Islamisk Stat gentager nazisternes bestialske eksperimenter

Terror-organisationen Islamisk Stat har angiveligt brugt mennesker til eksperimenter med dødbringende gift.

Det skriver flere engelske medier, herunder The Times, der er i besiddelse af notater fra terror-organisationen, der beskriver forsøgene.

Ifølge The Times forsøger terror-organisationen at udvikle nye, kemiske våben, og flere af de personer, der har været taget til fange, har været brugt til eksperimenterne.

Notaterne er skrevet på arabisk, og de blev fundet gemt væk på universitet i Mosul, efter at de irakiske styrker befriede byen fra Islamisk Stat.

Ifølge The Times har både britiske og amerikanske styrker verificeret notaternes ægthed.

Døde efter gift-forsøg
Terror-organisationen har blandt andet testet det dødbringende kemikalie thalliumsulfat. En af fangerne, en mand, der vejede næsten 100 kg., blev fodret med thalliumsulfat-forurenet mad og drikke.

Ifølge notaterne begyndte fangen efter to dage at klage over kraftige mavesmerter, feber og ondt i hovedet. 10 dage senere var han død.

Af notaterne fremgår det, at det dødbringende kemikalie blev foretrukket, da det opløses let i væske, og at fangerne derfor ikke har vidst, at de indtog forgiftet mad og drikke. Desuden skal det være nemt at fremstille.

Et andet stof blev testet både ved injektion og smurt direkte på huden. Under begge forsøg mistede fangerne bevidstheden efter kort tid og blev erklæret døde efter blot et par timer.

Den anerkendte, britiske kemiske våben-ekspert, Hamish de Bretton-Gordon, sammenligner over for The Times forsøgene med de, der blev udført under Anden Verdenskrig.

– Dette er et forfærdeligt tilbageblik til nazisterne, der tastede nervegas på tusindvis af levende mennesker i koncentrationslejre, siger Hamish de Bretton-Gordon.