Religionen kan ikke frikendes

Det er en undervurdering af jihadisterne, når man forsøger at bagatellisere religionens betydning.

Religion of Peace

Efter terroraktionen i Belgien er der begyndt at dukke nye synspunkter op om baggrunden for den type angreb. Tidligere var det først og fremmest toppolitikere, som havde travlt med at frikende religionen, men nu er flere eksperter hoppet med på vognen. Forskere prøver at flytte fokus fra det religiøst motiverede over på psykologiske, sociologiske og territoriale forklaringsmodeller. Jeg mener, at det er noget værre vrøvl.

Robert Pape, forsker ved universitetet i Chicago, hævder for eksempel, at man kun sjældent ser en selvmordbomber med religiøs passion og anfører, at gerningsmændene er sørgeligt uvidende om islam. Også Tariq Ramadan, professor i islam ved Oxford Universit, forsøger at nedtone religionens betydning ved at pege på, at mange af attentatmændene ikke har været specielt religiøse, inden de blev rekrutteret. Tidligere chef for PET Hans Jørgen Bonnichsen sagde for nylig, at vi frem for religion burde kigge på psykologiske og sociologiske årsager til terrorangrebene. Og så siger den førende islamforsker Olivier Roy, at islamisk terror blot er en islamisering af en forudgående radikalisering uden berøring med islam. Selv Europols seneste analyse konkluderer, at religion er af mindre betydning, fordi terroristerne opfatter sig som helte i stedet for martyrer. Men de glemmer, at for nogle muslimske grupper er martyrer ultimative helte.

For mig at se er det en undervurdering af jihadisme og jihadisterne, når man forsøger at bagatellisere religionens betydning. I sidste uge tog Taliban ansvaret, da en mand sprængte sig selv i luften i en park i Lahore i Pakistan og dræbte 70 personer. Det skete på de kristnes vigtigste højtid, nemlig påsken, og målet var at ramme så mange kristne pakistanere som overhovedet muligt. Hvordan vil eksperterne forklare, at det ikke skulle være religiøst motiveret?

De overser betydningen af den religiøse belønning. Ifølge den libanesiske sociolog Waddah Sharara udfører ingen af disse såkaldte martyrer deres gerninger uden velsignelse af en muslimsk gejstlig.

De får at vide, at døden i hellig krig giver total syndsforladelse og ubetinget frelse, og at det er den direkte vej til Paradis.

At mange terrorister har en baggrund som kriminelle, er derfor ikke ensbetydende med, at deres valg ikke har noget med islam at gøre. Tværtimod – deres form for islam renser dem, frelser dem og ophøjer deres handling. Jihadisternes selvmordstradition er hentet fra de muslimske assasinitter, som blev udviklet af Hizbollah i 1982. Selvom Hizbollah er shiamuslimsk, har tanken inspireret sunnimuslimerne, og belønningssystemet har hele tiden haft en enorm betydning.

Det er meget muligt at selvmordsbomberne ikke har en ph.d. i islam, men ingen af dem sprænger sig selv i luften uden at vide, de bliver renset, frelst og belønnet. Hvis selvmordsbomberne ikke havde en dyb tro på, at denne belønning ville blive virkelighed, hvorfor skulle de så sprænge sig selv i luften?

Jeg forstår, at behovet for at frikende islam i forhold til terroraktionerne kan udspringe af en angst for at skabe et generelt had og hetz mod muslimer, men det er forkert at bilde folk noget ind. Folk er ikke dumme. De ved, at det ikke er alle muslimer, som er jihadister og selvmordsbombere.

Jeg vil ikke benægte, at der kan være sociale og psykologiske forhold, som kan gøre sig gældende, men jeg mener, at det religiøse er hovedmotivet, når en jihadist sprænger sig selv i luften og tager mange med i døden.

Ved at frikende religionen fra terroraktionerne gør man alle de muslimer, som kæmper for en revolution af islam, en bjørnetjeneste.

Man er nødt til at erkende, at islam har et problem, for at kunne forandre tingene. Det hjælper ingen, at man lukker øjnene for problemets kerne – religionen.