En unødvendig lejr

Midt i larmen og stanken af børns bræk skal 400 asylansøgere bo på ingen plads på ubestemt tid. Det værste er, at det er unødvendigt, men hensigten er også at skræmme flygtninge. Forfatter og venligbo Anne Lise Marstrand-Jørgensen har besøgt teltlejren i Haderslev
De bør være taknemmelige
De bør være taknemmelige

Anne Lise Marstrand-Jørgensen er forfatter og aktiv i organistationen Venligboerne

På Vojens station er det forår. Der er noget særligt ved blå himmel og sol over flade danske landskaber. Alt står så skarpt og friskt. Vi tager en taxa mod teltlejren for asylansøgere. Det lyder uhyggeligt, når man siger destinationen højt.

Min irakiske ven, Laith, venter på os ved gitterporten. Han har været i Danmark i fem måneder, og indtil sidste uge boede han på asylcenter i Helsingør. Da det lukkede, blev 60 mænd sendt hertil. Der bor 400 asylansøgere i lejren. Familier udgør halvdelen. Der er 89 børn under 18 år. Jeg er kommet for at besøge Laith sammen med Asrin Mesbah, som har stiftet en frivillig jurarådgivning. Vi er især interesserede i at se, hvordan børnene har det.

Det ligner en byggeplads. På porten er et skilt sat fast med plasticstrips: »Adgang forbudt. Færdsel på området forbundet med livsfare«. Vi får et gæstekort i receptionen og følger med Laith rundt om den lave sportshal til teltene. De skinner gult i solen – indenfor er der interimistiske gangarealer af plader.

Det er den mildeste dag i lang tid, jorden er smattet og våd efter regn. Laith viser os ind i spiseteltet. For nylig fik beboerne en kaffemaskine. Laith serverer i hvide engangskrus. Grupper af mænd sidder ved bordene, de ser trætte ud. Det er svært at sove i lejren. Der er en evig larm af mennesker og varmeanlæg; hver gang nogen vender sig i sengen, gynger nabosengen med. Nogle af dem får sovepiller og psykofarmaka for at få ro.

Madteltet er en vinkel, mændene spiser i det ene ben, familierne i det andet. Nogen har sat børnetegninger fast på teltdugen med tape.

De falmer i lyset: Et dansk flag, et navn, en pige med en stor hat.

På vej ud kommer jeg til at gå i vejen for en lille gruppe kvinder. Man kan ikke passere hinanden på den smalle gangsti.

Jeg spørger, hvor de bor. En ung kvinde med hestehale og lyseblå T-shirt trækker afsted med mig. For enden af teltområdet er opstillet en række barakker. Der lugter af bræk, så snart vi træder indenfor. De siger, at børnene ikke kan tåle maden og bliver syge hele tiden.

 

En kvinde henter en pakke modermælkserstatning. Den fik hun på kontoret, da hun kom med sit halvandet år gamle barn, som er hårdt ramt. Der bliver serveret tre måltider om dagen. Selv om sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn under tre år får fem-seks måltider om dagen, gælder det måske ikke, når man er flygtning.

Der er ikke køleskabe i barakkerne. Forældrene køber lidt kiks og chips til at stille den værste sult, men pengene rækker ikke langt. Der er toilet i barakken, men ingen badefaciliteter – de findes i et fællestelt i den anden ende af området. Det må være bøvlet med små børn på armen i frost og regn.

Der er yderligere 300 mænd fordelt i to gymnastiksale, som er omdannet til sovesale

Michael Drost-Hansen

Fint nok andre steder

Der kommer flere kvinder til, de står i døråbningerne, de viser os deres identiske værelser. Familier på seks bor på 12 kvadratmeter – der er plads til tre køjesenge og et lille skab, intet andet. Børnene kan kun sidde i sengene, når de ikke løber rundt udenfor. Flere af dem har været her, siden teltlejren åbnede i januar, nogle har været på andre centre først. Dér var fint, siger de, her er forfærdeligt.

De synes, at medarbejderne virker ligeglade, de har intet at tage sig til, børnene går ikke i skole. En otteårig dreng kigger nysgerrigt på os. Han har nøgne, misdannede fødder. Jeg spørger, om han ikke har sko, han viser mig et par smalle gummistøvler, som jeg har svært ved at forestille mig, hvordan han kan få fødderne i.

Over hele landet varetager man asylansøgeres sundhed ved det såkaldte NUS-princip – for at få lægebehandling skal det være Nødvendigt, Uopsætteligt eller Smertelindrende. Et lille barns vedvarende opkastninger eller en drengs klumpfødder er åbenbart ingen af delene.

Udenfor leger børnene på området, selv om de færreste forældre ville have lyst til at slippe deres børn løs dér. Det virker ikke sikkert, men ellers er der kun en barak med billardbord og bordfodbold. Da jeg senere lægger nogle billeder på facebook, er der en, som har været ansvarlig ingeniør for Forsvarets lejre i Danmark og missionsområderne, der skriver: »Gode billeder af ulovligt område.«
Som særligt problematisk nævner han, at der er hurtigt brandbare materialer overalt og ulovlige elinstallationer udendørs. Der er et virvar af teltbarduner kun spærret af med plasticbånd, maskiner, huller i belægningerne, åbent ud til vejen, toiletskure klodset op på en måde, så et lille barn nemt ville kunne mase sig ind under dem. På et tidspunkt var der en af asylansøgerne, der tilbød nogle drenge penge for sex, et andet barn er blevet forulempet. Beboerne fortæller, at lejrledelsen ikke hjalp, men at de selv måtte tage kontakt til politiet. Gerningsmanden blev efterfølgende flyttet til et andet center.

Udenfor venter Laith for at vise os teltene. Et lille barn leger med en affaldspose fyldt med luft og rækker armene i luften, når vinden tager i den. Der er varmt i teltet. Laith havde ellers sendt mig et billede af sig selv klædt i huer og trøjer til natten. Han peger på en termostat, da jeg siger det til ham. Beboerne må ikke selv regulere varmen, men skal tilkalde personalet, der har en særlig nøgle. Om natten er der kun et par vagter på arbejde blandt de 400 beboere, så Laith har taget sagen i egen hånd. Han viser mig, hvordan han bruger sin finger som nøgle. Det ser ikke særlig behageligt ud, men de fryser ikke.

Børnene sover i barakkerne.

Michael Drost-Hansen

En labyrint af celler

Teltene er beregnet til otte mænd. Der er ualmindelig trangt og absolut intet privatliv. I den fjerneste ende af teltet er en række smalle metalskabe med hængelåse. Nogle af sengene er afskærmet af ubehandlede træplader, andre er ikke. Der er under en halv meter mellem hver seng og ingen yderligere gulvplads. Mændene bliver fordelt i teltene, som de kommer og rejser, andet princip er der vist ikke. Mange er stressede og traumatiserede, flere tydeligt syge. Vi sidder på sengene med vores kolde kaffe, de andre mænd sætter sig også, de er alle fra Irak. De hoster, Laith snapper hele tiden efter vejret. Han ved ikke, om det er psykisk eller fysisk, om natten er han bange for at dø.

»Sunni, shia, kristen«, siger en og peger på hver af de andre, »i vores telt passer vi på hinanden«.

Der er ofte slåskampe i lejren. Ledelsen fortæller os, det skyldes frustration over ikke at have noget at lave, at mange mennesker er samlet på meget lidt plads. De kalder det hverdagsskænderier. Laith fortæller, at alle er utrygge. Ledelsen ringer til politiet, hvis det er meget slemt. Laith fortæller om en sudansk mand, der blev sparket i ansigtet flere gange. Bagefter blev han sendt til et andet center.

En ung fyr i joggingtøj taler lavt og indtrængende, mens han ruller cigaretter. Han er kommunikationsingeniør og drømmer kun om at få lov til at arbejde. Han kan godt leve med lejren, siger han, det er ventetiden, der knækker dem. Selv om integrationsministeren har sagt, at hun prioriterer asyl fremfor familiesammenføring, er ventetiden på asylsamtaler eksploderet, og der kan gå næsten et år, før man kommer til første interview. De fisker deres identifikationskort frem for at vise os, hvornår de er kommet til landet, dagene flyder sammen. Laith har et billede af Jomfru Maria i sin pung. Ingeniøren blev bedt om at skrive under på en praktikaftale for et halvt år – praktikken går ud på at gøre rent på toiletterne. Jeg spørger til maden, de svarer, at den er elendig, men det er værst for børnene.

»Jeg spiser salat og ris hver dag«, siger den unge ingeniør. »Kødet…« Han viser håndflader og smiler undskyldende.

Jeg har lige læst i de papirer, han har vist mig, at han er praktiserende muslim. Direkte adspurgt siger han, at de ikke kan få at vide, om det er halal. Senere spørger jeg på kontoret. Lederen slår ud med hænderne.

»Aner det ikke,« siger hun, »det er fra et cateringfirma«.

»Er der et sted, I kan bede?« spørger jeg. Ingeniøren nikker mod plasticgulvet. Der er ikke plads. En anden ung fyr bryder leende ind og siger noget på arabisk. Ingeniøren oversætter: »Der er ingen Allahu Akhbar, ingen Store Gud her.«

Barn født i barak

I idrætshallen ser en flok mænd fjernsyn. Der bor 400 i lejren, der er to fjernsyn. Der er bygget en labyrint af små celler. En køjeseng til to i hver. En flok mænd er samlet om en vægt, den største af dem skal vejes. Jeg spørger, om de er bange for, han sidder fast i indgangen til sovekabinen, og de ler.

Åbningen til soverummene er ikke mere end en halv meter bred. Mange har dekoreret ydersiden af cellevæggene: »FC Barcelona« og »I love all people of the world«. En har malet en hest, i kluntet spring gennem væggen.

Da vi fortæller på kontoret, at vi er der for at se på børnenes vilkår, bliver vi inviteret ind til snak. Kontorbarakken er pænere end beboelsesbarakken. De genkender alt, hvad vi fortæller. De er også frustrerede. De havde troet, at det skulle være et midlertidigt opholdssted, nu har folk været her i måneder.

De arbejder på løsninger: Børnene skal i skole på et asylcenter i nærheden, de vil prøve at få indført mellemmåltidspakker til småbørnene, og Red Barnet har netop fået et lokale på området. De har også lejet et hus, hvor der skal være aktiviteter, og der er indkaldt til møde for frivillige. De har allerede en Playstation.

Da vi senere taler med venligboere i området, får vi at vide, at ledelsen har sagt det samme i flere måneder. Vi har set kvinder bakse rundt med barnevogne på de ujævne gangstier og spørger på kontoret, om der er gravide og spædbørn i lejren.

En af medarbejderne mener at have set en med stor mave. De kender til to spædbørn – den ene blev født i barakkerne. Den anden blev født på sygehuset. Det er ikke grund nok til at blive flyttet, at man har et spædbarn.

Åbningen til soverummet er dekoreret af beboerne.

Michael Drost-Hansen

’Er det Danmark?’

Ved gitterporten tager vi afsked med Laith.

»Næste gang vi ses, håber jeg, vi kan dele et måltid og tale og le sammen. I må undskylde, at vi giver jer vores smerte.«

Et ægtepar kommer gående. De tøver foran receptionen, en lille pige drikker vand af et plastikkrus på sin fars arm. De peger på en anden families klapvogn, kan de låne sådan en? En medarbejder peger på skiltet: De må komme tilbage næste dag, der er kontortid mellem 10 og 12.

»Men hun er stor,« siger medarbejderen og peger på pigen i den lyserøde jakke, »hun skal gå selv«. Hun er højst to år gammel. Den lille familie begynder at gå mod minimarkedet, pigen holder mor i den ene hånd, far i den anden. Vi overhaler dem i taxaen lidt senere, pigen græder og vil bæres.

Det værste er, at det er unødvendigt: Røde Kors har meldt ud, at de har pladser i asylcentrene, som allerede er betalt. Rundt omkring i landet siger flere byrådsmedlemmer, at de kan huse asylansøgere i nedlagte skoler og på plejehjem. Det koster 165 kroner i døgnet at varme et enkelt telt op. Støjberg lægger ikke skjul på, at hensigten er at skræmme mennesker, der har ret til at søge asyl, bort.

Det er stadig forår, da vi når Vojens. Toget er lige kørt, vi er de eneste gæster på Hotel Vojens restaurant. Vi kommer til at le – triste og magtesløse mellem kunstige blomster i høje vaser, rå æggeblomme i snapseglas og billedet af en skovsø.

»Hvad er dette her for noget,« siger Asrin og slår ud med hænderne. »Er det Danmark?«