Libanons beskidte hemmelighed

Bag flykatastrofen i Libanon i januar er der en stille tragedie. Om bord på flyet var der 22 etiopiske tjenestepiger på vej hjem fra flere års arbejde i Libanon. Over 200.000 udenlandske tjenestepiger arbejder i landet, og størstedelen lever under kummerlige forhold uden beskyttelse af nogen lov.
Ved mindegudstjenesten søndagen efter flystyrtet i Libanon var kirken fyldt med etiopiske tjenestepiger, der sørgede over deres 22 kolleger, der var med på flyet.
Ved mindegudstjenesten søndagen efter flystyrtet i Libanon var kirken fyldt med etiopiske tjenestepiger, der sørgede over deres 22 kolleger, der var med på flyet.

Inde i flyet sammen med 82 andre passagerer og 7 besætningsmedlemmer sidder Waraki, en etiopisk stuepige, på vej hjem til Addis Abeba, Etiopien, efter to år i Libanon. Hun når aldrig hjem. Klokken lidt over to om natten den 25. januar kort efter afgang mister kaptajnen kontrollen med den brændende maskine, der styrter i havet.

Waraki havde tilbragt den sidste måned og 24 dage før hjemrejsen i et fængsel, efter at politiet havde arresteret hende ved et checkpoint uden gyldigt pas eller papirer. Hun var stukket af fra sin arbejdsgiver efter at have arbejdet i huset uden betaling som tjenestepige i to år og havde måttet døje med daglige skældsord og vold.

Til mindegudstjenesten søndagen efter flystyrtet er kirken fyldt med etiopiske tjenestepiger, der sørger over deres 22 kolleger, der var med på flyet. Nogle sidder hulkende på kirkebænkene, mens andre står rødøjede og svajer med åbne hænder mod et kæmpe kors over alteret. En kirkehjælper deler papirlommetørklæder ud til de forsamlede. Præsten hvisker stille velsignelser ind i mikrofonen. Et halvkvalt råb høres i kirken. »Jesus!« kalder en pige og synker derefter sammen.

»I dag er en sorgens dag,« siger præsten og kigger rundt på de hen ved 100 forsamlede kvinder, der alle arbejder som tjenestepiger i Libanon.

»I dag viser vi vores smerte i offentligheden, men vi ved, at den startede for længe siden.«

I kirken får man fornemmelsen af, at dette ikke bare er en fælles tilkendegivelse af sorg over tabet af veninder på vej hjem fra Libanon, men snarere en fælles katarsis for alle pigerne over deres liv i et fremmed land.

»Ingen stikker af fra deres arbejde, medmindre de ikke kan udholde det mere,« siger Sarah efter gudstjenesten og refererer til Waraki.

»Vi kommer herop for at arbejde, men der er ingen menneskerettigheder – det er som at være i fængsel.«

Selv kom hun til Libanon for syv år siden og har kun været hjemme to gange i den tid:

»Jeg forsørger hele min familie derhjemme med min løn herfra.«

Mere end 200.000 kvinder fra nogle af verdens fattigste lande såsom Sri Lanka, Filippinerne, Nepal, Sudan, Eritrea og Etiopien arbejder som tjenestepiger i libanesiske hjem, hvor de gør rent, laver mad og passer børn og ældre familiemedlemmer. De fleste sender deres penge hjem til familierne, og deres lønninger udgør i modtagerlandene en betragtelig del af bruttonationalproduktet.

Konfiskerer passet

Men pengene er ikke lettjente. De fleste kommer hertil på to- eller tre-årskontrakter med en månedsløn på omkring 150-200 dollar (800-1050 kr.). Over en tredjedel af udenlandske tjenestepiger er nægtet fridage i løbet af deres ophold, og for over halvdelen af dem er arbejdsdagen mere end 12 timer lang.

»Det her er min første fridag i to år.« Sarah piller ved det slidte omslag på sin bibel. »De første tre år, jeg var her, arbejdede jeg hver dag mellem 16 og 19 timer og havde ikke én eneste fridag. Jeg måtte hverken forlade huset eller ringe til nogen,« fortæller hun.

»Men min Madame har givet mig fri i dag, fordi en af mine veninder var med på flyet.«

Mange tjenestepiger får deres pas konfiskeret, når de ankommer, hvilket gør det svært for dem at forlade arbejdsgiveren, selv hvis der er tale om vold. Uden gyldige papirer og pas er de nemlig anset som værende illegalt i landet og kan dermed blive straffet med fængsel i op til tre år. Dette gælder for størstedelen af de 736 tjenestepiger, der i øjeblikket sidder i fængsel i landet, og mange ender med at afsone mere end den udmålte straf, da der ofte ikke er nogen til at betale deres flybillet hjem.

Således blev det i august sidste år rapporteret, at den filippinske ambassade havde 117 kvinder sovende på gulvene, efter at de var stukket af fra deres arbejdsgivere. Caritas, en katolsk hjælpeorganisation, siger, at de til hver en tid huser omkring 40 bortløbne tjenestepiger i deres centre.

»De hyppigste klager, vi hører fra udenlandske tjenestepiger, er om indespærring, tilbageholdt eller mangel på betaling og mangel på fridage,« fortæller Nadim Houry, der arbejder for Human Rights Watch i Libanon og tilføjer:

»Skældsord er også normalt og i færre tilfælde vold. Voldtægt og tilbageholdelse af mad som straf er heldigvis mere sjældent, men det hænder.«

Som en sidste hån har der været tilfælde, hvor tjenestepiger, der er vendt tilbage til hjemlandet med en check på to eller tre års lønninger, har fået at vide, at checken blev afvist.

Ikke dækket af loven

Houry fortæller, at Libanons udenlandske tjenestepiger ikke falder ind under den libanesiske arbejdslov.

»I Libanon er der en klar følelse af, at hjemmet er et privat sted – så det arbejde, der bliver udført inden for hjemmets fire vægge, bliver ikke anset som formelt arbejde. Det vil sige, at fem procent af folk, der bor i Libanon, herunder de udenlandske tjenestepiger, ikke er dækket og beskyttet af loven.«

I marts sidste år udstedte regeringen i Beirut endelig en ensartet kontrakt til alle tjenestepiger, i et forsøg på at forbedre arbejds- og levevilkårene, men kontrakten har mødt stærk kritik:

»Kontrakten skulle garantere én fridag om ugen, men der står ikke noget om, at tjenestepigen har ret til at forlade hjemmet. Der står heller ikke noget om, at arbejds- giveren ikke må konfiskere hendes pas. Men vigtigst, der synes ikke at være nogen, der rent faktisk håndhæver kontrakten – så for nu er kontrakten blot blæk på papir,« siger Houry.

Som apartheid

Andre peger på, at det er sociale normer, fordomme og racisme, der ligger til grund for, at man ser gennem fingre med krænkelserne mod de udenlandske tjenestepiger i Libanon. Som et flashback til den formørkede apartheid-tid i Sydafrika har 17 af Libanons 27 private strandklubber således forbudt afrikanske og asiatiske tjenestepiger at benytte deres swimmingpools.

Og ligesom der var rapporter om indespærrede og halvt udsultede hunde og katte i folks lejligheder under krigen i landet i 2006, hvor ejerne var flygtet fra bombardementerne, var der adskillige rapporter om tjenestepiger, der måtte råbe om hjælp fra balkoner til tilfældige forbipasserende, efter at de var løbet tør for mad og vand, mens de var låst inde i deres arbejdsgivers hjem.

Human Rights Watch vurderer, at én udenlandsk tjenestepige dør hver uge i Libanon. Langt størstedelen af dødsfaldene er klassificeret som selvmord, mens andre er forklaret som dødsfald, der skyldes, at tjenestepiger er ‘faldet fra høje bygninger’, mens de forsøgte at undslippe deres arbejdsgivere. Andre er forklaret som arbejdsulykker og et fåtal som følge af sygdom. I december sidste år toppede selvmordsstatistikken med 10 tjenestepiger, der endte deres liv over en syv ugers periode enten ved at hænge sig selv eller ‘falde fra høje bygninger’. I de lokale medier blev fire af tilfældene rapporteret som »mulige arbejdsulykker«.

»Man skal have et stærkt sind for at arbejde her,« siger Sarah.

»Arbejdet er hårdt, men det er den ekstreme ensomhed, der gør det svært for os.«

Hun kigger på uret, det er tid til at vende tilbage til arbejdet.

»Det eneste, der holder os gående her, er, at vi ved, at vi skal hjem en dag.«

At de 22 tjenestepiger, efter al tiden i Libanon og så tæt på deres frigivelse, alligevel ikke kom hjem, synes næsten ikke til at bære for tjeneste- pigerne i kirken.

»På mit værelse har jeg en kalender,« siger Sarah.

»Hver dag hiver jeg en side ud – nu er der kun lidt over et år, til jeg skal hjem.«