Som en gal hund: Sådan blev bin Laden skudt ned

osama bin laden + AFP_0_0

TV-programmer med tidligere elitesoldat fra Navy Seals skaber ny debat om likvideringen af Al-Qaida-bossen

Klokken  var 19.01 amerikansk østkysttid, da præsident Obama, daværende udenrigsminister Hillary Clinton og andre topfolk fra USA’s regering fik den forløsende melding i Det Hvides Hus’ situationsrum.

– Geronimo. EKIA. (Enemy Killed In Action)

Joe Biden, Barack Obama, Hillary Clinton m.fl. følger aktionen live. (Foto: AP/Pete Souza)

Joe Biden, Barack Obama, Hillary Clinton m.fl. følger aktionen live. (Foto: AP/Pete Souza)

I et hus forskanset bag høje mure i byen Abbottabad havde jægersoldater fra Navy Seals identificeret det gennemhullede lig af en 1,91 meter høj mand som Osama bin Laden.

Da var det tidligt i morgenen i Pakistan på den anden side af kloden. Datoen her hed 2. maj 2011.

Efter næsten ti års jagt havde bagmanden bag 11. september fået sin straf.

En 40 minutter lang aktion udført af 24 medlemmer af Navy Seals eliteenhed Team Six var slut.

I helikopter blev den døde mand fløjet over grænsen til en amerikansk base i Afghanistan. Der blev taget dna-prøver.

Sænket i havet
Senere samme morgen bragtes liget af Osama bin Laden videre til hangarskibet USS Carl Vinson, som befandt sig på en position i Det Arabiske Hav ud for Pakistans kyst.

Her sænkedes Al-Qaidas grundlægger i dybet efter en religiøs ceremoni i overensstemmelse med islams regler.

Der skulle ikke være noget gravsted, hvor fanatikere kunne mindes planlæggeren af massemordene i New York og Washington.

I disse dage genopfriskes hele historien om likvideringen i to amerikanske tv-interviews med den tidligere Navy Seal Robert O’Neill – manden, der er blevet betegnet som ‘Shooteren’, som aflivede bin Laden.

Hans fortælling er omstridt, men sikkert er det, at Al-Qaida-bossen blev skudt ned som en gal hund, da amerikanske efterretningsfolk endelig havde fundet den saudiarabiske terrorleder efter års jagt.

Fik ikke en chance
I de første forklaringer fra Det Hvide Hus hed det, at Osama bin Laden havde været bevæbnet, sat sig til modværge – og brugte en af sine koner som menneskeligt skjold.

Blodspor på gulvet i et værelse i huset, som skjulte bin Laden. (foto: AP/ABC News)

Blodspor på gulvet i et værelse i huset, som skjulte bin Laden. (foto: AP/ABC News)

Et par dage efter indrømmede en talsmand for præsident Obama, Jay Carney, at det forholdt sig anderledes.

Bin Laden var ikke bevæbnet, men der var frygt for skjulte bomber.

– Kun hvis han havde været nøgen, ville han have haft en chance, sagde en kilde i Kongressen.

Foruden for de to tv-programmer på Fox News har britiske Daily Mail citeret Robert O’Neill for, at Osama bin Laden døde i angst.

Det skal eks-soldaten have forsikret pårørende til ofre for 11. september på et lukket møde.

– Han var bange. Han vidste, vi var der for at slå ham ihjel. Han døde som en tøsedreng, lød det fra elitesoldaten, der forlod Navy Seals efter 16 års tjeneste og angiveligt 400 skarpe missioner.

Den mystiske vandrer
Mens den storstilede jagt stod på, og med en milliondusør i dollar på sit hoved havde verdens mest eftersøgte mand skjult sig i en årrække i huset bag murene.

Beboere i Abbottabad foran huset efter det natlige amerikanske raid. (Foto: AP/Aqeel Ahmed)

Beboere i Abbottabad foran huset efter det natlige amerikanske raid. (Foto: AP/Aqeel Ahmed)

En høj, slank mand var til slut fanget på fotos på overvågningsdroner, når han gik ture i haven.

Den ukendte fik tilnavnet ‘Vandreren’, men til det sidste var der tvivl om, hvorvidt han var den rigtige.

Under aktionen, der skulle likvidere ham, fik han kodeordet Geronimo hæftet på sig.

Tæt på katastrofe
Det hele var nær endt i en katastrofe, da en af specialstyrkens helikoptere forulykkede under landingen ved huset i Abbottabad.

Her er bin Ladens hemmelige skjulested tegnet ind på bykortet. (Foto: AP/CIA)Her er bin Ladens hemmelige skjulested tegnet ind på bykortet. (Foto: AP/CIA)

Men alle amerikanere slap ud i live. I huset blev flere andre dræbt, heriblandt bin Laden søn Khalid (født 1989).

Det kom siden frem, at Osama bin Laden til det sidste forsøgte at styre Al-Qaidas aktiviteter ned til mindste detalje.

Men hans muligheder var det stærkt svækket af den effektive amerikanske modoffensiv, herunder drabene på en lang række terrorchefer ved målrettede raketangreb fra ubemandede droner, specielt i Pakistan og Yemen.

Fældet af kurer
Og forbindelsen fra kampfællerne til den sikkerhedsbevidste bin Laden var meget besværlig.

Han brugte hverken internet eller telefon fra sit skjulested. Det var for farligt. I stedet benyttede han sig af kurerer.

Det kunne tage en måned for en melding at nå frem, og i sidste ende blev det netop opsporingen af en kurer, der førte amerikanerne til Al-Qaida-lederen.