Imampakken er både god og dårlig for ytringsfriheden

Imampakken tager fat på det, der for alvor truer ytringsfriheden i Danmark. Men når Folketingets flertal samtidig lægger op til kriminalisering af ytringer, bevæger det sig ud på en farlig og hel uholdbar kurs.

Den ”imampakke” et stort Folketingsflertal netop har indgået er på mange måder en god nyhed for ytringsfriheden. Med vedtagelsen af pakken viser folketingsflertallet, at det virkelig er villig til at forsvare vores frihed mod tidens største totalitære trussel: Islam.

Flere dele af pakken indeholder tiltag, som Trykkefrihedsselskabet tidligere har foreslået og hvis virkeliggørelse vi kun kan hilse velkommen.

Det gælder indrejseforbuddet mod kalifat-tilhængere og det gælder opstramning af statsborgerskabsreglerne, som pakken som minumum lægger op til.

Det er også en god nyhed, at Folkeoplysningsloven nu opdateres, så det ikke længere er muligt for foreninger, der aktivt modarbejder frihed og folkestyre, at få stillet offentlige lokaler til rådighed og modtage offentlige tilskud.

Det samme gælder pakkens bestemmelse om fratagelse af skattefordele for religionssamfund, der ikke efterlever demokratiet og grundlæggende frihedsrettigheder.

Trykkefrihedsselskabet hilser det også velkomment, at man nu vil kortlægge moskéer, så vi får overblik over, hvad der går i svang i disse sharia-kaserner.

At også imamer – i lighed med præster – nu skal leve op til værdighedskrav er kun ret og rimeligt.

Det, der skæmmer den ellers glimrende imampakke, er den kriminalisering af ytringer, som den lægger op til.

Man vil gøre det kriminelt for religiøse forkyndere udtrykkeligt at billige f.eks. flerkoneri og ”tvang” (?), også i privat sammenhæng. Hermed gør man sig skyldig i en absurd krænkelse af ytringsfriheden.

Lad os minde om, at også imamer har ytringsfrihed og har lov at bruge den, så længe de ikke opfordrer til vold eller kommer med injurier. Det er en hovedhjørnesten i retsstaten, at man sætter skel mellem det offentlige og det private. Derfor er det dybt bekymrende, at man vil kriminalisere visse – i øvrigt svært definerbare – ytringer, der fremsættes i private hjem.

Der er ingen tvivl om, at den religiøse oplæring, der finder sted i moskéer udgør en trussel mod vores retsstat og vores ytringsfrihed. Vi ved f.eks. at drab på frafaldne er en del af Abu Bilals undervisningsprogram.

En imam som Bilal burde med andre ord aldrig have fået statsborgerskab. Men når skaden først er sket, må vi, også for vores egen ytringsfriheds skyld, håndhæve princippet om lighed for loven og værne om vores ytringsfrihed.

Derfor bør regeringsflertallet lukke grænsen og stoppe den muslimske indvandring.

Men aldrig beskære ytringsfriheden.