Omskæring er ikke religionsfrihed

Halime Oguz, SF-folketingskandidat og cand.mag.

Omskæring af drengebørn er et fundamentalt angreb på et menneskes personlige integritet. Taler vi om ligestilling, må vi også tage fuldstændig afstand fra drengeomskæring og have en lovgivning omkring denne som med pigebørn. Der omskæres 1.000-2.000 drengebørn herhjemme årligt, og det sker, selvom det faktisk strider mod straffelovens §244 og §245. At man hidtil har fraveget håndhævelsen af dette, skyldes hensynet til forældrenes religiøse frihed. Men derudover strider det mod lægeløftet, ifølge hvilket der ikke må fjernes organer eller væv fra en person, der ikke har evnen til at give samtykke.

Læs også: FN: Over 200 millioner piger og kvinder er kønslemlæstet

Penis er drengebarnets mest følsomme organ, og amputationen kan medføre komplikationer, i nogle få grelle tilfælde med dødelig udgang. Nyere tal i Danmark viser, at op mod fem pct. af alle omskæringer har udartet sig til komplikationer, f.eks. blødninger eller infektioner, og det kan endvidere give seksuelle komplikationer senere i livet. Det er alt sammen et angreb på individers personlige integritet, og det er en indskrænkning af individets frihed.

Hvad der dog følelsesmæssigt oprører mig, er det kæmpe overgreb, barnet udsættes for ved amputationen, uanset om det er større drenge eller spædbørn. Skæbnen for disse børn er fastlagt på forhånd. De jødiske bliver lemlæstet med en skarp genstand inden for de første otte dage, mens de muslimske bliver lidt ældre og af samme grund kan forsøge at flygte. Disse bliver dog indfanget og holdt hårdt fast af flere voksne, så lemlæstelsen kan finde sted. Der bliver ingen nåde vist, selvom børnene skriger af smerte og råber om hjælp. Og til hvem? De mennesker, barnets forældre, hos hvem barnet skulle føle sig allermest tryg, udgør lige pludselig den største trussel mod det. Ligeledes er det en undervurdering af spædbarnet, at det ikke kan føle tilsvarende smerte og hjælpeløshed. Nyere neurovidenskabelige studier har vist, at det er endnu mere følsomt over for smerte end den voksne.

Når det gælder omskæring, vil jeg derfor opfordre Folketingets forskellige partier til at komme ud af busken med deres ærlige mening om, hvor meget de gamle tekster skal have af indflydelse i det moderne samfund, som bryster sig af at være humanistisk og at have barnets tarv i fokus. Jeg vil foreslå en håndhævelse af straffelovens §244 og §245. Omskæring skal ikke kunne finde sted før barnets fyldte 18. leveår, hvor det bliver myndigt og selv kan give sit samtykke. Alt andet ville være en krænkelse af barnet og dets frihed. Med en omskæring af et drengebarn foretages der et indgreb, der ikke kan stilles tilbage, dvs., at drengebarnet ikke kan reetablere det amputerede væv, ej heller hvis det skulle vælge at konvertere til en anden religion. Det er med andre ord ikke drengebarnets, men forældrenes religionsfrihed, der bliver taget hensyn til, når argumentet om religionsfrihed bringes i spil!