Spøgelserne fra Auschwitz i den muslimske verden

I sit eksil i Argentina, var verdens mest eftersøgte mand i færd med at skrive et forsvar for det uforsvarlige.

Han afviste “såkaldt vestlig kultur”, hvis bibel “udtrykkeligt fastslog, at alt helligt kom fra jøderne.” I stedet henvendte han sig til den “store kreds af venner, mange millioner mennesker”, hvis sympati for hans forbrydelser han ønskede.

Disse millioner af mennesker befandt sig ikke i Tyskland. De var ikke engang i Argentina.

Hans nazi-fæller havde svigtet ham efter at have besluttet, at mordet på millioner af jøder ikke kunne forsvares, og at han måtte fornægtes snarere end forsvares. Men han ønskede ikke at blive fornægtet. Han ønskede at blive beundret.

“I, 360 millioner muhamedanere, som jeg har haft en stærk indre forbindelse med siden de dage, jeg samarbejdede med jeres stormufti af Jerusalem,” skrev Adolf Eichmann, arkitekten bag Holocaust. “I, som har en højere sandhed i suraerne i jeres Koran, jeg opfordrer jer til at fælde dom over mig.”

Eichmann vidste, at han kunne forvente en positiv dom fra en religion, hvis profet havde befalet den etniske udrensning af jøder, og som tror, at enden …

“ikke vil komme, før muslimerne bekæmper jøderne og dræber dem. Når en jøde gemmer sig bag en sten eller et træ, vil de sige: ‘O muslim, O Allahs tjener! Der er en jøde bag mig, kom og dræb ham!'”

Dér var Eichmanns hadith-Holocaust, hvor selv stenene og træerne opsporede jøder for den islamiske SS.

En mere håndgribelig dom kom Eichmann ud for fem år senere i Jerusalem, da israelske agenter brugte ekstraordinære metoder til at pågribe ham og bringe ham for en domstol. Men den muslimske verden havde afsagt sin egen dom længe forinden, da muftien af Jerusalem var kommet til Europa med en opfordring til at udrydde jøderne.

“Dette er jeres bedste mulighed for at slippe af med denne beskidte race (…). Dræb jøderne,” rasede muftien til muslimske trosfæller.

I 70-året for befrielsen af Auschwitz, er spøgelserne efter Eichmann og muftien af Jerusalem, som havde besøgt dens gaskamre mens Holocaust var i gang, stadig levende.

En Holocaust-overlevende fra Auschwitz mindedes at have fået at vide, at muftiens ankomst var et arbejdsbesøg.

“Når vi har vundet krigen, vil han vende tilbage til Palæstina for at bygge gaskamre og dræbe de jøder, der bor derovre,” fortalte en SS-officer ham.

Eichmanns nazister tabte, men muftiens islamister arbejder videre med deres folkemorderiske dagsorden. Mein Kampf kan forbydes i Tyskland, men den er en bestseller i den muslimske verden.

Udgaven er ofte oversættelsen begået af Louis Heiden – alias Luis al-Haj, den nazistiske konvertit til islam – hvis introduktion erklærer: “Nationalsocialismen døde ikke med døden af dens herold. Snarere er dens frø mangedoblet under hver stjerne.” Henvisningen var ment bogstaveligt. Det gamle egyptiske flag havde en halvmåne og tre stjerner på grøn baggrund. Det nye flag for Den Arabiske Republik havde to grønne stjerner.

Haj arbejdede under Johann von Leers – alias Omar Amin, en anden konvertit til islam i det nazistiske Propagandaministerium – der roste jødeforfølgelserne under islam som “en evig tjeneste for verden”.

En tidligere udgave var blevet publiceret af broderen til den kommende diktator, Gamal Abdel Nasser.

På to år i Egypten havde Mein Kampf solgt 911.000 eksemplarer, en ekstraordinær bedrift i et land med en erhvervsaktiv befolkning på 13 millioner, hvilket vil sige, at så mange som én ud af hver fjorten voksne kan have købt et eksemplar. Overført til amerikanske forhold, ville den have overgået salget af Da Vinci Mysteriet.

I de samme år var langt størstedelen af Egyptens jøder blevet etnisk udrenset af Nasser.

I begyndelsen af dette årti, havde Det Muslimske Broderskabs godfather Sayyid Qutb skrevet sin egen Mein Kampf med titlen, “Vor kamp mod jøderne”, i hvilken han hævdede, at Allah havde sendt Hitler. Denne påstand er for nylig blevet gentaget af Det Muslimske Broderskabs Yusuf al-Qaradawi på Al Jazeera i 2009.

“Den sidste straf blev udført af Hitler (…) med Allahs vilje, vil den næste gang ske i hænderne på de troende,” sagde han.

I dag er alle enige om, at nazisterne var onde. I halvtredserne forsøgte selv Eichmanns nazistiske fæller at lette sig for Holocaust og forbedre deres varemærke. Men nazisterne tilbage i tiden blev ofte behandlet, som muslimer bliver det i dag.

Mediedækningen understregede sondringer mellem de radikale og moderate nazister (Hitler var naturligvis en moderat). Nazistiske klager blev behandlet som legitime. Deres forbrydelser blev løjet om og dækket over.

I 1933 hævdede et telegram fra Associated Press, at forfølgelsen af jøder allerede var afsluttet. En anden telegram-historie med overskriften: “Jødeforfølgelsen ovre siger udsending”, citerede udenrigsminister Hull’s lettelse over, at Hitler-regimet gjorde sit bedste for at dæmme op for yderligere forfølgelse af jøderne.

Hull skulle senere undskylde, da den republikanske borgmester i New York City omtalte Føreren som en “mand uden ære.” Borgmester LaGuardia kan have lidt af Førerfobi.

Jødiske protester blev behandlet som skingert og grundløst sortsyn. “Amerikansk undersøgelse viser ingen grund til protest,” havde AP som overskrift.

“Uanset forsikringer fra tyske regeringsledere og Hull om, at de nazistiske overgreb mod den jødiske race var ophørt i Tyskland, gik jødiske ledere videre med planer om masseprotester,” fortalte et andet telegram. “Alle anmodninger om at disse møder blev aflyst faldt for døve øren.”

En uge før historien, var den første officielle nazistiske koncentrationslejr i Dachau blevet åbnet.

Mediedækningen burde lyde bekendt. Det er på den måde, Irans nukleare oprustning bliver dækket. Det er på den måde, muslimsk vold mod jøder bliver dækket. Disse ting bliver diskuteret modvilligt og straks afvist. Jøder bliver afskrevet som skadedyr, der nægter at lytte, når Kerry, ligesom Hull, fortæller dem, at der intet er at bekymre sig om.

Det var på den måde, Holocaust virkelig fandt sted.

Auschwitz viser os bare den sidste fase. Den viser os ikke sympatien for nazisterne, villigheden på venstrefløjen til at se dem som allierede i kampen for at vælte det eksisterende system og vreden over jødernes egoisme, fordi de satte deres eget ønske om ikke at blive dræbt forud for verdensfreden.

Det var lettere at formilde nazisterne. Det er lettere at formilde den muslimske verden. Jøderne blev ikke set som kanariefuglen i kulminen; i stedet, ligesom tjekkerne og derefter polakkerne og derefter alle andre, blev de set som en hindring for en aftale med Djævelen. I dag er det de nigerianske kristne, de burmesiske buddhister og en lang liste af andre verden over, herunder jøderne i Israel, der står i vejen for fred.

Spøgelserne fra Auschwitz hjemsøger stadig Sudan, Nigeria, Pakistan, Gaza, Irak, Iran og hundrede andre steder. Ofrene er kristne, jøder, hinduer, buddhister, yazidier og utallige andre. Nazisterne begyndte med jøderne. Det muslimske ordsprog lyder: “Først lørdagsfolket, så søndagsfolket.”

Auschwitz er, hvad der sker, når vi undlader at tage den slags trusler alvorligt, fordi vi ønsker fred for enhver pris. Prisen for fred var Auschwitz, det var millioner døde, lande skåret i stykker, folk gjort til slaver i årevis og andre i generationer. Prisen for fred var uvidenhed, ligegyldighed og derefter krig.

Eichmann fandt støtte for Auschwitz i “suraerne i jeres Koran”. Det gjorde også jihadisterne, der myrdede jøder i Paris. Hvis vi glemmer det, så glemmer vi den virkelige lektie fra Auschwitz.