Lisbeth Zornig Skøre kælling

Amerikansk avis slagter Danmarks flygtningepolitik

Washington Post skriver, at verdens lykkeligste folk er fjendtlige overfor flygtninge og migranter

Washington Post beskriver Danmark som et land, hvor politiet må tage flygtninges værdier og hjælpsomme mennesker bliver dømt som menneskesmuglere, hvis de hjælper flygtninge videre gennem landet. (Foto: Ernst van Norde)

Under overskriften ‘Denmark, a social welfare utopia, takes a hostile turn on refugees’ bringer den store ansete amerikanske avis Washington Post i dag en hård karakteristik af Danmarks behandling af flygtninge og migranter.

Med udgangspunkt i den 70-årige Lise Ramsløg og direktør for Børnehuset Zornig, Lisbeth Zornig, som i marts blev dømt for at hjælpe to flygtningefamilier videre til Sverige, beskriver Washington Post, hvordan Danmark har anlagt en hård kurs overfor mennesker på flugt.

– I en anden sammenhæng ville Ramsløg nok være blevet kaldt den barmhjertige samaritaner. Men den danske regering kalder hende noget andet: Dømt menneskesmugler, skriver Washington Post.

Ifølge avisen er Danmark kendt som et land, der hjalp jøderne under 2. verdenskrig, og vi hjalp undertrykte mennesker bag jerntæppet under Den Kolde Krig.

Men når det kommer til flygtninge i det 21. århundrede på Europas dørtrin, viser Danmark sin fjentlighed.

Washington Post understreger dog, at det meste Europa har anlagt samme strategi, men i modsætning til bl.a. Sverige, som holdt grænserne åbne så længe som muligt, har Danmark lagt en hård linje fra start, siger avisen.

Washington Post har også talt med Dansk Folkepartis udlændingeordfører Peter Kofod Poulsen. Han beskrives som en ung, slank, blond og selvsikker politiker, som mener, at en blød linje overfor flygtninge vil være afslutningen på alt danskerne har kært.

Det er ifølge Washington Post Dansk Folkeparti, som har trukket den svage Venstre-regering i en mere hård retning over for flygtninge.

 

Et stort flertal af danskerne er ifølge avisen enige i, at vi skal passe på vores egne, før vi kan hjælpe andre.

– Anti-flygtninge-holdninger var engang ekstreme, men i dag deler et bredt flertal af landets politikere disse holdninger, skriver Washington Post.