IS-sympatisører: Danmark bliver næste mål Af: ALLAN SØRENSEN 7. JAN. 2015 – 20:10

Danmark er næste mål for terroristerne, mener IS-sympatisører på nettet. Her ses hovedsædet for Morgenavisen Jyllands-Posten, som var det medie, der først trykkede karikatur-tegningerne af Mohammed, som mange muslimer følte sig fornærmede over.
Danmark er næste mål for terroristerne, mener IS-sympatisører på nettet. Her ses hovedsædet for Morgenavisen Jyllands-Posten, som var det medie, der først trykkede karikatur-tegningerne af Mohammed, som mange muslimer følte sig fornærmede over.

Efter angrebet på Charlie Hebdo udpeges Danmark til næste mål af IS- og al-Qaeda-tilhængere på sociale medier.

Terrorangrebet mod Charlie Hebdo puster til sagen om de danske Muhammed karikaturer.

Islamister, der sympatiserer med al-Qaeda og Islamisk Stat, truer nu Danmark på sociale medier, og udtrykker håb for, at lignende angreb vil blive udført mod danske medier. Det skriver Berlingske.

»Inshaallah bliver Danmark næste mål,« skriver en person, der kalder sig Mosool på Twitter, og som åbenlyst sympatiserer med Islamisk Stat.

»Jeg siger det på grund af de danske karikaturer af profeten Muhammed,« svarer han, da det lykkes Berlingske at få ham i tale et kort øjeblik.

Mosool vil ikke bekræfte over for Berlingske, om han er medlem af IS eller bare en sympatisør. Hans egen twitterprofil koncentrerer sig næsten udelukkende om at rose Islamisk Stat og tweete billeder fra Irak og Syrien.

Siden Charlie Hebdo-angrebet har de fleste af hans beskeder omtalt den episode.

Han er langt fra den eneste i islamistkredse, der retter tankerne mod Danmark efter angrebet i Paris.

»Næste stop Danmark,« skriver Shami Nasr, der også hører blandt dem, der ofte hylder Islamisk Stat på Twitter.

En anden person, der bruger al-Qaeda-leder Ayman al-Zawahiris billede som profilbillede på Twitter, skriver:

»Snart hos jer med Allahs vilje i danske svin.«

En bruger, der kalder sig Sadek, og som har Islamisk Stats flag på sin profil, truer også Danmark. Han antyder, at han foretrækker at se et angreb mod Danmark udført med halshugninger.

»Danmarks sønner af homoseksuelle, jeres tur er kommet. Pas på nakken!« skriver han på Twitter.

Terrorangrebet mod magasinet Charlie Hebdo i Paris opfattes som en succes blandt militante islamister. De hylder bagmændene og roser både deres mod og umiddelbare professionelle udførsel af angrebet.