Saudisk bøddel halshugger kvinde på gaden i Mekka

En video, der viser halshugning af en kvinde i Saudi-Arabien, skaber vrede, netop som landet kritiseres for piskeslag mod skribenten Raif Badawi.

»Jeg begik ikke det mord«, råber en kvinde, mens hun sidder på knæ midt på en fodgængerovergang i Saudi-Arabiens hellige by Mekka.

Da det første sabelhug rammer, bliver kvindens protester til et panisk skrig. Ved det andet hug høres kun en hul lyd, da klingen rammer kødet. Bødlen går rundt om kvinden, bøjer sig ned, lægger sablen mod kvindens hals, svinger den for tredje gang og fuldfører halshugningen. Så tørrer han blodet af i sin hvide kjortel.

En varevogn ankommer. Tre mænd stiger ud og lægger kvinden op på en båre. Først hovedet. Så kroppen.

Sidste uges henrettelse er foreviget i en video, der blev optaget af en af de mange politimænd på stedet. Efter den blev spredt på internettet, er politimanden blevet anholdt og skal dømmes efter sharialov, der udgør grundlaget for landets retssystem.

Videoen illustrerer en stigende tendens af halshugninger i Saudi-Arabien. 2014 var et rekordår. Et saudisk nyhedsbureau sætter antallet af halshugninger til 83, mens bureauet AFP sætter det til 87. Tilbage i 2009 lå antallet af halshugninger på omkring 70.

Udlændinge halshugges oftest

Den halshuggede kvinde hed Laila Muttalib Basim og var fra Myanmar. Hun var dømt for at misbruge sin syv år gamle steddatter seksuelt med et kosteskaft så voldsomt, at det skulle have kostet pigen livet. Den dødsdømte kvinde fastholdt sin uskyld helt op til halshugningen og lod bødlen vide, at hun aldrig ville tilgive ham.

Det er ofte udlændinge, der bliver straffet med døden i Saudi-Arabien, og de har ofte nærmest ingen form for retssikkerhed, advarer Amnesty International.

»En høj procentdel af de henrettede er ikke-saudiarabiske statsborgere. Det er tit immigranter, som er hushjælp eller bygningsarbejdere. De får ofte ikke advokathjælp, får ikke oversat, hvad der foregår, og aner ofte ikke, hvad der skal ske. Mange af dem bliver dømt til døden. At kalde det et retssystem er jo en hån«, siger Trine Christensen, vicegeneralsekretær for Amnesty International i Danmark.

Halshugningen har skabt vrede hos menneskerettighedsgrupper og kommer samtidig med sagen om skribenten Raif Badawi, der er blevet idømt 1.000 piskeslag af de saudiske myndigheder for sin internetblog. Her han delt sine tanker om en sekulær saudiarabisk stat. Han har indtil videre modtaget de første 50 piskeslag. Afstraffelsen blev delt med hele verden, da en tilskuer i al hemmelighed optog seancen.

I fredags var Badawis ydmygelse sat til at fortsætte med endnu 50 slag, men myndighederne aflyste med en forklaring om, at sårene fra den sidste prygling endnu ikke var helet.

Saudisk ambassadør til samtale

Den saudiske ambassadør i Sverige skal stå skoleret over for den svenske regering. Da EU’s udenrigsministre var samlet i Bruxelles i går, sagde Sveriges udenrigsminister, Margot Wallström, at hun vil indkalde Saudi-Arabiens ambassadør i Stockholm til en samtale om pryglingen af Raif Badawi.

 

Amnesty International opfordrer den danske regering til at følge trop. »Badawis sag er ikke blot vigtig i sig selv, men også for det store mønster, hvor vi ser meget tydelige nedslag på ytringsfriheden i Saudi-Arabien. Derfor er det helt oplagt, at man indkalder ambassadøren til en samtale«, siger Trine Christensen og fortsætter:

»Man kan gøre en forskel, hvis man sammen med mange lande lægger et pres. Desværre har vi i lang tid set en tilbageholdenhed fra USA og Europa til at kritisere Saudi-Arabien. Men det er jo ikke mindre vigtigt at kritisere dem, vi samarbejder, handler og går i krig med. Tværtimod«.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) har tidligere opfordret Saudi-Arabien til at stoppe den korporlige afstraffelse af Raif Badawi, men har ingen planer om at tage en snak med den saudiske ambassadør i Danmark.

»Danmark har reageret prompte på Saudi-Arabiens planer om at fortsætte pryglingen. Vi har ikke umiddelbart planer om at indkalde den saudiske ambassadør, fordi vi i forvejen har gjort det meget klart for Saudi-Arabien, hvad vi mener om den sag. Nu er pryglingen indstillet på ubestemt tid, men vi følger selvfølgelig sagen nøje og er også klar til at tage yderligere skridt, hvis situationen kræver det«.