Klaphatten Uffe Elbæk

Formanden for Alternativet, Uffe Elbæk, beskriver sig selv som »rasende«, efter han i fredags blev interviewet af journalist og vært på programmet “Vi ses hos Clement”, Clement Kjersgaard.

Partiformand Uffe Elbæk er utilfreds med Clement Kjersgaards interviewstil. Derfor har han skrevet et indlæg på Facebook, hvor han kritiserer journalisten.

Formanden for Alternativet, Uffe Elbæk, beskriver sig selv som »rasende«, efter han i fredags blev interviewet af journalist og vært på programmet “Vi ses hos Clement”, Clement Kjersgaard.

Programmet sendes søndag aften kl. 21.45 på DR 2, men forinden har Uffe Elbæk altså varslet sin utilfredshed med programmets vært på sin Facebook-profil.

Interviewet skulle handle om antallet af flygtninge, Danmark bør modtage eller ikke bør modtage. Men Uffe Elbæk mente altså ikke, at Alternatives holdning kom ordentligt til udtryk:

»30 sekunder inde i interviewet med Clement, var jeg klar over, at uanset hvad jeg svarede, var der lagt en struktur ned over de spørgsmål, jeg fik, der kun drev samtalen et sted hen. Et sted Clement vidste hvor var, men som jeg kun kunne gætte på, hvor var. Kort sagt: Der var på intet tidspunkt i interviewet nogen form for oprigtig nysgerrighed fra journalisten,« skriver Uffe Elbæk i et længere indlæg i sin Facebook-profil.  Her kalder han også interviewet for »uværdigt«:

»Det var momenter i interviewet, hvor jeg oplevede det decideret uværdigt at fortsætte deltagelsen i interviewet. Uværdigt overfor det vi snakkede om – mennesker på flugt fra krig og ødelæggelse. Og uværdigt overfor publikum i studiet (og nu jer seere i aften)«.

Partiformanden opfordrer på sin Facebook-side folk til at se interviewet og komme med deres input til, hvorvidt Clement går over stregen. Selv er han ikke i tvivl:

»Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg var rasende da jeg forlod studiet. Faktisk har jeg aldrig været så følelsesmæssigt berørt af et TV- eller radiointerview«.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar på kritikken fra Clement Kjersgaard, der i forvejen er kendt for sin kontante og “afbrydende” interview-stil.

På journalistens egen Facebook-side kan man dog se et klip af selve interviewet på DR 2, hvor Uffe Elbæk udtrykker betænkeligheder ved at bakke en fremtidig Mette-Frederiksen-regering op, hvis Socialdemokraterne vil videreføre den nuværende regerings udlændinge-politik.

Uffe Elbæk

Kære facebook-venner – jeg har lyst til, at dele nogle ret personlige overvejelser med jer. Årsagen er, at jeg i fredags deltog i et interview til talk show-programmet ”Ses hos Clement”. Et program der i aften bliver sendt på DR2 kl. 21.45.

Før jeg satte mig i interviewstolen, havde der været et længere indslag med Frederik Cilius og Rasmus Bruun, mændene bag Radio 24syv’s Den korte Radioavis (for øvrigt fremragende politisk humor). Og nu var turen kommet til mig. Hvilket betød et markant interview-stilskifte fra Clements side. Fra den hyggelige ”small talk”-atmosfære til et ”hard core”-konfrontationsinterview.

Emnet vi skulle diskutere var – for hvem ved hvilken gang – flygtningekrisen. Eller rettere antallet af flygtninge vi i Danmark bør eller kan modtage. Jeg var på forhånd blevet orienteret om, hvad vi skulle snakke om og jeg glædede mig faktisk til at diskutere Alternativets bud på en løsning på de udfordringer Danmark og Europa står midt i.

Min principielle holdning er nemlig, at selvfølgelig skal medierne gå til os politikere. Selvfølgelig skal de det. Og vi skal svare på de spørgsmål, vi får. Også de ubehagelige af slagsen.

Den slags interviews har jeg mere end en gang stået i. Og hver gang har jeg – set fra mit perspektiv – svaret ordentligt på de spørgsmål den pågældende journalist stillede mig. Hvis der var spørgsmål, jeg ikke bare kunne svare ja eller nej til, har jeg begrundet, hvorfor dette ikke var eller er muligt. For sådan er virkeligheden ikke – altså sort/hvid. Også selv om journalisterne og medierne nogen gange forsøger at få det til at se sådan ud.

30 sekunder inde i interviewet med Clement, var jeg klar over, at uanset hvad jeg svarede, var der lagt en struktur ned over de spørgsmål jeg fik, der kun drev samtalen et sted hen. Et sted Clement vidste hvor var, men som jeg kun kunne gætte på, hvor var. Kort sagt: Der var på intet tidspunkt i interviewet nogen form for oprigtig nysgerrighed fra journalisten.

Igen er det min oplevelse. Clement vil sikkert udlægge det helt anderledes. Sandheden ligger måske et sted midt imellem. Derfor vil jeg oprigtigt sætte stor pris på, at høre jeres vurdering af, hvordan I i aften oplever Clements interview med mig.

Min oplevelse var som sagt, at der mere var tale om et krydsforhør end et egentligt oprigtigt undersøgende interview.

Hele seancen varede vel ca. 22 minutter og var bygget op over at jeg skulle forholde mig til udtalelser jeg var kommet med i tv-programmet Debatten sidste efterår om den svenske asylpolitik. Sat over for udtalelser jeg senere er kommet med i et spørgeprogram på nettet og endelig i en række interviews i sidste uge op til Alternativets netop overstående årsmøde.

I princippet helt journalistisk fair efter skabelonen: ”du-sagde-sådan-den-gang – nu-siger-du-noget-andet – hvordan-kan-det-hænge-sammen”-spørgestruktur.

Jeg forsøgte på bedste beskub, at forklare, at når Sverige bliver nødt til at lukke sin grænse, er det fordi de og Tyskland blev svigtet af de øvrige EU-lande. Herfra kørte spørgsmålene ping-pong frem og tilbage i stadig hurtigere tempo. Clement afbrød mig igen og igen og jeg blev mere og mere defensiv i mine svar.

Det var momenter i interviewet, hvor jeg oplevede det decideret uværdigt, at fortsætte deltagelsen i interviewet. Uværdigt overfor det vi snakkede om – mennesker på flugt fra krig og ødelæggelse. Og uværdigt overfor publikum i studiet (og nu jer seere i aften).

Blev der overhovedet skabt ny indsigt og viden i det interview? Om Alternativets holdning til flygtningekrisen? Om udfordringerne og de moralske konsekvenser ved at sætte et konkret tal på antallet af flygtninge vi kan eller vil modtage i Danmark? Eller hvad hele denne problemstilling betyder for en eventuel kommende ny regering, hvis flertallet skifter efter næste valg?

Jeg tvivler oprigtigt.

Jeg kunne givet selv have været skarpere, mere offensiv, mere konfronterende den anden vej. Den del af ansvaret skal jeg nok tage på mig. Men tilbage står en oplevelse af et interview, hvor al oprigtig nysgerrighed og respekt for den man interviewer var fraværende. I stedet sad jeg overfor en journalist og studievært der havde en velorkestret plan for, hvordan interviewet skulle folde sig ud og ikke mindst slutte.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg var rasende da jeg forlod studiet. Faktisk har jeg aldrig været så følelsesmæssigt berørt af et TV- eller radiointerview.

Det har selvfølgelig sat en masse tanker i gang. Om forholdet mellem medierne og os politikere. Om hvad man som politiker skal stille op til for rullende kameraer. Og ikke mindst: Hvordan bevarer jeg min egen værdighed under omstændigheder, der i min optik ikke er rimelige eller i orden.

Jeg er spændt på at få jeres kommentarer, når I har set programmet i aften. Jeg er ret sikker på, at jeg oplever det meget kraftigere og voldsommere end I gør. Men det ændrer for mig ikke ved det grundlæggende: Er det virkelig kommet dertil, at vigtige politiske diskussioner og samtaler skal presses ned i et underholdningskoncept, hvor det handler om hvem der vinder: Journalisten eller den interviewede?

Det er måske god underholdning, men god journalistik er det altså ikke.