Farlig dæmonisering af Støjberg & Co.

Der sker en bekymrende optrapning af retorik og trusler mod politikere fra både højre og venstre side af folketingssalen i takt med, at flygtningekrisen udvikler sig.

Integrationsminister Inger Støjberg er ikke ene om at måtte lægge ryg til hadefuldheder i det digitale folkedyb – som eksempelvis de sociale medier. Men i forbindelse med den eskalerende flygtningekrise er retorikken i bekymrende grad blevet skærpet, ligesom at der er også tikker deciderede trusler ind til ministeren. I baggrunden ses Johanne Schmidt-Nielsen, Naser Khader og Astrid Krag Foto: Søren Bidstrup

Det er en voldsom dæmonisering, der for tiden bygges op mod politikere som bl.a. udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg.

Skal man tro de udfald, som rettes mod ministeren, taler vi om en hjerteløs, nationalistisk og populistisk politiker, der nærmest ser det som sin mission at oppiske et fremmedhad, der blokerer flygtninges flugt, gør integration umulig og kaster slagskygger ind over Danmark.

 

I indlæg efter indlæg på de sociale medier bliver Venstrekvinden gjort til genstand for en kritik, der tidligere kun har ramt Pia Kjærsgaard med samme intensitet. Sprogets værste gloser kommer i brug på de såkaldt sociale medier, men også langt ind i de etablerede mediers rækker bliver Støjberg på lederplads og i karikaturtegninger fremstillet uden forsonende træk.

Der findes ligeledes horrible eksempler på, hvordan politikere fra den anden side af folketingssalen bliver lagt for had. Spørg blot Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten eller Zenia Stampe fra de Radikale, hvad de har oplevet, når deres modstandere mister besindelsen og proportionssansen. Begge har måttet lægge ryg til underlødige angreb og er blevet karakteriseret som landsforrædere. De har gentagne gange oplevet at få rettet trusler imod sig – præcis som Støjberg, der tit må konstatere, at der ligger trusler i mailbakken.

 

Følger man debatten i det digitale rum kan man konstatere, at tonen skærpes. I takt med, at flygtninge- og immigrantkrisen vokser, bliver tonen hårdere, ligesom dehumaniseringen af ens modpart tager til i styrke.

Allerede nu er fronterne trukket meget hårdt op. På den ene fløj står de danskere, der mener, at Danmark svigter sårbare flygtninge, som vi burde byde velkommen efter, at de har undsluppet rædslerne i Syrien. Nogle danskere ser stort på advarsler fra politiet og bryder gerne loven, hvis de kan komme til at hjælpe flygtninge med at forsvinde i natten eller blive kørt til sikkerhed i Sverige.

På den anden fløj står de danskere, som er desillusionerede over, hvordan indvandring og mangelfuld integration har skabt parallelsamfund, øget kriminaliteten og skabt kulturelle sammenstød, og de er dybt bekymrede over udsigten til, at grupper af flygtninge og immigranter vil forstærke denne udvikling.

Gnidningerne mellem de to fløje er ingenlunde ny, men har tværtimod været en fast bestanddel af dansk politik, siden opgørene om Danmarks udlændingepolitik begyndte at tage fart i 1990erne. Det nye er, at dramaet om den aktuelle flygtninge- og immigrantkrise virker som brændstof for mere radikale grupper fra begge sider af det politiske spektrum. At udviklingen er alvorlig, bekræftes af, at PET følger tæt med i, hvad der sker. I efterretningstjenesten er der frygt for, at der kan ske en optrapning, som medfører at dæmonisering af ens modpart kan glide over i trusler på nettet for derpå at blive erstattet af trusler og ukvemsord på husmure tæt på bestemte politikeres bopæl – og i yderste konsekvens kan udvikle sig til overgreb og angreb.

 

Gennem mange år har vi ellers haft en tradition for, at vores folkevalgte har kunnet færdes frit på gaden og dermed være tæt på det folk, som de tjener. Men den virkelighed er kommet under pres. Det har vi allerede set i forbindelse med internationale kriser – som da Danmark blev centrum for muslimske landes vrede over Muhammed-tegningerne eller da Danmark deltog i krigene i Irak og Afghanistan. I disse situationer kom centrale ministre og partiledere under beskyttelse.

Det nye er, at truslen i stigende grad kommer indefra. Autonome på den yderste venstrefløj opruster, og de har bl.a. Inger Støjbjerg som fjendebillede, mens grupper på den yderste højrefløj retter hadet mod flere af venstrefløjens politikere.

 

Nogle vil indvende, at politikere som Inger Støjberg, Johanne Smidt-Nielsen og Zenia Stampe bærer et ansvar for at piske stemningen op med deres stålsatte standpunkter, og kritikerne vil hævde, at disse politikere selv er med til at mindske rummet for dialog.

Svaret er, at politikerne selvfølgelig bærer et ansvar, men de befinder sig i folkestyrets arena. De mødes ansigt til ansigt, og de har en debat, som nok kan være hård og kontant, men som dog er en dialog.

 

Faren er, at radikale grupper og enkeltpersoner opbygger så stærke fjendebilleder og dæmoniserer deres modstandere så intenst, at samtalen forsvinder.

Når man ikke længere vil lytte til modstandernes argumenter, men blot ser dem som fjender, kan der ske et skred, hvor hadefulde ord bliver til hadefulde handlinger. Sker det, slås en unik del af vores folkestyre i stykker.