Ender Løkke Rasmussen som en katastrofe for Danmark?

Danmark har sjældent og vist aldrig før haft en statsminister, der som Lars Løkke Rasmussen med hans berøringsangst i den grad har lukket øjnene for det faktum, at den danske velfærdsstat og nationens sammenhængskraft er truet på livet.

I stedet for selv at træde i karakter som statsminister og statsmand har han nu overladt Danmarks flygtningepolitik til Angela Merkel og Tyrkiet, og endnu værre har han i den forbindelse accepteret, at der sættes fart i Tyrkiets optagelsesforhandlinger med EU, samt at tyrkere formentlig allerede fra juni i år får visumfri adgang til EU.

En tyrkisk invasion?

Der er her tale om konsekvenser, der på sigt kan blive helt uoverskuelige. Alene den visumfri adgang til EU og dermed Danmark vil uden tvivl blive begyndelsen på en tyrkisk invasion. Pr. 1. januar 2015 boede der ifølge Danmarks Statistik 32.352 tyrkere i Danmark, og blandt dem var 4.510 i alderen 15-79 år i 2014 blevet dømt for kriminalitet.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen vil aftalen med Tyrkiet betyde et alvorligt slag mod menneskesmuglerne, hvilket mildt sagt er noget vrøvl. Menneskesmuglerne vil ikke miste kunder. Ifølge Daily Mail sidder der således i øjeblikket omkring 450.000 flygtninge i Libyen og venter på menneskesmuglere, der kan sejle dem til Italien og dermed ind i EU.

Brud på konventionerne

Aftalen med Tyrkiet om at bytte syrere i forholdet én til én skal administreres af det Grækenland, hvor flygtningesituationen i forvejen er totalt kaos. Dertil kommer, at aftalen om at sende asylsøgere retur til Tyrkiet ifølge vicedirektør i Human Rights Watch Judith Sunderland er ulovlig, da Tyrkiet ikke er et ”sikkert land”.

Underligt nok har Lars Løkke Rasmussen åbenbart ikke noget imod at overtræde konventionerne, når blot det sker langt væk fra Danmark. Her vil det tværtimod ifølge regeringen være konventionsbrud at sende en asylsøger tilbage til det land, vedkommende kommer fra, men det passer ifølge Judith Sunderland ikke. Der skal blot være tale om et ”sikkert land”, og det må Tyskland vel siges at være.

Stramninger virker ikke

På en eller anden måde er det desuden lykkes for regeringen at bilde befolkningen ind, at stramningerne virker. Da partierne i blå blok i slutningen af januar ville have yderligere stramninger i asylpolitikken, blev det af Lars Løkke Rasmussen i strid med kendsgerningerne afvist med den begrundelse, at antallet af asylsøgere er faldet.

Tværtimod var antallet på det tidspunkt mere end fordoblet fra 654 i januar 2015 til 1.481 i januar i år. Det samme gælder februar, hvor der i februar 2015 kom 473 asylsøgere mod 899 i år. Sammenlagt for årets to første måneder kom der således i alt 2.376 asylsøgere til Danmark mod 1.127 i samme periode sidste år. Altså en fordobling på trods af regeringens stramninger.

En kraftig opbremsning?

Og nu har regeringen så pludselig smidt håndklædet i ringen og meddelt, at Danmark i perioden 2016-2020 formentlig vil have givet asyl og familiesammenføringer til små 100.000 personer.

Under valgkampen sidste år understregede Lars Løkke Rasmussen gang på gang, at han ville måles på, at der sker en kraftig opbremsning af asylsøgere. Det modsatte sker nu og endda i voldsom grad, men regeringen gør intet andet end at basere sig på Merkel og Tyrket. Hvis det her får lov til at forsætte, kan det ende som en ren katastrofe for Danmark.