ISIS tæt på sammenbrud

af Daniel Pipes
Miami Herald
19. April 2016

Jeg forudser, at ISIS-staten i Syrien og Irak vil bryde sammen lige så hurtigt, som den opstod. Faktisk vil jeg vove pelsen og sige, at jeg forventer, at den er forsvundet ved udgangen af 2016.

At Islamisk Stat (også kendt som ISIS, ISIL eller Daesh) vil forsvinde, er forudsigeligt, fordi alle totalitære stater til sidst forsvinder af tre primære årsager: kadrerne bliver desillusionerede, den undertrykte befolkning lider og antallet af ydre fjender øges. Alle disse problemer plagede for eksempel de fascistiske stater under Anden Verdenskrig såvel som Sovjetblokken.

ISIS vil bryde sammen hurtigt, fordi den lider af alle disse problemer i ekstrem udgave.

Desillusionerede kadrer: Den himmel-på-jord, som ISIS lover sine mesterkrigere, viser sig at ligge tættere på helvede, hvilket får mange rekrutter til at flygte og endnu flere til at ønske at gøre det. Et voksende antal ISIS-krigere føler ingen loyalitet mod gruppen, knokler udelukkende for penge eller af frygt. Grunden kan være noget så verdsligt som dårlig mad eller så ophøjet som dårlig teologi, men voldsom skuffelse er det almindelige tema i ISIS-medlemmernes rækker. Radikale ideologer udvikler sig til angrende syndere; narkoforvirrede krigereender som noget nær grønsager.

Plaget undertrykt befolkning: ISIS undertrykker de ulykkelige millioner, som lever under dens styre i et område på størrelse med Storbritannien. Mens nogle kan have fordel af systemet, døjer det store flertal med den smålige indblanding, forarmelse, tilfældige regler, brutalitet og sadisme, som kendetegner ISIS-herredømmet. Disse undertrykte befolkninger vil gøre oprør, så snart muligheden opstår.

Ydre fjender: ISIS synes at sætte en ære i at have så mange fjender som muligt, hvilket måske nok kan blankpolere dens skudmål, hvad renhed angår, men gør den overordentlig sårbar. Den skubbede uprovokeret jordanerne fra sig ved at brænde en pilot fra luftværnet levende; den gjorde tyrkerne rasende ved at udløse bomber i deres større byer; dens voldshandlinger i Paris, Bruxelles og andre steder har gjort den til fjende nr. 1 i store dele af Vesten (herunder endda blandt de islamister, som bor der); den skubber alle fra sig ved sin ødelæggelse af oldtidssteder, sin brug af giftgas og sine videooptagede halshugninger. Dens eneste alliancer findes blandt ligesindede grupper så som Boko Haram i Nigeria.

Som følge heraf er ISIS blevet usædvanlig udskældt. For eksempel vedtog FN’s Sikkerhedsråd på et møde uden fortilfælde i december 2015 énstemmigt at indføre vidtrækkende økonomiske sanktioner mod ISIS. På et andet niveau har en nylig, meget omfattende undersøgelse vist, at halvdelen af den arabisktalende ungdom mellem 18 og 24 år mener, at ISIS er den “største hindring Mellemøsten står overfor,” større end arbejdsløshed, Israel eller Iran.

Samlet set mister ISIS både mandskab (25.000 dræbte, ifølge en amerikansk kilde), økonomisk magt og territorier. Lederne flygter til Libyens mere venlige rammer. Desertører afslører filer med kontaktoplysninger på ISIS-medlemmer. Bombardementer fra mange luftstyrker, kombineret med kurdiske og Baghdad-støttede indsatser, gør indhug i ISIS, især i dens finanser. I 2015 mistede ISIS Baiji, Kobani, Sinjar og Tikrit, svarende til 20 procent af dens territorium i Syrien og 40 procent i Irak. Disse tab fortsatte i 2016, hvor Ramadi og Palmyra allerede er spundet ud af dens kontrol. En egyptisk kommentator, Abdel-Moneim Said, sammenligner i dag ISIS med nazistyrets sidste, desperate og dødsdømte år.

Men selvom staten ISIS i Syrien og Irak er dødsdømt, vil ISIS leve videre på andre måder. Først for står efterfølgerstaten i Libyen og måske også andre i Nigeria, Somalia, Afghanistan og flere. Dernæst kommer selve ideen om kalifatet, en middelalderlig forestilling om muslimsk overherredømme, som har stærkt skadelige konsekvenser for moderne livsførelse.

Så, lad os skynde os at fremkalde og derefter fejre Islamisk Stats tilstundende fald, staten med centrum i Raqqa, Syrien, uden at foregøgle os selv, at ISIS er fuldkommen færdig. Opnåelsen af dette kræver desværre, at vi nedkæmper og marginaliserer hele den islamistiske bevægelse. Også det vil kunne ske, men det ligger mange år fremme i tiden.