Hvordan konfronteres islamisterne?

TV2s serie om danske moskeer vil blive husket som et af de programmer, der for alvor gjorde en forskel. Det er fuldt fortjent, for sjældent har tv-dokumentarisme været så aktuelt og nødvendigt. 

Udsendelsesrækken Moskeerne bag sløret illustrerer sobert og umisforståeligt, at en række af de mest fremtrædende moskeer i Danmark bag lukkede døre hylder religiøs lovgivning, der er både voldelig, misogynistisk og opretholder parallelsamfund, hvor mange grundlæggende betragter danske offentlige kasser som en pengeautomat og landets myndigheder som noget nær irrelevante.

Flere fremhæver nu, at meget af det, som kom frem i programmerne allerede har været dokumenteret. Det er helt korrekt. Folk som Naser Khader, Ahmed Akkari, Yahya Hassan, Tina Magaard, Ahmad Mahmoud, Geeti Amiri og mange andre har skrevet om samme emner. At der foregår, kvindeundertrykkelse socialt bedrag i parallelsamfund, og at det i høj grad sanktionere af diverse moskeer, som endvidere for en dels vedkommende også præker ekstremt reaktionære ting, det er langt fra noget nyt.

Men det er ikke set før fremlagt i et sammenhængende format – og slet ikke på tv. Og tv er, hvilket mange ofte glemme, et ekstremt stærkt medie. En ting er at læse om noget i et dagblad eller en bog, men noget ganske andet at se det dokumenteret og selv få syn for sagn på 46 tommer i sin dagligstue.

Jeg har tidligere skrevet om, hvorfor man næppe kan eller bør forbyde moskeerne eller kriminalisere prædikanterne, medmindre de ganske konkret og specifikt opfordrer til vold. Selvom mange har svært ved at se distinktionen, er det ikke ulovligt at erklære, at noget er lovligt efter en given lov eller at ønske dansk lov erstattet og ændret. Man må gerne sige, at ifølge sharialovgivning er det acceptalt at tæske sine børn for ikke at bede eller stene en utro kvinde, uanset hvor forskruet og usympatisk, jeg og andre måtte finde det.

Dobbelttungede hyklere
Men det oplagte og aldeles relevante spørgsmål er så, hvad der kan gøres?

Det mest indlysende er det, som TV2s dokumentar har formået. At udstille disses repræsentanter i al deres foragtelige forløjethed. Der vil sidde mennesker i parallelsamfundene, der nu ser ellers så magtfulde imamer udstillet som dobbelttungede hyklere. Prædikanter og angiveligt lærde som bag lukkede døre kan trone majestætisk, mens de kvalmt smilende docerer, hvordan kvinder må finde sig i partnervold og acceptere polygami. Men som enten ikke tør stille op foran kameraene, eller her geråder i tragikomiske bortforklaringer med bautastenstore klumper i halsen.

Mit gæt er også, at rigtig mange i parallelsamfundene, hvor disse prædikanter og deres tilhængere har indflydelse, – berettiget – har haft opfattelsen af, at en ganske pæn del af majoritetsbefolkningen i Danmark enten var ligeglade med eller stiltiende accepterede, hvad der foregik her. Det kan den massive reaktion på programmerne være med til med syvtommersøm at hamre fast, er forkert. Alt for længe har hypertolerante og blåøjede naivister ment at moskeerne, deres imamer og interkulturel og økumenisk dialog med selvsamme var en del af løsningen på en lang række integrationsproblemer.
TV2s dokumentarer har så rigeligt dokumenteret, at de i stedet – for en stor dels vedkommende – er en del af problemet. En stor del endda.

Ikke værdimæssigt ligeværdige
Og der kommer mere. Det næste program i serien vil fokusere på misbrug af offentlige midler. Mit gæt er, at det ikke vil være mindre knusende end de foregående, for anklager om, at der her finder massivt misbrug sted, er der rigelig af.

Mens retten til at tale og mødes nok er grundlovssikret, så bør retten til at modtage andres penge til at præke misogyni, totalitært teokrati, homofobi og sexisme absolut ikke være det. Ikke alene kan og bør disse organisationer med udgangspunkt i en mere end berettiget mistanke finkæmmes, dansk foreningslovgivning bør også oplagt revideres, så  ingen organisation, der promoverer sådanne ting er berettiget til tilskud og den blåstempling, der følger med. Vil man fremme sådanne værdier, må man gøre det for egen regning.

Og nej, det er ikke sindelagskontrol, men derimod en tilkendegivelse af, at selvom demokratiet tolererer bevægelser og individer, der aktivt modarbejder det, så betragtes disse absolut ikke som hverken værdimæssigt ligeværdige eller nogen, man er forpligtet til at understøtte med hverken tilskud eller ret til kommunale lokaler. Nok giver ytringsfriheden ret til at sige og mene, hvad man vil, men det giver ikke ret til at gøre det for ens medborgeres penge.

Universitsimamer?
Et af de løsningsforslag, der ofte har været fremlagt er at lave en form for offentligt certificeret imamuddannelse. Måske kan det gøre en forskel – jeg tvivler. Som TV2s udsendelser viser, så er der tale om menigheder, hvor respekten for danske myndigheder og autoriteter i forvejen kan ligge på et meget lille sted. Regner man i ramme alvor med, at menighederne her ville ansætte en mere moderat imam – eller blive overbevist at en sådan, såfremt de alligevel gjorde – fordi vedkommende kom anstigende med et eksamensbevis fra RUC?  Der er talte om dybfølte og stærke religiøse overbevisninger, som man ikke kan ændre med hverken et kommunalt eller uddannelsesmæssigt snuptag. Jeg tror heller ikke, at man ville kunne moderere Jehovs Vidners synspunkter ved at uddanne deres “ældste” i statsligt regi.

Grunden til at mere eller mindre fundamentalistiske prædikanter har følgere, er ikke, at de er en eller anden moderne variant af Rotterfængeren fra Hameln, der lokker naive sjæle med reaktionære budskaber, men at der findes et publikum, som ønsker at høre disse budskaber og aktivt opsøger dem.

Ideer kan ikke forbydes
Helt grundlæggende bliver man også nødt til at erkende, at disse synspunkter ikke kommer til at forsvinde, heller ikke hvis man indførte de mest vidtgående forbud mod moskeer og prædikanter, som ville kompromittere både dansk grundlov og rettigheder, som så mange ellers anpriser, når de bruges til at forsvare tegninger af Muhammed og krads religionskritik.

Ideer lever i kraft af mennesker, ikke bygninger. Og der er mennesker i Danmark, som deler de ideer, som TV2 har påvist er deprimerende udbredte blandt imamer i en række større moskeer.

Det er virkeligheden.

Den skal konfronteres med et demokrati, der vedstår sig egne værdier som overlegne og ikke promoverer et falsk værdifællesskab med grupper og individer, der ønsker det udslettet og ikke har den fjerneste respekt for hverken ytringsfrihed eller foreningsfrihed.

Ikke ved at kompromittere selvsamme rettigheder.

Dit navn (skal udfyldes)

Din e-mail (skal udfyldes)

Emne

Din besked