Tre anholdt på asylcenter: Overfaldt brandmand og medarbejder

Natten til lørdag gik der en brandalarm på asylcentret for uledsagede mindreårige i Års i Nordjylland. Men da brandvæsnet nåede frem, viste det sig at være en falsk alarm.

I stedet blev en blev to medarbejdere fra henholdsvis Falck og asylcentret overfaldet.

Ifølge Nordjyllands Politi var der slåskamp og ‘ond stemning’ på stedet, og brandvæsnet havde, indtil de opdagede, at det var en falsk alarm, svært ved at få folk ud fra bygningerne.

‘En falckmand og en medarbejder på asylcentret blev udsat for vold, hvilket resulterede i, at 3 beboere fra asylcentret blev anholdt og indbragt til detentionen i Aalborg. To af de anholdte bliver sigtet for vold, når de bliver ædru, mens den tredje skal sigtes for overtrædelse af Ordensbekendtgørelsen, idet han skabte voldsom uro på stedet,’ skriver Nordjyllands Politi i nattens døgnrapport.

De tre anholdte er alle drenge. De er henholdsvis 15, 16 og 17 år gamle.

De tre anholdte skal lørdag afhøres med tolk, hvorefter det forventes, at de bliver løsladt. Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Henrik Beck til BT.

Lars Vestergaard er kommunikationskonsulent på Børnecenter Østrup, som asylcentret hedder. han fortæller, at drengenes opførsel naturligvis ikke er noget, der tolereres.

»De har siddet på deres værelser og drukket sig fulde, hvilket i sig selv er problematisk, da vi har nultolerance over for alkohol. Da brandvæsnet ankom, er de så blevet aggressive, og vi kan allerede nu fortælle, at de ikke kommer tilbage til centret efter denne episode,« siger Lars Vestergaard til BT.

Børnecenter Østrup er et asylcenter for uledsagede mindreårige flygtninge. Centret har plads til 50 børn i alderen 12-18 år, som i udgangspunktet selv står for madlavning, rengøring, tøjvask og andet hushold.

Centeret er etableret i bygninger, der tidligere har fungeret som bl.a. plejehjem og efterværn for tidligere anbragte unge.