Ja Morten Østergaard du vil forsvare Danmark med smukke ord, din pladerhumanist

Ansvarlig humanisme frem for oprustning

Vi er drevet af ambitionen om fred og udvikling. Om en international retsorden frem for den stærkestes ret. Om menneskers ligeværd og lige ret. Derfor har vi vedholdende kæmpet for en fælles europæisk løsning af flygtningekrisen.
Af Morten Østergaard
Siden Radikale Venstres første dage har vi været internationalister. De første radikale talte om at ”lindre smerten i verden”. Vi er drevet af ambitionen om fred og udvikling. Om en international retsorden frem for den stærkestes ret. Om menneskers ligeværd og lige ret.
Derfor har vi vedholdende kæmpet for en fælles europæisk løsning af flygtningekrisen og imod flertallets kurs i Danmark, hvor vi deltager i et kapløb mod bunden, hvor flygtninge skulle afskrækkes med forringede vilkår og grænsekontrol til at søge deres helle i et andet land.
At der ikke er rart ”på bunden” forvissede jeg med om, da jeg for nogle uger siden tog til den græske ø Lesbos for at se med egne øjne, om Europa kan være sig selv bekendt. Det kan vi ikke. Løfterne om at hjælpe grækerne med at sikre værdige indkvarteringsforhold og kapacitet til reel asylsagsbehandling af de mange flygtninge er indtil nu blevet ved ordene i Bruxelles.
Jeg besøgte den overfyldte Moria-lejr, hvor vi måtte tage ophold uden for portene i nogle timer for overhovedet at få adgang. Uledsagede flygtningebørn stuvet sammen på få kvadratmeter bag pigtrådshegn. Børnefamilier i proppede sovesale. 1,5 times kø til en kop te. Og alt sammen i meget høj grad hvilende på internationale hjælpeorganisationers bistand. Nødhjælp til EU?! Det er ubegribeligt fattigt.
I dag er vi vågnet til nyheden om, at regeringen formentlig vil følge anbefalingen fra dens udenrigspolitiske gransker til at øge forsvarsbudgetterne. Som om generel oprustning skulle kunne løse vores og verdens problemer. Skal vi skære ned på udviklingsbistand til verdens fattige og uddannelse til Danmarks unge for at øge vores militærbudgetter? Det er så skævt, som det kan blive.
Jeg mødte en kvinde med fire børn i en af lejrene på Lesbos. Smukke piger med funklende øjne. Børnenes håbefulde blikke stod i kontrast til alvoren i moderens stemme. De børn er vores sag. De har også ret til en fremtid uden flugt og krig. De skal gå i skole og kunne lege med deres venner i tryghed. Jeg bliver vred, når jeg hører statistikker blive brugt som undskyldning for at vige uden om. Bag hvert tal i statistikken er et menneske af kød og blod. Vi har så mange muligheder for at gøre en forskel. Verden har brug for ansvarlig humanisme – ikke oprustning.