Gæstearbejdere uden rettigheder i Saudi Arabien

Fremmede gæstearbejdere i Saudi Arabien lever ofte nærmest som slaver, uden nogen rettigheder og udsat for utallige overgreb. Men ingen protesterer. Hvorfor?

Mange gæstearbejdere fra Den Tredie Verden har elendige vilkår i Saudi Arabien - og hvis de klager deres nød, er de for alvor i problemer.
Mange gæstearbejdere fra Den Tredie Verden har elendige vilkår i Saudi Arabien – og hvis de klager deres nød, er de for alvor i problemer.

Mere end halvdelen af arbejdsstyrken i Saudi Arabien består af immigranter (i alt omkring otte millioner), som ofte lever under forfærdelige forhold. De har ingen af de saudiarabiske statsborgeres (begrænsede) rettigheder, og fremmedarbejderne er i bedste fald andenrangsborgere. Hvis der findes en situation, hvor sammenligner med apartheidstyret i Sydafrika er berettigede, er det denne.

Fattige fremmedarbejdere bliver lokket til Saudi Arabien af udsigten til et bedre liv og for at kunne sende penge hjem til deres familier. De kommer til landet via et sponsorsystem, hvor deres fremtidige arbejdsgiver garanterer et ansættelsesforhold og indkvartering. Til gengæld skal de aflevere deres pas til arbejdsgiveren og må ikke forlade landet eller skifte job uden dennes tilladelse.

Selv om aftalerne kan lyde tillokkende, forholder det sig ofte stik modsat. Det var f.eks. tilfældet med Mohamed Sakoor, en immigrant fra Sri Lanka: Agenten lovede ham en månedsløn på 800 riyal (omkring 1.150 kr., red.) samt gratis kost, indkvartering, sygeforsikring og en flybillet tur/retur. Da Sakoor ankom i lufthavnen i Riyadh, begyndte han straks at tænke, at han havde begået en fejl. Han ringede til kontoret hos sin sponsor i Saudi Arabien, men blev affærdiget på uforskammet vis: “Hvis du har penge, så tag en taxi herhen,” fik han at vide. “Hvis du ikke har nogen penge, så tag hjem til Sri Lanka.”

Sakoor havde ingen penge og ingen fremtidsudsigter i Saudi Arabien. Så han tilbragte de næste to dage i lufthavnen uden at få noget at spise og sov på gulvet i ankomsthallen. Til sidst solgte han sit ur til en taxichauffør og fik akkurat penge nok til at kunne dele en taxa med fire andre rejsende. De satte ham af ved en restaurant, som ejes af hans sponsor. Sakoor tilbragte de næste to dage i restauranten, inden han påbegyndte sit arbejde.

Ingen hjælp

En typisk arbejdsdag ser sådan ud: Arbejdet starter kl. 7.30, så er der pause fra 13.30 til 15.30, hvor al aktivitet stopper på grund af varmen, og så på arbejde igen indtil tidligst 22.30. Sakoor siger, at der gik tre måneder, før han fik sin første løn, og at lønnen nu rutinemæssigt bliver udbetalt med 20 dages forsinkelse. Selvom han ifølge kontrakten har krav på det, får han ingen overtidsbetaling, når han arbejder 14-15 timer alle ugens syv dage, som det ofte er tilfældet. Men hvis han kommer blot fem minutter for sent, trækker hans sponsor ham for en halv dags arbejde, siger han.

I løbet af to år har Sakoor aldrig haft en sygedag. Hvis han meldte sig syg, ville han miste flere penge. Løftet om sygeforsikring er en vittighed, siger han – man kan højest få et glas hovedpinepiller.

Fremmedarbejdere i Saudi Arabien har ikke mange muligheder for at klage over disse forhold. Selvom fagforeninger langt om længe blev tilladt i 2002, rapporterer en ægyptisk menneskerettighedsorganisation, at fremmedarbejdere ikke kan blive medlemmer: Kun saudiarabiske statsborgere kan melde sig ind i fagforeningerne under betingelse af, at de mindst 25 år gamle og har arbejdet mindst to år for den samme virksomhed.

Det er ingen overraskelse, at kvindelige fremmedarbejdere har det særlig svært: Tjenestefolk arbejder i en speciel situation og er særligt sårbare over for udnyttelse. Nogle af dem lever i total isolation De bliver både overbebyrdet og underbetalt og risikerer fysiske og seksuelle overgreb fra deres arbejdsgivere. Selv når overgreb bliver anmeldt, er det meget sjældent, at saudiarabiske arbejdsgivere bliver retsforfulgt.

4,5 timers fritid

Beretninger om ekstreme arbejdstider kombineret med forskellige former for overgreb, ofte af seksuel karakter, er almindelige. Tag f.eks. denne rapport fra 2002: Da den 29-årige Ramani Priaka tog et job i Saudi Arabien, troede hun, at det ville være en behagelig måde at tjene flere penge, end hun nogensinde ville kunne tjene i sit hjemland Sri Lanka. Hun skulle trods alt arbejde indendørs som hushjælp for et velhavende og veluddannet saudiarabisk ægtepar.

Han var direktør på et stort hospital, og hun var skoleinspektør. Hvor hårdt kunne det være?

Meget hårdt, opdagede Prianka hurtigt. Huset havde 20 værelser og 13 badeværelser, og Prianka, som var den eneste hushjælp, skulle gøre rent i dem alle hver dag. Hun stod op kl. 04.30 alle ugens syv dage og kom aldrig i seng før midnat. Hendes ugeløn var på omkring 140 kr. Efter ni måneder var Prianka udmattet og deprimeret og havde fået nok. Mens familien sov, sneg hun sig ud og prajede en taxa og bad om at blive kørt til Sri Lankas ambassade. Prianka var ikke den eneste, der havde søgt tilflugt på ambassaden denne varme junimorgen. 30-årige Pushpa Chandra var træt af kæmpe imod seksuelle tilnærmelser fra arbejdsgiverens teenagesøn. Og mens tårerne trillede ned ad hendes glatte, brune kinder, hviskede en lillebitte 26-årig kvinde, at hun var blevet voldtaget af sin arbejdsgivers voksne søn. Hun var bange, at hun nu var gravid, hulkede hun.

Dårligt stillet i retten

Sidste år stak 2.800 tjenestepiger af fra deres saudiarabiske sponsorer og hævdede, at de var blevet udnyttet, seksuelt misbrugt eller fysisk mishandlet af arbejdsgivernes koner på grund af jalousi. De er blandt de utallige udenlandske “gæstearbejdere”, der lever og arbejder under forhold, der ofte sammenlignes med moderne slaveri. Og situationen er uforandret. I 2007, da Amnesty International sidst fik lov til at besøge Saudi Arabien, rapporterede organisationen, at “diskrimination øger volden mod kvinder, og udenlandske tjenestefolk er særlig udsat for overgreb som slag, voldtægt og sågar mord, samt manglende udbetaling af løn”.

Samme år udtrykte Human Rights Watch bekymring for behandlingen af fremmearbejdere i Saudi Arabien og udtalte, at myndighederne ofte “ikke blot undlader at efterforske sagerne og retsforfølge arbejdsgiverne, men retssystemet forhindrer også ofrene i at søge oprejsning”. Ifølge Human Rights Watch arbejder omkring to millioner kvinder fra Indonesien, Sri Lanka, Filippinerne og andre lande som tjenestepiger i landet.

Man kan se, hvor slemt det står til, på de herberg for tjenestepiger, der er stukket af, som de filippinske og indonesiske ambassader har åbnet i Riyadh og Jeddah.

“Der er omkring 300 tjenestepiger på vores herberg i Riyadh, men for få måneder siden var der 560, og der er omkring 45 tjenestepiger på herberget i Jeddah,” siger Eddy Zulfuat, som er vicekonsul på den indonesiske ambassade i Riyadh.

Ifølge Human Rights Watch bliver kvindelige fremmedarbejdere “rutinemæssigt underbetalt, udnyttet, spærret inde på arbejdspladsen og udsat for verbale, fysiske eller seksuelle overgreb”. Selvom de er ofre, bliver mange tjenestepiger udsat for “beskyldninger for tyveri, hor (i tilfælde af voldtægt) eller hekseri”.

De bliver tvunget til at lide i tavshed og får ingen oplysninger om det system, der skal afgøre deres skæbne, og aner ofte ikke, om de f.eks. risikerer dødsstraf. De bliver som regel nægtet at pleje omgang med deres venner, familie eller repræsentanter fra ambassaden og har ikke ret til en forsvarer i retten.

Hvor er forargelsen?

Den eneste forbedring i 2007 var, at der nu bliver henrettet lidt flere saudiarabere end udlændinge. Situationen er stadig forfærdende: Human Rights Watch interviewede tjenestepiger fra Sri Lanka, som var blevet idømt fængselsstraffe og slag med pisk, efter at deres arbejdsgivere havde voldtaget dem og gjort dem gravide. For tre måneder siden blev en indonesisk tjenestepige i al-Quasim-provinsen idømt 10 års fængsel og 2.000 slag, en strafnedsættelse i forhold til den almindelige dødsstraf. Den indonesiske ambassade blev først underrettet om arrestationen, varetægtsfængslingen og retssagen en måned efter, at der blev fældet dom i sagen.

Men hvor er forargelsen? Når det drejer sig om diskrimination mod halvdelen af arbejdsstyrken i Saudi Arabien, er der tavshed i Vesten. Mens kritik af Israel er ved at blive en international fritidsbeskæftigelse, hører vi intet om menneskerettighedsovertrædelser i Saudi Arabien. Solidaritetskampagner og demonstrationer foran saudiarabiske ambassader? Nej! Boykot af saudiarabisk olie? Du må være gal! Selektiv forargelse? Bestemt.