Elbæk: Rul alle udlændingestramninger tilbage

Alternativets partileder ønsker at samle oppositionen og er villig til at forhandle med Socialdemokraterne om antallet af flygtninge.

De stramninger, et flertal i Folketinget har gennemført på udlændingeområdet, er “en helt forkert politik.”

Det er tonerne fra Uffe Elbæk, der udtrykker store betænkeligheder ved at bakke en fremtidig Mette Frederiksen-regering op, hvis Socialdemokraterne vil videreføre den nuværende regerings udlændingepolitik.

– Jeg vil have det meget, meget, meget svært ved at se mig selv i øjnene ved at støtte en regering, der støtter smykkeloven, lyder det fra Elbæk søndag aften i “Vi ses hos Clement” på DR2.

Gælder også familiesammenføringsregler

– Hvis en Socialdemokratisk regering efter et valg siger: ”Vi forsætter med de stramninger af familiesammenføringsreglerne, der blev gennemført i efteråret”. Kan du støtte den regering? spurgte talkshowets vært, Clement Kjersgaard, hvortil Uffe Elbæk svarede:

– Det vil virkelig være noget, vi skal diskutere i gruppen [folketingsgruppen, red.]. Jeg vil have meget, meget svært ved det.

Flere flygtninge til Danmark

Netop det såkaldte “smykkeforslag” samt yderligere stramninger af familiesammenføringsreglerne blev gennemført i Folketinget i januar i år. Det skete med blandt andre socialdemokratiske stemmer for at dæmme op for tilstrømningen af migranter og asylansøgere. Det er Uffe Elbæk lodret imod. Han mener, at Danmark både kan og skal modtage flere flygtninge:

– Vi kan sagtens gøre det [tage 10.00 flygtninge, red.]. Vi er et rigt land. Vi er et organisatorisk rigt og velfungerende land, og selvfølgelig kan vi tage 10.000 mere.

Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen, der for nyligt kaldte Alternativet for ”et bluffnummer”, ønsker derimod ikke flere flygtninge til Danmark. Skal der komme flere “svært integrerbare” hertil, er antallet ”nærmere 1.000 end 10.000 om året,” udtalte han til Politiken d. 22. maj i år.

For Uffe Elbæk er det tal snarere mellem 10.000 og 50.000, som han sagde til Altinget dagen efter Sass Larsens udmelding. 10.000 kan vi “sagtens” tage imod, mens 50.000 “ville være en udfordring,” gentager han i “Vi ses hos Clement”.

Samlet opposition?

På trods af store uenigheder på asyl-og udlændingeområdet åbnede Elbæk i onsdags i Berlingske op for forhandling om antallet af asylansøgere, som Alternativet muligvis “skal give os på.” Da Clement Kjersgaard spørger ind til, hvorfor Elbæk åbner for denne forhandling nu, siger han:

– Vi er en række partier i oppositionen, som skal finde ud af at arbejde sammen. […] Derfor rakte jeg ud til Socialdemokratiet.

Udlændingeområdet kan dog vise sig at være en stor knast i forhandlingerne.

– Stod det til dig, ville I rulle alle de stramninger tilbage, der har været [på udlændingeområdet, red.]?

– Ja, for jeg synes, det er en helt forkert politik.