Muna tog flugten fra sin egen familie: ‘Min mor græd, da hun hørte, jeg havde mistet min mødom til en dansker’

Da Muna som 21-årig fik en dansk kæreste, tog kontrollen i hjemmet til, og hun blev konstant overvåget af sin familie. Derfor flygtede hun og gik i skjul på et krise­center. Hun er en af de kvinder, som statsministeren i år dedikerede kvinders internationale kampdag til.
Da Muna som 21-årig fik en dansk kæreste, tog kontrollen i hjemmet til, og hun blev konstant overvåget af sin familie. Derfor flygtede hun og gik i skjul på et krise­center. Hun er en af de kvinder, som statsministeren i år dedikerede kvinders internationale kampdag til.

Klokken var lidt over syv den februar­morgen, Muna tog flugten ud af vinduet, kravlede tre etager ned via nedløbsrøret og landede på strømpe­sokker i den ti centimeter dybe sne.

Kort tid forinden havde faren fundet ud af, at hun havde en dansk kæreste, og selv om hun havde forsøgt at fortælle ham, at kæresten var ved at konvertere til islam, havde lussingerne haglet ned over hende, mens han havde råbt, at hun ikke længere var hans datter.

Forældrene havde taget hendes telefon. Fjernet døren ind til soveværelset. Forbudt hende at gå ud selv. Brødrene var konstant om hende, og selv om hun to gange før havde forsøgt at stikke af, havde fodtrinnene lydt få skridt bag hende og øjnene fulgt hende overalt.

Men nu var der ingen vej tilbage. Aftenen før hun klatrede ud af vinduet, havde hun siddet på sin seng. Præcis som hun havde gjort alle andre aftener i de tre måneder, der var gået, siden hendes mor havde fundet ud af, at hun var kæreste med en dansker. Igennem væggen ind til forældrenes soveværelse kunne hun høre, at familien sad og diskuterede, hvad de skulle stille op med hende:

Hun skulle på opdragelsesrejse i Libanon, hvor hun samtidig kunne få foretaget en operation, der skulle gendanne den mødom, hun havde mistet til sin kæreste.