Nye asyltal udløser slagsmål om grænsekontrol

Tilstrømningen af asylsøgere blev fordoblet i første kvartal sammenlignet med i fjor – men skyldes det grænsekontrollen?

De Radikale smadrer Danmark
De Radikale smadrer Danmark

Trods statsminister Lars Løkke Rasmussens valgløfte om straksopbremsning blev antallet af asylsøgere fordoblet i årets tre første måneder sammenlignet med samme periode i både 2014 og 2015.

Det viser nye tal fra Udlændingestyrelsen, og det udløser nu en talkrig mellem Dansk Folkeparti og de radikale om effekten af den grænsekontrol, som regeringen indførte 4. januar i år.

Den virker lige modsat af hensigten, når antallet er blevet fordoblet – og derfor bør kontrollen afskaffes, mener de radikales udlændingeordfører, Sofie Carsten Nielsen.

Sofie Carsten Nielse, udlændingeordfører for Radikale, mener, at grænsekontrollen skal droppes. Foto: Jens Dresling/Polfoto

Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen mener derimod, at grænsekontrollen virker. Han hæfter sig ved, at antallet er faldet markant sammenlignet med de tre sidste måneder af 2015, hvor hele 11.447 søgte asyl.

Fra januar til marts i år søgte 3016 personer asyl i Danmark. I samme periode sidste år hed tallet 1592, mens det i 2014 lå på 1515 personer. Dermed er der næsten tale om en fordobling i forhold til de to foregående år, hvor der ikke var grænsekontrol.

Til gengæld er tallet for marts en smule lavere end i både 2014 og 2015, påpeger Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, der ryster på hovedet over de radikales evne til at læse statistik.

Så mange kom der

2014

Januar: 567

Februar: 444

Marts: 504

2015

Januar: 654

Februar: 473

Marts: 465

2016

Januar: 1642

Februar: 918

Marts: 456

Kilde: Udlændingestyrelsen

Vi bryder os ikke om tallet

– Vi bryder os ikke om, at antallet er blevet fordoblet. Men at sige, at tallet er steget som konsekvens af grænsekontrollen, er helt forkert. Antallet er jo faldet lige siden grænsekontrollen, og det seneste tal for marts er faktisk lavere end samme måned sidste år, siger han, der mener, at flere faktorer styrer asylstrømmen.

– Det, som har fået tallet til at falde, er vores grænsekontrol, andres landes grænsekontrol, vores udlændingestramninger og så selvfølgelig vind og vejr. Alle de ting har indflydelse på antallet. Men den største effekt har den udlændinge- og asylpolitik, vi fører i Danmark, siger han.

Martin Henriksen (DF) fastholder, at grænsekontrollen virker. Foto: Jens Dresling/POLFOTO

Martin Henriksen (DF) fastholder, at grænsekontrollen virker. Foto: Jens Dresling/POLFOTO

Udlændingeordfører Sofie Carsten Nielsen (R) er ikke vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelse. Men til TV2 siger hun om fordoblingen i første kvartal:

Virker ikke

– Det viser, at grænsekontrol jo ikke virker til det, som regeringen og dens støttepartier vil have den til. Nemlig en straksopbremsning, hvor der ikke skal komme asylansøgere.

Derfor foreslår hun, at V-regeringen dropper den midlertidige grænsekontrol.

Ingen af de to synspunkter finder dog opbakning hos Venstres udlændingeordfører Jan E. Jørgensen.

– De har begge to ret og tager begge to fejl. Vi har aldrig hævdet, at grænsekontrollen ville få flygtninge til at forsvinde. Den virker begge veje. Nogen vender om, fordi de ikke vil søge asyl i Danmark – omvendt kan der også være nogen, som ville bruge Danmark som transitland til Sverige. De bliver så tvunget til at vende om eller søge asyl i Danmark, siger han.

Løgn, forbandet løgn og statistik

Der findes angiveligt tre slags løgn: Løgn, forbandet løgn og statistik.

Derfor kan de nye asyltal fra Udlændingestyrelsen også udlægges på flere måder. Asylminister Inger Støjberg (V) skal derfor forklare dem på et samråd indkaldt af socialdemokraterne.

Her er f.eks. fire muligheder med fire forskellige sluttal alt efter, hvilke forudsætninger man lægger ind:

25.000: Tilstrømningen i marts var nogenlunde på niveau med samme måned sidste år. Til gengæld var tallene markant højere i januar og februar. Derfor fastholder regeringen sin prognose på 25.000 asylsøgere i år, mens der sidste år kom 21.000.

42.000: Dobbelt så mange har søgt asyl i årets første kvartal som i samme periode i 2015. Fortsætter den tendens i de kommende kvartaler, så vil 42.000 søge asyl i løbet af 2016.

29.500: Vejr, vind og årstider spiller historisk en stor rolle for asyltilstrømningen. I 2014 kom 10,24 pct. af asylsøgerne til Danmark i årets første kvartal. Gælder det samme i 2016, vil Danmark få 29.500 asylsøgere i år.

40.200: I 2015 kom blot 7,5 pct. af asylsøgerne til Danmark i årets første tre måneder. Hvis den tendens gentager sig, vil der komme 40.200 asylsøgere til Danmark i år.