Kampen om Det hellige Land AF SØSTER ABRAHAM

I det gamle Jerusalem står Al-Aqsa Moskeen og Klippekuplen på det, der i gammeltestamentlig tid var Tempelpladsen.
I det gamle Jerusalem står Al-Aqsa Moskeen og Klippekuplen på det, der i gammeltestamentlig tid var Tempelpladsen.

ISRAEL-PALÆSTINA: En del muslimer er i den senere tid helt absurd begyndt at påstå, at der aldrig har ligget et jødisk tempel, skriver Søster Abraham fra Jerusalem

Tre religioner er knyttet til dette land, som vi kristne kalder Det hellige Land, nemlig jødedommen, kristendommen og islam. De to første er simpelthen opstået her. Alle tre er knyttet til Abraham, der genetisk set er stamfader til jøderne og araberne, og åndeligt er det til de kristne gennem kristendommens stifter, jøden Jesus Kristus. Det er navnligt gennem Abraham, at islam står landet nært, selv om den religion er opstået i Arabien gennem profeten Muhammad.

Alle tre religioner tror på én Gud, hvorfor de kaldes monoteistiske. Abraham levede omkring aar 1800 før Kristi fødsel, og det var gennem ham, det jødiske folk begyndte at etablere sig i landet, som dengang kaldtes Kana’an og var beboet af forskellige gamle folkeslag, bl.a. filistrene. Skønt disse ikke var de fremherskende i landet på noget tidspunkt og aldrig fik nær så stor betydning i verdenshistorien som jøderne, brugte romerne omkring Kristi tid deres navn til betegnelsen Palæstina.

Kristendommen kommer til omkring år 0 og islam først i begyndelsen af 600-tallet efter vor tidsregning. Så længe de tre relgioner har eksisteret, har der altid vaeret jøder (i mange århundreder kun et mindretal), kristne (i de 300 år efter Kristi foedsel i stigende grad flertal, efter den arabiske erobring af landet i 637 i stigende grad mindretal) og muslimer (siden 637 i stigende grad flertal).

Langt de fleste jøder kom til at leve i landflygtighed op gennem middelalderen og langt ind i nyere tid. De blev, som det lille mindretal de der var, ofte forfulgt, og da navnlig under nazistisk herredømme under 2. Verdenskrig (1939-45). I slutningen af 1800-tallet indvandrede et stigende antal jøder til Det hellige Land, som de altid har kaldt Eretz Yisrael (Israels Land). Landet var i mere end 2000 aar ikke regeret indefra, men af forskellige fremmede regeringer udefra (romere, grækere, arabere fra forskellige hovedstæder: Damascus, Baghdad, Cairo og Istanbul, og blev efter 1. Verdenskrig af Det internationale Folkeforbund lagt under England.

Det britiske mandat skulle egentlig have varet til 1980’erne, men på grund af de store og stadige uroligheder mellem jøder og arabere, trak englænderne sig tilbage i foråret 1948, efter at man ved en omstemning i De Forenede Nationer (FN) med stort flertal havde besluttet, at landet skulle deles, sådan at jøderne fik et “nationalt hjem”, og de arabiserede palæstinensere, som boede i landet, skulle have en ny stat, Palæstina, og byen Jerusalem skulle, på grund af sin store betydning for alle de tre religioner, internationaliseres.

Jøderne sagde – omend modstræbende – ja til denne ordning, og staten Israel blev en realitet i maj 1948. Men araberne nægtede at godkende ordningen og angreb samme nat den jødiske stat var blevet etableret denne samme stat. Fra 1948 til 1967 stod det gamle Jerusalem og Jordanflodens Vestbred under jordansk herredømme, men da de arabiske lande i 1967 tirrede Israel til krig, blev resultatet af denne det modsatte af, hvad alle havde regnet med.

Araberne fik ikke udslettet Israel, som tværtimod besatte det gamle Jerusalem og Vestbredden. Jøderne er nu i flertal med ca. 6 millioner, mens der er omkring 3 millioner muslimer ca. 150.000 kristne. Dertil kommer druzere og Bahai-tilhængere som endnu mindre mindretal.

I det gamle Jerusalem står Al-Aqsa Moskeen og Klippekuplen (muslimske) på det, der i gammeltestamentlig tid (ca. år 1000 før Kristus og frem til 70 efter Kr.) var Tempelpladsen, som muslimerne bemægtigede sig, da de i 637 erobrede landet. Men jøderne blev op gennem tiderne ved med at græde over Templet ved Vestmuren, også kaldet Grædemuren, som var blevet stående. I dag er Tempelpladsen i muslimernes hænder. En del muslimer er i den senere tid helt absurd begyndt at påstå, at der aldrig har ligget et jødisk tempel.

De kristne kirker har haft en bevægelig skæbne. De fleste er i tidens løb blevet ødelagt flere gange. Det samme gælder jødiske synagoger og beboelseskvarterer. Nøglerne til den hellige Gravs Kirke, den kristne hovedhelligdom, er siden middelalderen i muslimernes hænder, men alle de tre religioner har dog rettighed til at holde gudstjenester i deres respektive helligdomme.

Sådan både kan og bør det også fortsætte med at være – og det var jo det, der var meningen med internationaliseringen af Jerusalem – men når fanatikere fra den ene eller den anden side begynder at råbe op mod de andre eller fylde folk med løgnagtige historier, så er det, at man risikerer uroligheder. Lad os håbe, at fornuften og det gode, som ligger i alle de tre religioner, må sejre!