Hvem står bag Danmarks omstridte besøg i Saudi-Arabien?

Et udskældt besøg i Saudi-Arabien har skabt splid mellem Venstre og Socialdemokraterne. Har den tidligere regering i virkeligheden selv planlagt den tur, som den nu kritiserer?

Samråd i Folketingets Udenrigsudvalg, hvor udenrigsminister Kristian Jensen skal forklare, hvorfor Danmark i denne måned sender både repræsentanter fra Kongehuset, erhvervslivet og regeringen til Saudi-Arabien.
Samråd i Folketingets Udenrigsudvalg, hvor udenrigsminister Kristian Jensen skal forklare, hvorfor Danmark i denne måned sender både repræsentanter fra Kongehuset, erhvervslivet og regeringen til Saudi-Arabien.

Faktum er, at der i slutningen af februar bliver sendt en dansk delegation til Saudi-Arabien.

Faktum er også, at der i delegationen indgår danske virksomheder, kronprinsparret og den danske udenrigsminister.

Men derefter er det som om, politikerne har svært ved at blive enige om fakta. Centrum for striden handler om, hvem der egentlig har arrangeret besøget i Saudi-Arabien.

 

Det er kommet frem i forbindelse med et samråd i Folketingets Udenrigsudvalg i dag.

Her har Socialdemokraterne og Enhedslisten kaldt udenrigsminister Kristian Jensen i samråd for at få uddybet, hvilket forhold Danmark egentlig har til Saudi-Arabien, og hvorfor Danmark skal sende en erhvervsdelegation til landet med deltagelse af det danske kongehus.

I et skriftligt svar til netop Udenrigsudvalget på et skriftligt spørgsmål fra Socialdemokraternes tidligere udviklingsminister og nuværende udenrigsordfører, Mogens Jensen (S), skriver udenrigsminister Jensen, at »erhvervsfremstødet med deltagelse af kronprinsparret til Saudi-Arabien blev aftalt og planlagt under den tidligere regering«.

Det skrev Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen her til formiddag på Twitter. Og så startede et ganske hidsigt blame game.

Som fanden læser biblen…

Og så gik det ellers stærkt på det sociale medie, hvor Mette Gjerskov, den socialdemokratiske formand for Europaudvalget og medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn, skrev:

Men det ville Michael Aastrup Jensen ikke være med til:

»Det er vist på samme niveau, som fanden læser biblen – hvis du læser det ud af det klare svar fra UM (Udenrigsministeriet, red.),« skrev Venstres udenrigsordfører direkte henvendt til Mette Gjerskov.

»Kom med dokumentation for politisk beslutning under SR Aastrup! Alt andet er fordrejning af sandheden,« pippede Socialdemokraternes Mogens Jensen.

 

»Vi har hele tiden sagt, at turen var planlagt under den tidligere SR-regering, og det kan i ikke løbe fra!,« svarede Michael Aastrup Jensen og fik med det samme følgende svar fra Mogens Jensen:

»Ok – du erkender altså, at den ikke er politisk besluttet?«

Men den udlægning var Michael Aastrup Jensen langt fra enig i:

»Det må SR-ministre/politikere jo selv vide, hvad der konkret blev aftalt dengang – men aftalt blev den dengang,« tweetede han.

»Det er jo noget ævl«

Derefter stod diskussionen på Twitter lidt stille, indtil Mette Gjerskov genoplivede den midt under samrådet:

»Det er jo noget ævl. Det blev åbenbart drøftet blandt embedsmænd – ikke regeringen,« skrev hun og fik med det samme følgende svar fra Michael Aastrup Jensen:

Den gamle sang

Inde til samrådet slog udenrigsminister Kristian Jensen fast, at »Saudi Arabien og Danmark ikke er lande, der ser ens på ret meget«.

Især ikke på menneskerettighedsområdet, understregede han og tilføjede, at »Danmark er et land, der protesterer mod brugen af dødsstraf, hvor vi møder det«.

Kristian Jensen forklarede så, at planlægningen af besøget blev igangsat i »foråret 2014«, og at de første invitationer til erhvervslivet blev sendt ud i september 2014. Altså under den tidligere SR-regering. En udtalelse, der fik Mette Gjerskov på dupperne:

»Jeg kan høre, ministeren kører den gamle sang om, at det her sandelig var noget, der kom under SR-regeringen. På et tidspunkt må vi vel snart holde op med at skulle høre på, hvad SR-regeringen gjorde,« sagde hun inde på samrådet.

 

»At der sidder nogle embedsmænd i Udenrigsministeriet og arbejder på et besøg i Saudi-Arabien er ikke det samme som, at en regering har godkendt et sådant besøg,« sagde Mette Gjerskov og slog fast, at SR-regeringen bestemt ikke har godkendt besøget.

Kom med beviserne, Jensen

Over telefonen fastholder tidligere udviklingsminister Mogens Jensen, at Kristian Jensen ikke kan dokumentere, at den tidligere regering besluttede sig for det omdiskuterede erhversfremstød.

»Den dokumentation kan Kristian Jensen ikke have. Han har ikke lagt det frem, og han kan ikke lægge det frem, og derfor må jeg konkludere, at Kristian Jensen fordrejer sandheden, når han forsøger at få det til at se ud som om, at den rejse er noget, der er truffet politisk beslutning om under den tidligere regering. Der var ikke truffet en beslutning under den tidligere regering. Ikke for mit vidende og heller ikke for den tidligere udenrigsministers vidende,« siger Mogens Jensen.

 

Så embedsmænd i Udenrigsministeriet kan godt gå i gang med at planlægge en tur med deltagelse af erhvervslivet, kronprinsparret og ministre, uden at man først hører ministeriet om det?

»Det oplever jeg. Der kommer indstillinger om, hvilke ture der skal gennemføres, og på hvilket grundlag. Det starter nede i embedsapparatet, og på et tidspunkt kommer der en indstilling op til ministeren ligesom med alle mulige andre sager.«

Så embedsmændene sætter selv ideen om en tur til Saudi-Arabien i søen uden først at høre ministeren?

»Jeg kan helt klart sige, at jeg ikke har fået forelagt nogen beslutning omkring turen, og det har den tidligere udenrigsminister heller ikke. Hvis Kristian Jensen mener, at det her er andet end indledende arbejde på embedsmandsniveau, så må han dokumentere det, for han har adgang til dokumenterne.«

Og hvad ville du sige, hvis du i dag var minister, og embedsmænd kom til dig med planerne for den her tur?

»Jeg ville sige ja til erhvervsfremstødet, men jeg ville ikke tage kronprinseparret med. Forskellen er det niveau, du signalerer, når du tager kronprinseparret med. Det er en særlig anerkendelse til et land, hvis man gør det, og det mener jeg ikke er rimeligt at gøre med de forfærdelige ting, som Saudi Arabien gør.«