Mercedes-islamisterne

Fordækt Mercedes-islamist
Fordækt Mercedes-islamist

Det er kun få årsiden, en pensioneret tyrkisk officer ud gennem røgen fra en massiv cigar ytrede sig om de nye tider, han og hans sekulære ligesindede var ofre for med det religiøst orienterede AK-parti i regering: »Vi kan jo ikke gøre noget ved, at også jævne folk bruger deres stemmeret og vælger disse fundamentalister,« knurrede han. »Men behøver de ligefrem at køre i Mercedes?«

Well,det er kun få måneder siden, den tyrkiske udenrigsminister, Ahmet Davutoglu, var i Beirut for at mægle i en uløselig libanesisk konflikt,hvor hans talsmand tog sig tid til en kop kaffe i en forhandlingspause, og da han ville tilbage til delegationshotellet, prajede han ikke en taxi, men trykkede en kode på mobiltelefonen. I næste øjeblik sad han i en Mercedes 600 med tonede ruder, læderindtræk og chauffør med kasket. »Vi er godt kørende,« sagde han og lænede sig tilbage i sædet, »hvem skulle have troet det?«

De færreste, herunder talsmanden selv, hvis man havde spurgt dem for 10 år siden. Men AK Adalet ve Kalkinma (Retfærd- og Udviklingspartiet) vandt søndag den tredje valgsejr som bestyrer af en republik, der ikke bare er økonomisk selvkørende med en vækst, der med 8,9 procent i 2010 er fire gange større end EU-gennemsnittet, er en regional stormagt med eksportør af soft power til de arabiske naboer og Iran, men også leverandør af militant muskelkraft til NATO, når det gælder som det gør for tiden i Afghanistan og Libyen.

Valgsejren søndagblev AK’s hidtil største med 50,3 procent af Tyrkiets 50 millioner vælgere, men partiet gik tilbage i mandattal som følge af et godt valg for kurdiske politikere, alle knyttet til det kurdiske parti BDP. I erkendelsen af, at de ikke kunne passere den høje 10 procent-tærskel for partier, stillede BDP’s kandidater op som ‘uafhængige’ og fik 36 kredsmandater med 6,6 procent. BDP akronym for Freds- og Demokratipartiet ses som den politiske arm af det forbudte PKK, der kæmper militært for autonomi.

Men valgets hovedtema var ikke PKK, heller ikke selv om premierminister Erdogan med vanlig direkthed erklærede i valgkampen, at hvis han havde været regeringschef i 1999, da PKK-lederen Abdullah Öcalan blev fængslet for livstid, havde han »hængt ham«. Hovedtemaet var den kommende tyrkiske forfatning, og AK’s 326 mandater en tilbagegang fra 340 i 2007 er ikke nok til, at partiet selv kan udforme forslag til ny forfatning og sende den til folkeafstemning dertil kræves 330 af de 550 pladser i Nationalforsamlingen. Og med 367 pladser kunne regeringen gennemføre en reform af militærkuppets 1982-forfatning helt uden at spørge vælgerne.

Oppositionen i CHP, det sekulære og socialdemokratisk hældende republikanske parti, der gik frem fra 20 til næsten 26 procent, ånder lettet op i lighed med det nationalt fikserede MHP, der med 13 procent overlevede en sexvideoskandale under valgkampen. Nu skal begge partier inddrages i forfatningsarbejdet, og det er alt andet lige en god ting for det tyrkiske demokrati. Og sikkert vil vise sig at være godt for Erdogan og AK en tredje periode med et absolut flertal, der skaltede og valtede med en så væsentlig beslutning som demokratisering af forfatningen, kunne kun give bagslag. I forvejen ser de demokratiske regeringspapirer ikke for godt ud 57 journalister er buret inde, sigtet for kup-planer og terrorvirksomhed, en religiøs sekt opkaldt efter imamen Fetullah Güllen har bemægtiget sig politistyrken, retsvæsenet synes i stigende grad at være i lommen på regeringen, og Erdogan lancerede for nylig forslag om indføring af viceministre hentet uden for partierne, som i givet fald vil bidrage til at islamisere administrationen endnu mere.

Nuvel, så er detheller ikke værre. Også danske partier arbejder målbevidst på at få deres egne folk centralt placerede det kaldes kammerater eller værdikamp, men går ud på det samme og i en politisk sammenhæng er det evident, at de tyrkiske islamister kommer fra et andet sted end deres arabiske og asiatiske fæller. Således var Det Muslimske Broderskabs teoretikere, Hassan al-Banna og Sayyed Qutb inspireret af det asiatiske Jamaat-e-Islamis tænker, Abu Ala al-Mawdudi, og ingen af dem var tilgængelige på tyrkisk før 1970’erne, hvor Tyrkiets islamister havde været integreret i det politiske system i mere end 20 år.

Heller ikke saudiarabisk wahabbi-salafisme, der har påvirket de muslimske brødre i Egypten og talebanerne i Afghanistan og Pakistan, har influeret de tyrkiske islamister en følge af, at Tyrkiet afskaffede det arabiske alfabet i 1928.

Så selv om AK og Recep Tayyip Erdogan mistænkes for fæle fundamentalistiske bagtanker (de har i 2000 formelt afsværget religionen som politisk bærepille og kalder sig konservativt demokratiske), er de forankrede i en politisk tradition, der ligner den europæisk-vestlige mere end den orientalske. Og valgresultatet søndag peger på, at de forbliver der i endnu en rum tid. De næste fire år godt kørende i Mercedes.