Sinsyge kællinger 8 danske Konvertitter fortæller hver deres historie.

212344

v/ Abdul-Hameed Lund

I Allahs navn, Den Barmhjertige, Den Nådige

Mit navn er Abdel Hameed. Jeg er 27 år, og har en dejlig familie med 3 børn, og jeg konverterede for 5 år siden.

Min første rigtige kontakt med muslimer og Islam skete mens jeg var en ung teenager, hvor jeg levede som så mange andre unge danskere med fuld fart på, sammen med vennerne, deriblandt anden generations indvandrere.

Men efter en del år begyndte jeg at finde denne vestlige livsførelse uegnet og specielt det moderne familie liv katastrofalt. I skyggen af det og som årene gik, spekulerede jeg længe over om det overhovedet ville gavne mig, at få familie og børn selv om instinkterne pressede på. Det modstred jo på en måde min grundopfattelse af livet, nemlig at man skal nyde og ikke besværliggøre tingene. At have børn og familie lignede for mig et fængsel med en masse forpligtigelser, i modsætning til at leve livet i fulde drag, som alt i alt skulle give lykke.

Denne problemstilling var faktisk en af mine åbninger til Islam, dog meget overfladisk som reglen nu var det, men alfa omega var, at jeg havde set et stort problem, også i forhold til min eventuelt kommende familie, specielt børnene, faktisk i sidste ende tænkte jeg; er det overhovedet det værd? Jeg var udmærket klar over hvad de unge laver i dag, de fester, har forførende tøj, eksperimenterer med spiritus, hash, stoffer og hvad har vi ikke! Jeg undrede mig over hvordan jeg skulle løse dette problem, da jeg ikke havde interesse i at mine rene uskyldige børn skulle udnyttes og samtidig være weekend narkomaner eller alkoholikere.

Mine livsopfattelser var simpelthen ved at ændre sig og dermed var min interesse for et alternativ til den moderne vestlige levemåde pludselig skærpet.

I en alder af 22 havde jeg stort set prøvet alt og levet op til alt hvad der var at leve op til. Jeg havde bl.a. opnået karriere, hvor jeg sad som konsulent i en mellemstor virksomhed med eget kontor og tilhørende sekretær samt bil og telefon, og en masse imponerende anbefalinger i ryggen, men det hverken rakte eller gjorde mig lykkelig.

En dag fik jeg så chancen for at møde flere muslimer. eller som jeg dengang så dem udlændinge, da jeg blev inviteret med til et bryllup. Her blev jeg introduceret for nogle praktiserende muslimer og så for  første gang rettroende muslimer samlet på et sted, hvilket for mig var et meget smukt og befriende syn. Jeg blev betaget af alt den godhed og hjælpsomlighed samt den broderlige uegoistiske opførsel der fandt sted under brylluppet. Sådan en hyggelig og behagelig atmosfære var noget jeg sjældent bevidnede, og hvor det samtidig slog mig at verden sagtens kan fungere uden spiritus og konstant flirten kvinder og mænd imellem.

Senere på aftenen blev jeg så fortalt om Islams livsanskuelse, og fik her viden om Islam på en måde som jeg ikke troede, var muligt, nemlig et soleklart forstandigt bevis, Koranens mirakel. Dette var i skærende kontrast til alt andet jeg tidligere havde hørt som blot var antagelser uden skyggen af et bevis.

På dette tidspunkt gik det op for mig, at hvad muslimer og udlændinge går og laver er ét, og Islam er noget andet, og endvidere at der var en reel meningen med livet, fastsat af den der havde skabt det, og at det jeg manglede hele mit liv var Islam.

Ydermere erkendte jeg at en del muslimer generelt enten ikke var i stand til at opklare Islam eller blot afholdt sig, hvilket er en kæmpe skam, da masser af danskere er søgende men intet finder. Jeg var netop en af de søgende og havde samtidig kendt en del muslimer i mine tidligere år, men ikke én havde fortalt mig om Islam på en oplysende måde.

Jeg besluttede mig for at undersøge Islams regler, og lovede mig selv, at såfremt billedet forblev positivt ville jeg konvertere. Efter en del research var jeg ikke et sekund i tvivl om, at Islam med dens love og regler ikke kun var fra Skaberen og dermed sand, men i lige så høj grad var et ekstrem smukt og perfekt livssystem i forhold til det vestlige.

Nu, set tilbage på perioden efter jeg konverterede, må jeg tilstå, at det ikke har været spor svært at give afkald på de forbudte ting og handlinger man foretog tidligere, da de alle var gennemprøvet og fundet intetsigende, dybest set. Selv det tynde familiebånd jeg havde tilbage, inden jeg konverterede, knækkede, da min far forsøgte at tvinge mig til at forlade Islam. Alhamdu-li-Allah, takket være Allah for at jeg har holdt fast i Islam, hvilket skal tilskrives to hovedfaktorer, for det første; at Islam har bevist sig selv rationelt at være fra Skaberen, og derved er den eneste rigtige vej at følge rent forstandigt. For det andet; at selve levemåden er perfekt designet til menneskets natur.

Afslutningsvis vil jeg bede Allah, den Almægtige, om at styrke os til at fuldføre den mægtige forpligtigelse, som er at bære denne smukke deen med håbet om at blive blandt de succesrige.

v/ Abdul Haqq Berg

I Allahs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige

Allah (swt) siger i Koranen:

Det er Ham, som sender klare tegn ned over Sin tjener, for at

Han kan bringe jer ud af al mørke (og bringe jer ind) i lyset

(OQM. Al-Hadid 57: 9)

Assalamu alaikum mine kære brødre og søstre.

Og til mine medmennesker som endnu ikke har set Islams

barmhjertelige lys – hjerteligt velkommen.

Mit navn er Abdul Haqq. Jeg vil nu give jer et indblik i hvilke tanker og

følelser jeg havde før, under og efter min konvertering.

Man kan møde Islam på mange måder. De fleste der er blevet

intellektuelt overbevist om Islams sandhed, har enten været søgende

eller nysgerrige efter at få svar, på livets mest fundamentale spørgsmål,

nemlig “hvad i alverden laver man i dette mægtige univers, og hvad er

meningen med ens eksistens?”

Med en opvækst fuld af kropslig og materialistisk nydelse, og med en

samfundsmæssig opdragelse præget af eskapisme, friheder og flokdyrsmentalitet,

var det kun et spørgsmål om tid før depressionen ramte mig.

En forårsdag kulminerede det hele, jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille

op med mig selv. Jeg var dybt ulykkelig – tårerne trillede ned af mine

kinder, og tankerne fløj rundt fra den ene yderlighed til den anden. Jeg

var flere gange ude at kaste op på toilettet, hvor jeg til sidst satte mig

med hovedet over kummen i fuldstændig udmattelse.

Min egen læge fortalte, at jeg bestemt ikke var den eneste der led af

depressioner, og at “lykkepiller” ville få mig på ret kurs igen. Hun

udskrev prompte en henvisning til en psykiater, som jeg skulle kontakte

for at få hjælp.

På sidelinen stod familien, vennerne og kollegaerne fuldstændig

magtesløse, de kunne ikke forstå hvorfor jeg var så ulykkelig, og

hvorfor jeg tænkte så dybt over livet. Jeg havde jo i deres øjne alle de

rigtige forudsætninger for en lys fremtid.

Lykkepillerne, der kostede penge og som lægen sagde skulle hjælpe gav

mig ikke andet end tynd mave.

Psykiateren, der sagde at mine problemer lå gemt i min barndom, og at

jeg skulle tilgive de mennesker der havde gjort mig ondt, var heller ikke

noget der gav meget mening.

Krisehjælpen, der lignede et stort spørgsmålstegn, efter jeg havde

spurgt om hvad meningen var med hele eksistensen, resulterede i at

min tillid til samfundskulturen blev mere og mere svækket.

Jeg blev bestemt ikke lykkeligere af disse behandlinger dette samfund

kunne tilbyde mig. Jeg kunne ikke acceptere de svar jeg fik, jeg kunne

ikke få det til at passe til den virkelighed jeg nu engang var omgivet af.

Ligeså snart jeg vendte blikket ind mod mig selv, og tænkte dybt over

min egen eksistens og hvorfor jeg var til, kunne jeg ikke finde noget

svar, hvilket drev mig til vanvid…

Nogle vil sikkert påstå at jeg valgte Islam fordi jeg ville ud af min

depression hvilket bestemt ikke var tilfældet. Godt nok tænkte jeg hvad

er der at miste, og dog var der alligevel alt at vinde hvis nu Islam var

sand. Men én ting var helt sikkert, tænkte jeg, hvis jeg skulle konvertere,

skulle beviserne være entydige og absolutte.

Da hele fundamentet for Islams sandhed ligger i Koranens mirakel, var

det altafgørende at jeg på en intellektuel og altomfattende måde,

undersøgte Islams egne kilder for dér igennem selv at måle og veje

beviserne for dens oprindelse. Med en dyb og ikke mindst oprigtig

tilgang til studeringen, blev dørene en efter en lukket med soleklar

bevisførelse. Det var naturligvis en smule skræmmende, da jeg via det

kulturmønster jeg var præget af, var blevet skolet med at sandheden var

relativ, og at der bestemt ikke var én endegyldig sandhed.

Da den sidste dør blev lukket, stod miraklet som det har gjort i 1400 år,

klart og skinnede som solen på himlen. Jeg havde ikke den mindste

tvivl. Alle de beviser og tanker jeg var blevet præsenteret for igennem 4

måneder gjorde, at min konvertering ikke kunne gå hurtigt nok.

Jeg ringede en aften til den person som havde kaldt mig til Islam, og

fortalte ham at jeg ønskede at blive muslim. Da han kom forbi en halv

time senere, spurgte han om jeg nu var sikker i min beslutning.

Jeg svarede prompte, at jeg aldrig i mit liv havde været så sikker på

noget.

Med en ubeskrivelig lettelse over at have fundet meningen med livet,

bekendte jeg samme aften over for den Almægtige Skaber Islams

sandhed.

I dag knap 2 år efter min konvertering, lever jeg sammen med min kone

i et stabilt og fredsfuldt ægteskab. Vi er begge muslimer der lever og

ånder for denne livsvigtige sag. For hver dag der går, bliver jeg

bekræftet i den beslutning jeg har taget. Jeg er ikke det mindste i tvivl

om at Islam er sand, og at den islamiske ideologi er det eneste der vil

kunne føre jer ud af mørket og ind i lyset.

v/ Abdul Kareem Gueye

I Allahs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige

Mit navn er Abdul Kareem, jeg er 26 år gammel. Jeg er født og opvokset i Danmark. Min far er muslim og stammer fra Senegal, og min mor er traditionel kristen og stammer fra Danmark.

Mine forældre blev skilt da jeg var 5 år gammel, hvorefter min far flyttede til Østrig, og selv om han fortsatte med at opretholde kontakten til mig, så var det min mor, som stod for min opdragelse, så jeg har fået en almindelig traditionel dansk opdragelse.

Mit første rigtige møde med Islam var da jeg var 9 år gammel, jeg kan huske at min mor og jeg tog til Østrig for at besøge min far, og en dag da jeg sad alene med min far på en restaurant, bad jeg ham om at bestille nogle røde pølser, fordi jeg var sulten. Så sagde han: ”Det må du ikke få”. Nysgerrig som jeg var, spurgte jeg: ”Hvorfor”? Han svarede: “Fordi en muslim hverken må ryge eller spise svinekød, og hvis ikke jeg var muslim, så var jeg ikke hans søn”.

Jeg kan huske at det virkede lidt skræmmende, så jeg spiste aldrig mere svinekød foran ham, for jeg ville gerne være hans søn.

Da jeg blev lidt ældre, i en alder af ca. 14 år, tog jeg alene ned for at besøge ham, og denne gang fik jeg dog en lidt mere uddybende forklaring af, hvad Islam var; sikkert fordi jeg var blevet lidt mere moden.

Ud over det er jeg opvokset her på Nørrebro blandt muslimer, og jeg havde næsten udelukkende muslimske venner. En af mine bedste venner var af palæstinensisk afstamning, og hans familie plejede at tage sig godt af mig!

Jeg kan især huske at deres mor plejede at tage sig af mig som var jeg hendes egen søn.

Jeg opdagede et familiemønster, som jeg ikke havde set magen til før, og en form for omsorg som jeg  selv havde savnet.

Jeg kan huske at iblandt nogle af de ting som gjorde det allerstørste indtryk på mig, var den bekymring og omsorg hun havde over for sine børn. Hun spurgte til dem flere gange om dagen, og når klokken blev mange, bad hun dem komme hjem, hvorimod jeg selv var vant til at selvom jeg næsten var ude til den lyse morgen, så oplevede jeg ikke den samme bekymring derhjemme.

Ud over det, hver gang jeg kom hjem hos dem, sørgede hun for at min mave blev fyldt, og hun ville ikke have at jeg skulle gå, før jeg var helt mæt. Hun udviste bekymring og omsorg for mig, som var jeg en af hendes egne. Alt dette gjorde hun ikke fordi hun forlangte noget til gengæld, men udelukkende for at opnå Allah (swt) tilfredshed.

I en alder af 17 år mødte jeg nogle brødre fra den lokale moské, som også fortalte mig en del om Islam, men påvirkningen var udelukkende følelsesmæssig! Så selvom jeg gik i moskeen og bad, tog jeg samtidig i byen fredag og lørdag aften. For det var det som alle mine andre muslimske venner plejede at gøre på det tidspunkt.

Først da jeg i en alder af 19 år mødte vores brødre her fra Hizb ut-Tahrir, fik jeg opklaret Islam på en simpel og intellektuel måde. Jeg fik en forståelse af, at Islam var en fuldkommen levemåde, hvorefter jeg begyndte at overveje alle mine handlinger. Jeg skiftede alle mine gamle målestokke ud med nye islamiske målestokke, og jeg har forholdt mig til Islam lige siden.

v/ Cemila Neesgaard

I Allahs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige

Mit navn er Jamila. Jeg er 18 år, og jeg kommer fra en normal dansk familie. Jeg konverterede til Islam, da jeg var 15 år, takket være Allah.

Da jeg konverterede til Islam, kunne min familie og venner ikke forstå, hvordan det kunne være at jeg vendte 180 grader. De kunne ikke forstå, hvorfor den pige som altid havde gået op i mode og venner, i en alder af 15 år ville være muslim og tildække sig med den islamiske påklædning. De kunne ikke forstå, at jeg blev muslim af oprigtighed og ikke på grund af en muslimsk kæreste. Folk blev ved med at spørge, om jeg skulle giftes, om det var derfor, jeg blev muslim. Men nej det var det ikke!

De kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke længere ville leve det vestlige teenagerliv.

De sagde: “Kan du ikke bare være muslim uden at bære den islamiske påklædning og være en vestlig muslim ligesom alle de andre?”

Jeg syntes det var skamfuldt, at selv muslimske piger er faldet for den vestlige modeindustri. Ligeledes sagde de, at jeg skulle nyde min ungdom, for den ville jeg ikke få tilbage. Jeg fik at vide af både min familie og venner, at jeg lignede en gammel landsbykone fra Tyrkiet.

Jeg som altid var populær i skolen, var det ikke længere, fordi jeg blev muslim og begyndte at gå med den islamiske påklædning. Selv min egen mor ville i begyndelsen ikke følges med mig på gaden. Senere blev jeg smidt ud hjemmefra, efter et ultimatum der lød på at smide den islamiske påklædning eller at flytte. Selvfølgelig valgte jeg ikke at smide den islamiske påklædning, fordi at Allah Den Almægtige Skaber har påkrævet kvinden at bære denne påklædning.

Jeg var selv ligesom dem engang, indtil den dag jeg fik Islam præsenteret. Derefter fik jeg et anderledes syn på kvinden. Det syn, som behandler mig som værende et menneske og ikke en vare. Det syn, der dikterer, at kvinden er en ære, der skal beskyttes, og ikke skal gå halvnøgen for at blive accepteret i samfundet.

Det at man ikke skal stå og ligne en barbiedukke for at sælge et produkt.

Jeg husker, at når der kom en ny pige i klassen, så ville folk ikke have nogen relation til hende, hvis hun ikke var smuk og ikke levede op til de vestlige idealer. I Islam bliver du accepteret, uanset hvordan du ser ud udadtil.

Jeg var den pige, som fik gode karakter, og altid fik ros for at være selvstændig i min tænkning. Men da jeg blev muslim, fik jeg lige pludselig at vide, at jeg var et offer for hjernevask. Dette trods jeg hidtil blev omtalt som en selvstændig pige. Mine veninder ville ikke have noget forhold til mig længere, fordi at deres forventninger om at jeg skulle gå til fester, i byen og snakke med fyre ikke blev opfyldt.

Hvorfor skulle jeg leve et liv, hvor det hele kun handler om materiel nydelse? Et liv, hvor unge piger i 12 års alderen begår hor, og hvor du nærmest er unormal, hvis du ikke har haft fysisk kontakt med det modsatte køn. Et liv, hvor du bliver kaldt for indelukket, hvis du ikke deltager i de sociale arrangementer, og så bliver du straks sendt til skolepsykologen. Jeg kan ikke finde en god grund til at leve sådan et elendigt liv, som minder mig om dyrenes verden.

Det som fik mig væk fra denne overfladiske, elendige måde at leve på som værende ikke-muslim, var at jeg fandt svaret på mit allerstørste kompleks. Komplekset vedrørende hvem, der har skabt mig? Hvad formålet med livet er? Og hvad, der sker efter døden?

Jeg fik svar, som intet forstandigt menneske kan benægte. Ikke et svar der var sandt indtil man fandt noget nyt. Nej, Islam gav svar der bundede i virkeligheden.

Islam er det, der giver mig lykke og en livsvarig glæde, fordi Islam organiserer mennesket så smukt uden at undertrykke eller frigive.

Jeg blev ikke lykkelig af ikke at have et formål med livet, hvor jeg bare gjorde som det passede mig, og var ligeglad med, om der skulle være nogle konsekvenser.

Takket være Allah, at Hizb ut-Tahrir har kvinder, der udfører kaldet til Islam, da’wah. Herigennem fik jeg min viden om Islam.

Hermed vil jeg gerne opfordre jer til at undersøge Islam objektivt og ikke på den subjektive medieorienterede måde. Må Allah (swt) retlede menneskeheden fra den overfladiske og umenneskelige måde at leve på.

v/ Iman Rasmussen

I Allahs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige

Mit navn er Iman, jeg er 25 år gammel og konverteret til Islam for lidt mere end to år siden, takket være Allah.

I løbet af disse to år er jeg ofte blevet spurgt, hvorfor jeg valgte Islam som verdensanskuelse og levemåde. Jeg er blevet spurgt, hvorfor jeg forlod, hvad jeg før bar på, og hvad jeg før levede i overensstemmelse med.

Først kunne jeg tænke mig at spørge, hvorfor jeg skulle have holdt fast i det, jeg før bar på! Skulle der være én god grund til det?!

Hvad jeg før bar på gav mig ualmindelig overfladiske svar på mine fundamentale spørgsmål, svar man nødvendigvis må tage afstand fra, hvis man lader forstanden spille den mindste rolle. Jeg var overladt til relativismens kaos, hvor alt kan være sandt, og dermed er intet sandt.

Hvad jeg før levede i overensstemmelse med organiserede på ingen måde mit liv. Mine problemer måtte jeg selv løse efter bedste evne eller mangel på samme, og mine behov skreg på fungerende løsninger.

Siden jeg var barn kunne jeg se at der var noget fuldstændig galt.

Jeg sansede, hvordan katastrofer på internationalt såvel som på individuelt plan kaldte på en redning.

Jeg søgte og søgte svar på, hvorfor verden var i sådan en uorden, ligesom jeg ønskede svar på de eksistentielle spørgsmål, og jeg søgte indtil jeg troede at jeg havde været i alle hjørner. Jeg havde søgt i religion, jeg havde søgt i politiske alternativer til kapitalismen (altså dermed sagt socialismen). Jeg havde brændt efter at få svar, men havde i en alder af 20 år endnu ingen fundet.

Her begyndte livet så for alvor at trykke. Jeg drog konklusionen, at jeg bare langsomt ville gå i hundene, for det var det eneste mine friheder reelt kunne tilbyde mig.

Jeg ville ikke være med til noget som helst, og kunne i virkeligheden ikke se pointen med at leve, men var samtidig rædselsslagen for at dø.

I denne sørgelig tilstand stødte jeg på Islam.

For første gang var der nogen som talte forstandigt til mig. Jeg begyndte at studerer Islam, for at sikre mig, at det rent faktisk var sandheden jeg var stødt på.

Min konvertering til Islam har været en provokation for mange. Det at jeg tog imod Islam, kunne ikke passes ind i de fordomsfulde kasser. Det kunne ikke bortforklares med, at jeg var født ind i et bestemt sæt traditioner og normer, der undertrykte mig, og som jeg ikke kunne magte at bryde ud af. Ej heller kunne det forklares med, at jeg havde fundet mig en mand, jeg ville giftes med, og dermed var tvunget til at blive muslim og gå med tørklæde, for ingen af delene var tilfældet.

Min familie tog skarpt afstand til mig, uden så meget som at tage en konfrontation og åbent diskuterer, om jeg så havde taget fejl, da jeg valgte Islam. De fleste af mine familiemedlemmer har jeg ikke set siden jeg lavede minShahadah (trosbekendelse). Men takket være Allah, jeg ville aldrig bytte Islam for noget, hvad end jeg måtte få tilbudt.

Kun de allernærmeste familiemedlemmer har jeg forbindelse med i dag, de har ikke kunne komme udenom Islams barmhjertighed, og må trods det, at de ikke selv har taget imod Islam, erkende at de nyder glæde af, at jeg har.

Mine omgivelser vendte tingene helt på hovedet. De påstod at jeg trådte ind i en kultur, der undertrykker kvinder… Hvilken løgn! Jeg trådte UD af en kultur, der på den mest beskidte måde nedværdiger og ydmyger kvinden, og tilbyder hende en hverdag, hvor hun hverken er mand eller kvinde, og hvor hun står overfor daglige krav, der kan få selv den stærkeste til at knække.

Jeg takker Allah (swt) for at skænke mennesket en værdig og ærefuld tilværelse og jeg beder Allah (swt)  om at skænke os sejr og gøre Islam suveræn således, at menneskeheden kan bringes fra mørket ind i lyset.

v/ Khaticah Voelker

I Allahs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige

Jeg har skiftet navn til Khadija.

Jeg stammer fra Slesvig i Nordtyskland.

Jeg blev muslim for 3 år siden som 15-årig. Mit møde med Islam begyndte, da jeg i Tyskland kom i kontakt med Hizb ut-Tahrir i Danmark. De hævdede, at de kunne bevise Guds eksistens, som jeg tidligere havde spekuleret over.

Jeg rejste til Danmark for at se dette bevis. De beviste Guds eksistens ud fra alt, hvad jeg kunne se i mine omgivelser.

De beviste også, at denne Gud har sendt sendebud, såsom Noah, Abraham, Moses, Jesus og Muhammed. At denne Gud har sendt et livssystem til Mohammed, der udover love for individet, såsom beklædning og føde, også indeholder et samfundssystem, såsom økonomi- og styresystem. Mennesket er beordret til at realisere dette samfundssystem i verden. Det vil give velstand og lykke i det jordiske liv, og det evige paradis i det næste liv.

Uden hensyn til konsekvenser eller omgangskreds sagde jeg:

La illaha illa Allah, Muhammad Rasulu Allah”, hvilket betyder:

Der findes ingen gud undtagen Allah og Muhammed er hans Sendebud”.

Jeg tog beslutningen fordi min skaber kommer før alt. Med denne sætning har jeg frasagt mig enhver menneskeopfunden lov, og bekender mig kun til Guds lov.

Dette var en rystelse for min omgangskreds. Jeg opgav kontakten til en del af dem, men takket være Allah, efter at min familie indså min beslutsomhed, så accepterede de mit valg.

Jeg takker Allah for min retledning, og beder Ham om at befri menneskeheden fra kufr, ligesom Han befriede mig.

v/ Salah ud Deen

Hvorfor Islam?
Et blik i bakspejlet vil nok afsløre, at jeg som en ung mand var enorm overfladisk og enfoldig. Havde jeg mulighed for at konfrontere mit tidligere jeg med sådan et udsagn, vil der helt sikkert opstå nogle uenigheder iblandt os. Mit tidligere jeg ville nok forsvare sig selv ved at fremhæve at han er anerkendende, frisindet, åben og altid villig til at veksle synspunkter og meninger med enhver.
Selvom denne påstand ikke er helt ved siden af, er jeg nok nødt til at pointere at disse karaktertræk ikke udgør basis for en persons dybde, ej heller er de tegn på hvor vidt man er reflekterende eller overvejende. Manglende refleksion og overvejelse var det der kendetegnede mig som person. Jeg var prægede af relativisme tankegangen, hvor jeg godkendte og accepterede enhver livssyn, anskuelse og væremåde, så længe det ikke formindskede eller spændte ben for min egen personlige friheder. Det troede jeg var en ædel kvalitet at være i besiddelse af.

Selve de lejligheder der gav anledning til diskussion og veksling af ideer, blev der ikke stillet spørgsmålstegn ved, eller indset hvor modsætningsfuld og grundløse diskussionsemnerne i virkeligheden var. Det hjælp sikkert ikke at de såkaldte dybe og meningsfulde samtaler foregik altid på et tidspunkt, hvor der blev indtaget godt med alkohol og stoffer. I en sådan beruset tilstand er hjernen modtagelige over for de mest latterlige og besynderlige ideer.

Der blev aldrig diskuteret noget af substans i hverdagens ædru tilstand, tværtimod omdrejningspunktet for hverdags snak omkredsede nogle ubetydelige emner som Tv serier, film, piger, sport, hvor fuld man havde været i weekend inden og så fremdeles.

Man kan godt undre sig over, hvordan en så tom og meningsløs eksistens ikke var motivation nok til at udløse en mere spørgende, undrende væremåde omkring sin egen tilstedeværelse og formål med livet.
Svaret findes i det gamle engelske ordsprog der siger, ”Ignorance is bliss” og ignorant var jeg i den højeste grad. Mine behov var, mente jeg, godt dækkede ind ifølge Marslows behovspyramide fra bunden til toppen. Jeg havde familie, venner, en kæreste gennem otte år og var under uddannelse. På hjemmefronten, blev der talt om ægteskab, børn og bolig, det var mit univers, længere rakkede det ikke, med mindre man tæller den årlige to uges ferie til Bulgarien eller Tyrkiet med. Det var mit liv og det var jeg glad for. Desuden, hvad mere er der?

Ja, hvad mere er der, faktisk et godt spørgsmål. Især når man kigger endnu længere tilbage i bakspejlet. Tilbage til den gang jeg var barn. Den gang var det mere end naturligt for mig at tro på noget udover min egen umiddelbare eksistens. I en periode af mit liv, mens jeg var på kostskole plejede jeg at bede til Gud hver aften. Men at vokse op i vesten, der i bedstefald har et ambivalent forhold til religion er ikke foruden dets konsekvenser. Der skal ikke passere mange år før man har forvandlet sig fra et uskyldigt rent barn per natur til en selvoptaget, lyst og begærstyrede individ, der nu har placeret sig selv i centrum, som værende omdrejningspunktet for hele sin eksistens. Når ens fokus er vendt ind mod sig selv og ens kræfter og resurser bliver brugt til at tilfredsstille ens umiddelbare lyster og begær, kan man ikke forvente, at man har særlig meget overskud, hverken til andre eller til at orientere sig om det der rør sig i omverden. Som følge af det, er ens holdninger og meninger oftest hentet fra andre kilder og formet uden kritisk overvejelse eller eftertanke om kildens oprindelse, om dens sandhedsværdi og hvor vidt der er belæg for denne. For mit vedkommende forholdte det sig således, at jeg ikke engang fulgte med i nyheder på national eller international plan. Det ubekymrede liv havde dog noget positivt over sig, det gjorde at jeg var ganske fordomsfri overfor temaer som indvandrer politik, indenrigs- og udenrigs politiske emner og andre mærkesager der fyldte overskrifterne.

De første 30 år af mit liv skulle passere, før jeg for alvor stødte på den første muslim i mit liv. Hidtil var mit bekendtskab til Islam begrænset til det jeg lærte i skolen eller snarer det jeg husker fra undervisningen. Der var noget med korstog og en heltemodig fyr, der hed Richard Løvehjerte.
På et tidspunkt arbejdede jeg deltid på et lager, hvor jeg stort set gik rundt hele søndagen og pakkede mejeri produkter. Der mødte jeg fyren der præsenterede mig for Islam. Vi kendte knap nok hinanden, men hilste pænt på hinanden. Mens vi arbejdede kørte radioen i baggrunden. I løbet af en vagt på otte timer hørte man uundgåeligt de samme sange igen og igen. En søndag skete der noget usædvanligt; mens en sang kørte i baggrunden gjorde den muslimske kollega mig opmærksom på budskabet sangen promoverede, og hvordan ideen eller konceptet om synet på kvinder hersker i de vestlige samfund, hvor kvindens værdi er begrænset til blot at være en marionet dukke der markedsføre produkter.
Jeg var overrasket over at en ellers så banal situation som en sang i radioen, kunne give anledning til så dyb og tankevækkende diskussion. En diskussion der ikke var baseret på spekulation, fortolkning eller fantastiske filosofiske tanker. Men en diskussion der havde sit isæt i en nærstående realitet, der var åbenlys for enhver. Måden han kædede tingene sammen på vækkede en interesse hos mig, og jeg blev lige frem betaget af det.

I de følgende uger, kom der flere og flere bemærkninger efterfulgt af diskussioner. Vores samtaleemnerne blev vidtrækkende og bredte sig til at dække andre emner og begivenheder i nyhederne.

Jeg var forbavset over omfanget af min kollegas viden. Uanset hvilket emne vi berørte talte han om det, som om han var en autoritet netop indenfor emnet. Det var næsten ubegribeligt for mig, at jeg med mere end 30 års livserfaring bag mig nærmest var infantil på alle områder i forhold til ham den kun 19-årige knægt. Hver gang der blev taget hul på et nyt emne eller en tidligere diskussion, der blev udvidet eller belyst fra andre vinkler, var det altid under de samme rammer. Det var at tage udgangspunkt i realiteten, og at gøre realiteten til kriteriet for ens bedømmelseskraft vil man, hvis man er ærlig over for sig selv, undgå spekulation, antagelse eller formodning. Denne måde at anskue realiteten på er i virkeligheden ikke fremmed for mennesket, tværtimod er det daglig praksis. Det kan være noget så enkelt som at gå over vejen eller køre et fartøj m.m. Uanset hvad vi foretager os af gerninger eller beslutninger vil vi uangiveligt tage afsæt i virkeligheden. Dette princip ophæves desværre, når det gælder emner og diskussioner der går ud over hverdags almindeligheder. Diskussioner på metaplan, der kredser omkring forskellige livssyn, livets formål eller Guds eksistens får nærmest en status af værende noget uhåndgribeligt, dermed bliver de ganske enkelt ekskluderet med krav om at gøre realiteten til præmissen for diskussionsgrundlag.

Denne tilgang til livets dybere synspunkter, var sandelig også noget der prægede min eks kæreste. De mange diskussioner jeg havde på arbejde, blev tillige vendt derhjemme. Og det var her det for alvor gik op for mig, hvor indholdsløs, tom og modsætningsfulde mine tidligere holdninger og synspunkter var. Igennem de følelsesladet og subjektive kommentar anfægtede min kæreste den muslimske kollegas bemærkninger. Vores syn på tilværelsen havde stortset været den samme, indtil jeg bragte kollegaens argumentations principper med hjem og diskuterede ud fra disse. Jo mere jeg diskuterede de tanker vi drøftede på arbejde med hende, desto mere indså jeg at den måde jeg anskuede livet og dets formål på var fejlbaseret.

Denne selverkendelse førte mig til et simpelt, men oplagt spørgsmål. Hvis mine tidligere opfattelser var fejlagtige, hvad var så det rigtige? Og så var det at kollegaen opklarede Islams syn på mennesket, livet tja, stortset alt. Langsomt opdagede jeg at Islam var altomfattende, fuldkommen. Det berørte simpelthen ethvert aspekt af menneskets liv, helt fra klipning af ens negle til styring af hele verden. At Gud eksisterer, kunne jeg lettere tro på, men Guds bemyndigelse i simpelthen alle sfære, havde jeg vanskeligt ved at begribe. De fleste ikke muslimer vil dog erkende, at der kan være en form for højere magt, der har skabt universet. Men konsensus er at, hvis Gud findes har han angiveligt trukket sig tilbage efter skabelsen af universet, og ladet det hele udfolde sig på naturens præmisser. Derfor var tanken om at Gud har forsynet menneskeheden med løsninger og behandlinger, der skulle varetage, organisere og beskytte os i alle livets sfære, udenfor min forståelseshorisont.

Ved opklaringen af koranen som værende et mirakel og Guds åbenbarede budskab til hele menneskeheden, indså jeg at Islams løsninger og behandlinger kan spores tilbage til en beviskilde, der er absolut og utvivlsom.

Plagede af Islams tanker og koncepter begyndte min ivrighed og nysgerrighed for at diskutere at dale, i det mit sind blev fyldt med bekymringer og overvejelser omkring min egen eksistens. Et eller andet sted var jeg udmærket klar over, at jeg var nødt til at tage stilling til og omkring disse tanker. Samtidig var jeg klar over omkostningernes omfang, hvis jeg valgte at tage imod Islam. Jeg var overbevist om Islam var den endegyldige sandhed, men det indebar at jeg måtte give slip på nogle interesser og bryde et nærtstående kæresteforhold der var mig kær. Jeg vil indrømme at jeg var svag. Min svaghed kom til udtryk i form af undskyldninger overfor mig selv for at undgå stillingtagen. At sammenligne mig selv med andre som jeg mente jeg var bedre end, var et af forsøgende på at retfærdiggøre min passivitet. Overvejelser om at tage dele af Islam der ikke var modstridende i forhold til mine interesser var attråværdige. Alle mine forsøg på afstandstagen fik bagslag. Jeg gik med en vedvarende indre uro. En uro der kredsede omkring tanken om at jeg var i besiddelse af en oplysning der var ubestridelig. Den blev kun forstærket og bekræftet yderligere for hver gang jeg genovervejede den nyerhvervede viden. Hvordan kunne jeg så ikke handle i overensstemmelse med de oplysninger jeg sad inde med, og hvad ville konsekvensen være for at lade vær med at tage forholde mig til den viden? Det var nogle af de tanker jeg gjorde mig. Til sidst vidste jeg at jeg kun havde to muligheder. Enten at tag imod sandheden eller gøre som en struds; nemlig at stikke hovedet i sandet. Jeg valgte struds metoden, men alhamdulillah der er ingen steder, hvor Islams lys ikke kan nå. Struds metoden var i virkeligheden et sidste desperate forsøg på, at forsinke det uundgåelige.

Min beslutning om at tage imod Islam var selvfølgelig ikke uden konsekvenser, hvad end det var familiemæssige eller personlige var de alligevel af mindre betydning i forhold til, hvordan Islam forsynede mig med en korrekt og et sandt livssyn, der satte alle livets anliggender i perspektiv. Ydermere organiserede Islam mit forhold til mig selv, til andre mennesker, til min skaber og opklarede formålet med livet. Det fyldte mit hjerte med tryghed og gav ro i sindet.

v/ Yasin T.

Hvor længe mon det holder? Det er jo  en periode i dit liv, hvor du føler du har behov for noget. Det er forståeligt at du tager sådan en beslutning efter alt det du har været igennem. Du tror jo på Gud allerede, også har de vel bare fortalt dig de rigtige ting?
Venner og familie kom generelt med mange bud på, hvorfor en dreng med en udelukkende dansk omgangskreds havde taget beslutningen om at konvertere til Islam. I virkeligheden var det naturlige bud i en tid, hvor religion bliver anskuet som endnu et produkt i den forbrugerkultur vi lever i. At tilegne sig en religion adskiller sig ofte ikke meget fra at købe et par nye sko, en taske eller måske et kort til motionscentret. Det er blot et middel til den kortvarige lykke, udelukkende tilegnet på basis af følelser. Men kunne det tænkes at der fandtes en religion, der havde rationelle argumenter for dens grundlag? Et spørgsmål jeg ville have svaret nej på, inden jeg en vinterdag i 2006 tog ud til Fields på Amager, hvor jeg ville møde personen der komplet ville ændre denne opfattelse.

Jeg befandt mig på Amager, da der lå en manøvrebane, som jeg skulle overstå i forbindelse med mit kørekort. Jeg var kommet lidt sent igang med at tage det pga. min bedste ven som jeg mødte da jeg i 2003 flyttede til Virum og begyndte på byens gymnasium. Der var omkring 800 elever på mit gymnasium, hvoraf 4 var muslimer, så min erfaring med muslimer var generelt begrænset til min folkeskoletid i Gladsaxe, hvor det enten var kioskejeren, kebabsælgeren eller ham der lavede uro i timerne, men generelt var meget venlig. Da diskussioner om Islam aldrig dukkede op på trods af at jeg kendte et par muslimer, var mit syn på Islam dannet udfra hvad man hørte i medierne, samt et par af de religionstimer jeg havde i gymnasiet. Jeg anskuede altså Islam som den almene dansker gør.I tilfælde af at en dansk soldat blev dræbt i Irak eller et dansk flag blev afbrændt i forbindelse med tegningekrisen , var jeg ikke sen til at komme med alverdens kritik af muslimerne. Dette kan meget vel sammenlignes med, at jeg bagtalte en person der havde en konflikt med min ven, uden nogen form for kendskab til konfliktens grundlag, hvilket for de fleste ville virke absurd.

Alligevel var det denne indstilling jeg bar på, da jeg på vej ud af en butik i Fields blev konfronteret af en medarbejder, som jeg ikke ville have forbundet med Islam i første omgang. Velklædt, energisk, samt veltalende uden spor af accent. Jeg lod mig overtale til at lade ham finde noget tøj jeg kunne prøve og i takt med at vi gik rundt i butikken, spurgte han om jeg nogensinde overvejede hvor vi kom fra, hvad der skete efter døden osv.. Spørgsmål som egentlig burde have været centrale for min tilværelse, men blot var mundet ud i min følelsesmæssige praktisering af kristnedommen. Jeg gik i kirke en gang om måneden med min morfar og bedte en bøn engang imellem (dog primært når jeg stod over for et problem), men ellers blev der gået til den med kvinder og alkohol i weekenderne. Så da han konfronterede mig med disse spørgsmål, nævnte jeg at jeg troede på at en skaber havde skabt universet og da han sagde, at han kunne bevise det jeg lige havde sagt, blev min interesse for alvor fanget.
Vi endte med at diskutere en times tid i butikken, hvorefter vi lavede en ny aftale. Det første jeg gjorde da jeg kom ud af butikken var, at jeg ringede til min mor og sagde at jeg lige havde fået nogle af de mest utrolige ting at vide. Det han havde fortalt mig var ikke maleriske videnskabelige teorier som lyder smukke, men har et tvivlsomt grundlag. Det var noget jeg selv kunne overveje da jeg ikke behøvede en særlig viden, men blot kunne se på realiteten og afgøre om hans argumenter var korrekte eller ej.

Vi mødtes en gang hver uge og som tiden gik, kunne jeg se at de tanker som personen jeg mødtes med fremlagde, ikke var lig noget jeg havde hørt før. Han tog ikke udgangspunkt i hellige tekster eller gamle fortællinger til den grad, at jeg det første stykke tid ikke anede om han var muslim eller ej.  Som diskussionerne forløb kom han med håndfaste beviser for eksistensen af en skaber, samt Islam’s sandhed, hvilket betød at min argumentation var meget begrænset, da jeg simpelthen var enig i det han sagde. Det kom til et punkt hvor jeg var fuldstændig overbevist, men alligevel forsøgte at finde udveje.

Det var som om ordet ”muslim” var et skældsord og jeg havde svært ved, at forestille mig selv falde ind under dette begreb. Det var til den grad at jeg spurgte min kontaktperson om det ikke var nok, at jeg havde en overbevisning om Islam’s sandhed og forholdte mig til enkelte andagter, men ikke konverterede og derigennem ville slippe for straffen på dommedagen. Der var ligeledes overvejelser i forhold til familie og venner, især min far som jeg boede sammen med. Alligevel kunne jeg, til min overraskelse, ikke finde et tilfredsstillende svar da  personen, jeg var blevet introduceret igennem, gav mig et meget enkelt spørgsmål: Hvorfor er du ikke muslim endnu? Da jeg kørte hjem den aften, blev det klart for mig at det ville være den eneste rigtige beslutning at konvertere, uanset konsekvenserne.

Hvad kunne min omgangskreds og familie gøre mod mig, som kunne sammenlignes med, hvad Alverdens Skaber kunne gøre mod mig, hvis jeg forkastede Islam? Ville det være bedre at tage chancen og hvis jeg var heldig, undgå at ende på lykkepiller, stoffer, alkohol eller måske endda selvmord, som så mange andre unge i dette samfund? Kan det sammenlignes med at opnå den sande lykke og alle de ting der følger med den? Visheden om at leve sit liv bygget på sandheden, sikkerheden ved at vide at ens venner aldrig ville sige et dårligt ord om en, samt overbevisningen om at intet ondt rammer en, uden at man bliver belønnet for det! Nej sandelig, dette er den bedste beslutning et menneske kan foretage sig, den bedste beslutning jeg har foretaget mig. Og jeg takker Allah(swt) for at jeg blev konfronteret med sandheden og havde styrken til at omfavne den.