb på kurdere og afprøver den eneste metode den endnu ikke har brugt i sin historie: respekt for oprindelige folk i Anatolien og Mesopotamien.

Tyrkiske statsautoriteter synes at ønske, at kurderne overgiver sig uden at vinde eventuelle nationale rettigheder eller politisk status. Dette kalder de “en fredsproces”. Dette er ikke en oversimplificering. AKP har regeret Tyrkiet siden 2002, men har intet gjort for at udarbejde kurdisk selvstyre. Alt hvad AKP gjorde var at bringe små ændringer, såsom at tillade en kurdisk tv-kanal, TRT-6. Men selv dette er ikke juridiske reformer. Tyrkiet er stadig underlagt samme forfatning, som det tyrkiske militær udarbejdede efter 1980-statskuppet.

I hele denne kamp er kurderne blevet ofrene. På deres egne forfædres jord har de ingen nationale rettigheder og ingen politisk status, og de har ikke engang ret til at blive uddannet på kurdisk. De risikerer tilfældigt at blive myrdet eller arresteret. Tilsyneladende har deres liv ingen værdi i den tyrkiske stats øjne.

Tyrkiet har et enormt nationalt problem, fordi det ikke ser kurderne som en ligeværdig nation. I det følgende antydes måden, hvorpå mange tyrkere gennem 90 års har lært at opfatte konflikten:

  • Tyrkerne må have deres egen stat – en suveræn en, der har ret til at agere i international politik – men kurderne har ikke ret til at kræve autonomi.
  • Tyrkisk skal være et rigt og respekteret sprog på verdensplan, men kurderne må ikke have én enkelt skole, hvor de fuldt ud kan blive uddannet på kurdisk.
  • Tyrkernes glorværdige stat skal have en stærk hær; Kurderne skal frasige sig deres militære styrker og skal aftjene værnepligt i den ædle tyrkiske hær.

Men på trods af sidstnævnte er integrationen i militæret også forfejlet. Mange soldater med kurdisk baggrund gør tjeneste i den tyrkiske hær og begår angiveligt “selvmord” eller bliver dræbt i “ulykker”. I 2012 for eksempel, ud af de 42 soldater, der officielt blev rapporteret at have begået selvmord, var 39 kurdere og én var armensk, ifølge advokaten Mazlum Orak.

Grundlæggerne har den tyrkiske stat også fremmet tyrkisk nationalisme i dets fulde omfang, mens den har benægtet kurdernes blotte eksistens. Staten håndhævede fuldt ud et forbud mod kurdisk sprog, kultur og geografiske stednavne. De kaldte kurderne “bjergtyrkere”, og tillod frem til 1990’erne ikke kurdere at etablere lovlige politiske partier. Selv efter ophævelsen af forbuddet blev syv pro-kurdiske politiske partier lukket af den tyrkiske forfatningsdomstol i løbet af en periode på 20 år. Snesevis af kurdiske landsbyer blev brændt ned af den tyrkiske hær, og titusinder af kurdere blev tortureret eller myrdet.

Kurderne i Tyrkiet har faktuelt altid været brutalt undertrykt, selv da der ikke var nogen organisation ved navn PKK.

 

Den etnisk tyrkiske sociolog Ismail Besikci, der tilbragte 17 år i fængsel for sine skrifter om kurdere og Kurdistan, sammenlignede Tyrkiet med Sydafrika. Han konkluderede, at Tyrkiets mentalitet “er langt mere racistisk” end Sydafrikas:

’’Hvad der fandt sted i Sydafrika i 1960’erne var, at den hvide administration sagde til de andre: ’’du er sort, og du vil leve adskilt fra os. Du vil få separate kvarterer, skoler, hoteller og rekreationssteder. Du vil leve uden for steder, hvor den hvide mand lever og ikke blandes med hvide’’. Og til formål dannede de store regioner, såkaldte Bantustans, der blev omgivet af hegn. Disse steder havde meget begrænset infrastruktur, kloaksystemet virkede ikke, der var hyppige elektriske strømafbrydelser og vandmangel, skolegang og sundhedsmæssige forhold var utilstrækkelige, men… de indfødte levede deres egen identitet (der gav dem grundlag for sammenhold og senere modstand). De kunne vedkende sig som det de var født som. Men Tyrkiet fortæller kurderne:.. “Du skal leve med os, men du skal ligne os. Du skal glemme din identitet. Du vil leve med tyrkerne, men skal se ud som tyrkerne…« Jeg forsøger at sige, at denne mentalitet er meget mere racistisk end administrationen i Sydafrika.’’

Besikci påpegede at i 1990’erne, da Nelson Mandela blev løsladt fra fængslet og blev valgt som præsident for Sydafrika: “Præsidenten af den hvide administration, der løslod Mandela fra fængslet blev vicepræsident under Mandela efter valget. Sydafrika kaldtes det mest racistiske samfund, men en sådan ændring kunne finde sted. Dette viser at den officielle statsideologi var fleksibel og kunne erstattes.

Den kurdiske region er den fattigste i Tyrkiet. Staten bygger dæmninger til at forsyne Vesttyrkiet med elektricitet, men forårsager enorme skader på Kurdistans flora og fauna, hvor store områder på grund af vandmangel bliver ubeboelige og befolkningen tvinges til at flytte. Staten underprioriterer systematisk udviklingen i de kurdiske regioner, hvor befolkningen ingen ret har til selv at udvikle deres egne samfund. Kurderne startede ikke krigen i Kurdistan. Kurdiske ledere har åbent og ofte gjort det klart, at på trods af statens terror, massemord og undertrykkelse mod kurderne, så ønsker de stadig at leve i fred med deres tyrkiske, arabiske og persiske naboer. Der er en krig pålagt kurderne. Og dens resultater har været katastrofale for Kurdistan.

Den amerikanske administration er nødt til at analysere det kurdiske spørgsmål nærmere og mere omhyggeligt. Når de gør det, vil de se at problemet faktisk ikke bør kaldes “det kurdiske spørgsmål.”

Det vil med rette være mere retfærdigt at kalde det: ”Det tyrkiske racismeproblem.”  Selahattin Demirtas, HDP’s medformand, sagde i en offentlig udtalelse: “Religioner har deres helligdomme. Muslimer tager til Kabaa’en i Mekka; Jøder tager til Jerusalem (Kotel)”.