EU har reelt kapituleret til Tyrkiet

Det er usandsynligt, at Tyrkiet varigt vil leve op til aftalen, hvis EU ikke tager alvorlige skridt til at forbedre forhandlingssituationen ved at mindske Europas afhængighed af fortsat tyrkisk goodwill og støtte.

Tegning: Rasmus Sand Høyer
Tegning: Rasmus Sand Høyer

De dukkede pludselig op på de græske øers strande. Med mediers og opinions nu altid kortsluttede forbindelse fra øjnene direkte til hjertet uden om hjernen så man det udelukkende som et humanitært problem. Vi var nok skyldige på en eller anden måde, for det er Vesten jo altid. Der havde været problemer i det sydøstlige Tyrkiet, i flygtningelejrene, fordi Vesten ikke havde sendt nok penge til driften. Ikke alle andre, derunder oliestaterne. Ikke Rusland, hvis støtte til Assad allerede før den direkte systemredningsintervention havde næret borgerkrigen.

Det forhold, at der pludselig slog bølger på titusinder af flygtninge fra Syrien og Afghanistan og andre titusinder af migranter fra misregerede lande i Afrika ind på Lesbos’ og Chios’ strande fra de vesttyrkiske kyster i Izmir-området, blev ikke set som det, det var. Af dumhed eller bekvemmelighed blev det opfattet som en blanding af en forbrydelse, menneskesmugling, og en naturkatastrofe, hvor ofrene måtte hjælpes.

Det kræver imidlertid ikke andet end kombinationen af sund fornuft og et godt og detaljeret kort, bedst et online Google-satellitkort: Der er omkring 1.000 km fra flygtningelejrene ved den syriske grænse, hvorfra de hundredtusinder skulle ”smugles”, indledningsvis forbi de mange militære kontrolposter i det oprørsplagede sydøsttyrkiet og derefter ad hovedvejen mod Izmir gennem det centrale Anatolien. Derefter samledes de i Izmir og andre mindre kystbyer over for de græske øer. Her havde smuglerne så adgang til hundreder af store gummibåde. Kysten her er en klippekyst, og adgangen til småhavne og strande må foregå ad småveje fra indlandet. Det var både muligt og naturligt for de tyrkiske myndigheder at kontrollere flygtningebølgerne af titusinder igennem landet. Der eksister ikke nogen anden rimelig forklaring, end at Tyrkiet har besluttet at ”tillade” den omfattende folkebevægelse fra lejrene til vestkysten og derigennem, reelt har fremmet udviklingen.

,,Man betalte den pengeafpresningssum,
som Tyrkiet krævede.,,

Flygtningebølgen fra det relativt velfungerende Tyrkiet i eftersommeren 2015, der i omfang klart overgik transporterne over Middelhavet fra Libyen til Italien, kan derfor kun opfattes som en bevidst handling fra den stadig mere autokratiske tyrkiske leder Recep Erdogans side. Hans motiver er uklare, ud over at han finder Europas støtte til kurdiske ambitioner uacceptabel.

Presset ramte i første omgang arvefjenden Grækenland, men strømmen fortsatte, lang tid efter at virkningerne på det samlede EU var blevet tydelig. Uanset at Tyrkiet er Ruslands modstander i regionen, har det skete dramatisk støttet Putins indsats for at presse Vestens samarbejdsrammer mod opløsning.

EU ignorerede det ved hyppige terrorhandlinger efterhånden brutalt tydelige problem, at ingen europæiske lande har vist evne til at integrere mere end en lille del af deres hidtidige muslimske indvandrergrupper politisk, økonomisk og kulturelt. Dette skyldes, at en stor dagsordensættende del af disse indvandrere hårdt afviser en moderne liberal leveform. EU-lederne reagerede på menneskebølgen med den analysefri, optimistiske ”flugt fremad”-reaktion, som ellers kun ses, når landes regeringer og elite beslutter at gå i krig.

Man ignorerede det politiske problem bag flygtningebølgerne, dvs. forholdet til Tyrkiet, indtil man pludselig opdagede to ubehagelige kendsgerninger:

For det første måtte selv Tyskland og EU-Kommissionens embedsmænd erkende, at unionen stadig består af selvstændige stater, der handler, som deres historiske erfaring byder dem.

For det andet blev senest også den tyske elite belært om det pinlige forhold, at selv de uoplyste og ufrelste borgere har stemmeret.

Da lederne forbløffet opdagede, at landene var selvstændige, befolkningerne var uoplyste, og at både unionens og landenes sammenhængskraft derfor var under akut pres, handlede man som altid med en kombination af ineffektive symboler og kortsigtet eftergivenhed over for det politiske pres.

Tyskland overbeviste Nato om, at man for at vise symbolsk beslutsomhed skulle sende krigsskibe til Det Ægæiske Hav for at fange menneskesmuglere, dvs. dem, som direkte tjente penge på, at Tyrkiet havde tilladt dette pres på Europa.

Det er uklart for kronikøren, hvordan denne flådetilstedeværelse i nogen væsentlig grad skulle kunne begrænse flygtningestrømmen. Folk i gummibådene skal reddes, hvis de er i fare, og den stat, der ejer Nato-skibet, er derefter ansvarlig for at sikre de opsamledes fremtid. Det kan Nato som organisation ikke være, uanset at det også blandt Natos embedsmænd ofte er bekvemt at lege, at den er overnational. At overlade tilbageholdte, identificerede menneskesmuglere til tyrkisk retsforfølgelse vil næppe heller være specielt afskrækkende, i betragtning af at landet i månedsvis har skabt rammen for deres virke.

I manglende vilje til at gøre noget effektivt i Europa og i Mellemøsten har EU reelt kapituleret over for de tyrkiske krav uden at gøre andet for at løse problemerne.

Man betalte den pengeafpresningssum, som Tyrkiet krævede, og man accepterede, at man skulle modtage et antal flygtninge fra tyrkiske lejre, der svarede til dem, der blev sendt hjem. At man ikke vil have et grundlag for at fastlægge fordelingen af flygtningene fra de tyrkiske lejre inden for EU, blev ignoreret.

Straks efter, at hans statsminister indgik aftalen med EU, angreb Erdogan de europæiske lande for deres manglende vilje til at betragte kurderne som terrorister, dvs. at han nok blotlagde et centralt motiv bag hans politik.

Da Europas position i den aktuelle situation er så ekstremt svag, er det usandsynligt, at Tyrkiet varigt vil leve op til aftalen, hvis EU ikke tager alvorlige skridt til at forbedre forhandlingssituationen ved at mindske Europas afhængighed af fortsat tyrkisk goodwill og støtte. Hvis ikke, kan vi dels forvente yderligere økonomiske krav dels pres for eftergivenhed under optagelsesforhandlingerne, på trods af at Erdogans styre i stadig mindre grad lever op til EU’s politiske forudsætninger for medlemskab.

Det kan ikke kun ske ved at mindske presset ved at forbedre vilkårene for flygtninge i nærområdet. Det skyldes først og fremmest, at det er en fiktion at tro, at man kan skelne klart mellem krigsflygtninge fra Syrien og Afghanistan og rigdomssøgende migranter. Der må handles ud fra en erkendelse af, at det ikke er muligt at hindre massebevægelser ind over EU’s ydre grænse, hvorfor det er nødvendigt at finde en fælles vej til at håndtere problemet, der hverken urealistisk forudsætter, at man kan lukke grænsen, eller at EU kan bosse løsninger igennem, der er uacceptable for medlemslande. Man må begrænse sig til, hvad man kan klare med penge og fælles organisatorisk indsats.

Det synes alene at kunne ske ved, at EU finansierer bygning, drift og forvaltning af fælles, permanente, flygtninge-”lejre” i unionens udkantsområder, hvor flygtningen og migranter ankommer, dvs. reelt byområder som FN’s lejre for flygtede palæstinensere. Det er en opgave, som ikke kan løses af ret mange medlemslande alene, og specielt ikke hvis man skal undgå, at lejrene bliver et sikkerhedsproblem. Lejre med anstændige vilkår, skoler for børn og for videreuddannelse af voksne og sponsorerede erhvervsaktiviteter. Steder, hvor der skabes rammer for registrering, sortering, returnering af migranter fra sikre lande og krigsflygtninge til gode lejre i nærområdet. Lejre, hvor der skabes mulighed for asylansøgning til medlemslandene for flygtninge, der skal gives asyl i overensstemmelse med Flygtningekonventionen, samt til andre, som kan overbevise et medlemsland om sin vilje til loyalitet over for dette lands adfærdsnormer på et noget mere overbevisende niveau end de danske imamer.

Da Afghanistan og Syrien næppe er de sidste lande i Afrika og Mellemøsten, der midlertidigt eller varigt bryder sammen under ekstrem vold, er alternativet til fælles, anstændige modtageområder en forsættelse af den nuværende linje, hvor man ekstremt naivt ignorerer tendenser og faretegn og kortsigtet satser på mirakler.

Hvis spændingerne i Egypten fører til åbent oprør, vil de nuværende problemer blive mangedoblet.