Nødvendigt opgør med islamisk trusselskultur

Malmø er et mareridt for jøder, og en udvikling er også i gang i Danmark.

Færre og færre jøder tør tage kippa på uden for synagogen. Arkivfoto: Gorm Branderup/Polfoto

Færre og færre jøder tør tage kippa på uden for synagogen.

 

Danske jøder er næppe bedre mennesker end andre gode mennesker. Faktisk kan man måske argumentere for, at en del af de danske jøder, der ytrer sig i debatten, til tider bringer tolerancen og forståelsen for langt ud på overdrevet. Det hænger ganske utvivlsomt sammen med, at jøder nok ikke er bedre mennesker end alle andre, men de er i den grad mere forfulgte og har mærket konsekvensen af ikke bare intolerance, men decideret had.

Vi behøver ikke minde hinanden om nazisternes massemord i 1930’erne og -40’erne, mens Ruslands og Sovjetunionens massive jødeforfølgelser i stort set hele sidste århundrede nok kunne trænge til genopfriskning indimellem. Jødehadet i Frankrig er også historisk og førte i 1896 direkte til Theodor Herzls manifest ”Jødestaten” og grundlaget for den moderne zionisme året efter.

Flugt fra Frankrig

I dag flygter jøder i stort tal fra Frankrig – nu på grund af islamisters chikane, forfølgelse og terror. Israel forventer ifølge Information, at flere end 10.000 jøder emigrerer fra Frankrig til Israel. Alene i 2014 flygtede dobbelt så mange franske jøder – godt 5.000 – fra Frankrig til Israel som året før, kunne Kristeligt Dagblad oplyse i august 2014. 2015 byder på yderligere en fordobling af dét tal.

Det er altså franskmænd, der forlader deres hjemland på grund af trusler, vold og terror fra indvandrede islamister, der er taget stærkt til de seneste år, både over for jøder, mediehuse som danske Jyllands-Posten og franske Charlie Hebdo og senest i november med mordene på 130 sagesløse mennesker i Paris i november.

De flygter til et land, der har været i krig siden 1948, hvor forsvaret bruger en fjerdedel af statsbudgettet, og truslen for palæstinensiske attentater er dagligt nærværende. Men de flygter også til et land, der vil passe på sig selv, forsvare grænsen, landet og borgerne probat og konsekvent. Det er næsten grotesk, at franske borgere af jødisk herkomst føler sig mere trygge i et land i krig end i deres hjemland, Frankrig.

Sidder på hænderne

De seneste dage har danske medier omsider opdaget et interview fra Israel med den danske skuespiller Kim Bodnia, der medvirker i tv-serien ”Hostages” dernede. Han droppede sin medvirken i tredje sæson af den populære dansk-svenske krimiserie ”Broen”, fordi han dels som jøde følte sig utryg i Malmø, dels fordi hans forslag om at bruge jødehadet i Malmø aktivt i manuskriptet faldt på stengrund hos DR og svensk tv.

Billedresultat for Kim Bodnia

Malmø er et mareridt for jøder glimrende skildret i bl.a. Jyllands-Posten 18/2. Herhjemme sidder vi dog fortsat på hænderne, når det kommer til at håndtere den trusselskultur, der udspringer af islamiske kredse.

Selv om tilstandene i bl.a. København og Aarhus slet ikke endnu ligner Malmø med brandattentater mod det jødiske kapel, adskillige overfald på jøder og en borgmester, der mente, at jødisk udvandring til Israel var deres eget problem, ikke Malmøs, og at jøderne selv var ude om muslimsk vrede i byen, når de ikke klart distancerede sig fra Israel.

Davidsstjerne skjules

I over 10 år har Muhammed været det hyppigste navn på nydøbte drengebørn i Malmø, og i samme periode er livet ikke overraskende blevet stadigt sværere for byens ca. 1.500 jøder. Hvis vi ikke ønsker, at den udvikling langsomt, men sikkert, skal indhente vore jødiske medborgere i Danmark, skal vi tage fat nu.

Udviklingen ér i gang også her. Færre jøder tør tage kippa på uden for synagogen, og gæstende israelere advares om at bære davidsstjernen synligt om halsen.

På tværs af politiske skel

Det nytter ikke nok med alvorlig tale og triste miner ved mindeceremonier i Krystalgade eller foran Krudttønden. Jeg opfordrer justitsministeren og integrationsministeren til at sætte sig i spidsen for et arbejde, hvor vi på tværs af politiske skel når frem til, hvordan vi effektivt sætter en stopper for islamisk trusselskultur.

Og fri mig venligst for afsporende snak om højreekstremisme og nynazisme og løjerlige diskussioner om, hvorvidt Omar el-Hussein var terrorist eller et misforstået offer. Det er simpelthen ikke den relevante dagsorden nu og her.

 

Eftertiden vil dømme os hårdt

Truslen kommer fra bl.a. Grimhøjmoskéen i Aarhus, fra jødehaderne i Hizb ut-Tahrir, fra islamiske grupper og koranskoler, fra muslimske drengebander, der fostrer kriminelle, der springer fra tyverier til terror, fra uvidende, analfabetiske indvandrere og asylsøgere, der er fyldt med Hizbollah- og Hamas-had til jøder, Vesten, USA og frihed i al almindelighed, fra groteske, middelalderlige æresbegreber, der fører til, at nogle familiemedlemmer dræber deres døtre.

Man kan selv fortsætte listen. Det nytter ikke at sniksnakke om øst, når problemerne er i vest. Jøder i Europa har i udstrakt grad båret europæisk histories forfærdeligheder på deres skuldre i form af generelt jødehad, kommunistisk og nazistisk forfølgelse og nu islamisters grænseløse had. Eftertiden vil dømme os hårdt og fortjent, hvis ikke vi handler nu, så Danmark ikke bliver et nyt Sverige eller Frankrig.