Koranen og evig krig

For nylig kom det frem, at Rusland er i færd med at forbyde centrale islamiske skrifter – inklusive Sahih Bukhari – på anklagen om, at de fremmer “eksklusivitet [overherredømme] af en af verdens religioner”, nemlig islam; eller med ordene af en ledende assistent for anklageren i Tatarstan, Ruslan Galliev, “en militant islam”, som “vækker etnisk, religiøst fjendskab”.

Hvis Sahih Bukhari, en 9-binds hadith-samling fra det 9. århundrede og af sunni-muslimer set som nummer to i betydning kun efter Koranen selv, bliver forbudt for at opildne til fjendskab, hvor efterlader det så Koranen?

For hvis Sahih Bukhari indeholder pro-terror-udsagn tilskrevet islams profet og opfordrer til at dræbe muslimer, der forlader islam, så er Koranen, islams hellige bog nummer ét, selv fuld af intolerance og opfordrer til vold mod ikke-troende. En lille samling af proklamationer fra Allah følger:

  • “Jeg vil sætte en skræk i livet på dem, der er vantro. Hug dem over nakken! Hug dem over hver en finger!” (Koranen 8:12)
  • “Bekæmp dem, som ikke tror på Gud og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Gud og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!” (Koranen 9:29)
  • “Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold!” (Koranen 9:5)
  • “Jeres [dvs. muslimers] forskrift er at kæmpe, selvom det er jer imod. Måske hader I noget, selvom det er godt for jer, og måske elsker I noget, selvom det er dårligt for jer.” (Koranen 2:216)

At islams centrale tekster tilskynder vold og intolerance har mange konsekvenser for dem, der er villige til at følge denne logik.

: Mens muslimer rundt omkring i verden, især i skikkelse af den 57 medlemslande store Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC), fortsætter med at presse på for at få håndhævet love om “religiøs bagvaskelse” på den internationale scene, er en stor ironi gået tabt, især for muslimer: Hvis sådanne love forbyder film og tegninger, der bagvasker islam, kommer de også ved logisk forlængelse til at forbyde religionen islam selv – den eneste religion, hvis centrale tekster aktivt bagvasker andre religioner.

Overvej hvad ordet “bagvaskelse” betyder: “at sværte en andens omdømme” og “falsk eller uberettiget skade på en andens gode omdømme, som ved bagtalelse eller injurier,” er typiske ordbogsdefinitioner.

Hvad skal vi så stille op med islams centrale religiøse tekster – ikke bare Sahih Bukhari men Koranen selv – som bagvasker, nedgør og sværter andre religioners omdømme?

Tag alene behandlingen af kristendommen: Koranen 5:73 erklærer: “Vantro er de, der siger: ‘Gud er den tredje af tre'”, en henvisning til den kristne Treenighed; Koranen 5:72 siger: “Vantro er de, der siger: ‘Gud er Messias [Jesus], Marias søn’”; og Koranen 9:30 beklager sig over, at “de kristne siger: ‘Messias er Guds søn!’ (…) Måtte Gud bekæmpe dem!”

Sådanne vers bagvasker den kristne religion og dens centrale trossætninger – for ikke at sige skaber fjendtlighed mod dens udøvere.

Kort sagt kan det argument, at nogle islamiske bøger bør forbydes, fordi de ansporer til adskillelse og vold, anvendes på koranen selv, som utvetydigt bagvasker og skaber fjendtlighed mod vantro, dvs. ikke-muslimer.

Når det er sagt – i den “virkelige verden” (som sagerne i øjeblikket står) må selve ideen om at forbyde Koranen, som over en milliard mennesker tror på som Guds uforanderlige ord, synes utænkelig.

For begyndere skal det indskydes, at når muslimer stilles til regnskab for de voldelige vers i Koranen, tager de ofte tilflugt i det argument, at andre religioners skrifter også er fyldt med opfordringer til vold og intolerance – så hvorfor skille Koranen ud?

For at bevise dette peger muslimske apologeter næsten altid på de hebraiske skrifter, bedre kendt som “Det Gamle Testamente”. Og faktisk er Det Gamle Testamente fyldt med vold og intolerance – alt sammen foranlediget af den jødisk-kristne Gud.

Forskellen mellem de voldelige passager i Koranen og dem i Det Gamle Testamente  er denne: Det Gamle Testamente beskriver konkrete historiske episoder, hvorimod Koranen, skønt også udviklet i en historisk kontekst, bruger et alment og ubestemt sprog, der rækker ud over tid og sted, og dermed opfordrer de troende til at angribe og dræbe ikke-troende i dag ikke mindre end i går.

I Det Gamle Testamente befaler Gud således hebræerne at bekæmpe og dræbe “hittitterne”, “amoritterne”, “kana’anæerne”, “perizzitterne”, “hivviterne” og “jebusitterne” – alle bestemte folkeslag, rodfæstet i tid og sted; alle bestemte folkeslag, der ikke har eksisteret i årtusinder. På intet tidspunkt gav Gud en ubegrænset befaling til hebræerne, og i forlængelse heraf deres jødiske efterkommere, om at bekæmpe og dræbe alle “vantro”.

Selvfølgelig hævder muslimer, at Koranens vers også beskæftiger sig med tidsbestemte, historiske modstandere, herunder polyteisterne i Mekka og i mindre grad de byzantinske og sassanidiske imperier.

Problemet er imidlertid, at Koranen sjældent om nogensinde angiver, hvem dens modstandere er, på samme måde som Det Gamle Testamente gør. I stedet blev (og bliver) muslimer befalet at bekæmpe “Bogens Folk”, som islamisk eksegese udlægger som folk, der er i besiddelse af Skrifter – nemlig kristne og jøder – “indtil de kuet er rede til at betale skat [jizya]!” (9:29) og at “dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem!” (9:5)

De to arabiske konjunktioner “indtil” (hata) og “hvor som helst” (haythu) demonstrerer den tid- og stedløse karakter af disse bud: Der findes stadig “Bogens Folk”, som endnu ikke er blevet “kuet” (især overalt i Amerika, Europa og Israel), og stadig folk “der sætter andre ved Guds side” at slå ihjel, “hvor som helst” man vender blikket hen (især i Asien og Afrika syd for Sahara).

Faktisk er et iøjnefaldende træk ved næsten alle de voldelige befalinger i islamiske skrifter deres åbne og almene karakter: “Bekæmp dem, indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Gud” (Koranen 8:39)

Denne kendsgerning vil sikre, at så længe Koranen udbredes og læses som Guds bogstavelige ord, vil dens troende læsere fortsætte med at leve i en tvedelt verden – dem selv imod resten.