Er religion roden til alt ondt?

Der er behov for religionskritik, især af vigtige elementer i kristendom og islam, verdens to største og mest magtfulde religioner.

Er religion roden til alt ondt? Er fremkomsten af den for titusinder af år siden et mentalitetshistorisk syndefald, der drev menneskene ud af paradis? En skelsættende arvesynd, som kun ateismen kan forløse os fra?

Siden radikale islamisters terrorangreb i USA i 2001, i Spanien i 2004 og i England i 2005 har en religionsfjendsk holdning vundet momentum i Vesten. Især fortalerne for den nye ateisme har slået til lyd for, at al religion i bedste fald er intolerant og indoktrinerende, i værste fald voldelig og dødbringende.

F.eks. har bestsellerforfatteren Sam Harris hævdet, at ”grundprincippet” i enhver religion er, at alle andre religioner er ”vildfarelser”, og at ”intolerance” er en ”integreret del af alle trosretninger.” (Troens fallit, 2007).

Ser man nøgternt på de religionshistoriske fakta, er dette forkert. Ja, en håbløs forsimpling. Begrebet religion dækker nemlig over en uudtømmelig mangfoldighed af forskellige forestillinger, praksisser og udtryk i historiens løb.

Nogle har været grænseløst kærlige og hjertekrympende smukke. Andre har været blodsprøjtende grusomme. Utallige har befundet sig et eller andet sted mellem disse yderpoler.

At sige, at al religion er af det onde, svarer til at sige, at al politik er af det onde. Kun ignoranter eller dogmatikere, der har sat kikkerten for det blinde øje, kan fremføre påstande af så generaliserende art.

Ikke desto mindre er ateisternes opfattelse ikke helt uforklarlig, når man betænker den mest ekspansive religiøse forestilling i de sidste 2000 år, nemlig troen på én, sand Gud, i religionsforskningen kaldet monoteisme. Den er i flere henseender nemlig den mest intolerante og destruktive forestilling, som menneskehedens religionshistorie har fostret.

Det skyldes flere forhold.

For det første er monoteistiske religioner – og her tænker jeg kun på kristendom og islam – sandhedsabsolutistiske: De har hver især monopol på Sandheden med stort S. For det andet er de eksklusivistiske: Alle andre religioner afvises som falske eller laverestående og bør ideelt set elimineres.

For det tredje er de universalistiske: Hver især er de beregnet på hele menneskeheden. Da de oprindeligt kun er blevet åbenbaret på ét sted på ét tidspunkt, er de nødvendigvis også imperialistiske: Den ene, sande og universelle religion bør udbredes til alle mennesker over hele verden.

Ifølge tilhængere repræsenterer kristendommen og islam et civilisatorisk fremskridt af afgørende betydning. Den ene, sande Gud er nemlig gud for alle mennesker på tværs af nationale, etniske og territoriale skel. Disse ophæver de monoteistiske religioner til fordel for et universelt fællesskab, der er forenet i dyrkelsen af den ene gud.

Intet folk og ingen mennesker nyder således en udvalgt, ophøjet eller privilegeret status. Alle er, som det er blevet fremhævet, lige for Gud. Ifølge tilhængere er kristendom og islam således egalitære i grunden og har ret forstået en fredsfremmende mission.

Én gud er nemlig lig med én menneskehed.

Det, der imidlertid ofte ignoreres, fortrænges eller glemmes, er, at udbredelsen af de to monoteistiske religioner har været på bekostning afutallige andre religioner. Som følge af deres sandhedsmonopol er de nemlig eksklusivistiske.

Det indebærer traditionelt en intolerance over for alle ikke-monoteistiske religioner og i kristendommens tilfælde tillige over for andre monoteistiske religioner. Der er historisk set således utallige eksempler på, at kristendom og islam i deres sejrsgang verden over har marginaliseret, undertrykt eller ødelagt andre religioner.

Desuden har de ofte stigmatiseret de mennesker, der ikke har dyrket den ene Gud på ret vis, som hedninger, vantro, kættere og frafaldne. Ja, undertiden som Guds fjender og Satans tjenere. Og de, der ikke har konverteret frivilligt, har man i mange tilfælde bekæmpet med diskrimination, forbud, tvang, vold eller krig.

På et teologisk plan ophæver de monoteistiske religioner i kraft af deres universalisme utvivlsomt etniske, nationale og territoriale skel mellem folk. Men for det første har det ofte ikke haft den store betydning i realiteternes verden. Der er nemlig et utal af eksempler på, at kristne har bekæmpet hinanden, og at muslimer har bekæmpet hinanden. Ofte på særdeles blodig vis.

For det andet har de monoteistiske religioner i kraft af deres eksklusivisme blot indført et nyt skel, som kulturhistorikeren Jan Assmann har påpeget, nemlig mellem Sand og Falsk religion.

Skellet går mellem den enkelte monoteistiske religion på den ene side og alle andre religioner på den anden. Ud fra en islamisk synsvinkel indtager jødedom, kristendom og zarathustrisme dog en mellemstatus som delvist sande religioner.

Skellet mellem Sand og Falsk religion går tillige inden for den enkelte monoteistiske religion selv. Kristendom og islam har så godt som altid været splittet op i mange retninger og fraktioner, der hver især har gjort krav på, at netop de repræsenterer den sande religion, mens deres modstandere er blevet stemplet som ”kættere”, ”frafaldne”, ”gudløse” etc.

Med andre ord:

De monoteistiske religioner er teologisk set ikke blot kendetegnet af universalisme, men også af intolerance – og dermed af et særligt potentiale for vold. Både eksternt i forhold til andre religioner og internt i de enkelte monoteistiske religioner selv.

Konkret har de været instrumentale i bl.a. diskrimination, forbud mod andre religioner, henrettelser for frafald, tvangsomvendelser, korstoge, religionskrige, folkefordrivelser, massakrer, religiøs imperialisme, ødelæggelse af polyteistiske kulturer, antisemitisme, censur, kætterforfølgelser, inkvisition og heksebrændinger.

Da misforståelser og myter gerne står i kø på dette område, skal følgende understreges.

For det første er der ingen religioner, der har en så blodplettet track recordsom kristendom og islam. Den eksklusivisme og ekspansionisme og de mange kalamiteter, der har været konsekvensen heraf i deres historie, er ikke en integreret del af al religion.

Ganske vist er vold langtfra ukendt i polyteistiske religioner. Tænk på menneskeofringerne i aztekisk og oldnordisk religion. Tænk på kristenforfølgelserne i Romerriget. Tænk på hindunationalisternes ødelæggelse af Ayodhya-moskeen i Indien i 1992.

De allerfleste polyteistiske religioner har imidlertid ingen intentioner om at bekæmpe og erstatte andre religioner verden over. Desuden har de monoteistiske religioner indført en ny type religiøs vold, nemlig en, der tjener til udbredelsen og opretholdelsen af troen på én, sand Gud. Med kristendommens og islams globale ekspansion har dette haft omfattende og dramatiske konsekvenser for mange kulturer og mennesker.

For det andet er det usandt, når moderne kristne og muslimer hævder, at de mørke sider af deres religioners historie repræsenterer ”misforståelser” af Bibelens og Koranens grundbudskab om peace, love and harmony.

Faktum er nemlig, at begge helligskrifter hævder at have patent på den absolutte sandhed. Begge afviser alle andre religioner som falske eller laverestående. Og begge indeholder talrige opfordringer til vold.

Alt dette er imidlertid kun én side af sandheden.

For det første indeholder Bibelen og Koranen også talrige opfordringer til at behandle andre, især svage mennesker godt. Talrige opfordringer til fred og tilgivelse.

For det andet er der ikke noget ét til ét forhold mellem helligskrifterne og deres tilhængere. Det skyldes ikke blot, at bøgerne er inkonsistente, men også at utallige tilhængere ikke kender dem. Eller bevidst ser bort fra betydelige dele af dem. Dertil kommer, at ingen religion kan forstås uafhængigt af politiske, psykologiske, sociale og økonomiske forhold.

For det tredje dækker betegnelserne kristendom og islam over multifacetterede fænomener i historie og nutid.

Alene i dag omfatter ordet ”kristen” alt fra militante fundamentalister i USA, der har begået mord på abortlæger, til leverpostejsfarvede folkekirkekristne i Danmark. Tilsvarende omfatter ordet ”muslim” alt fra islamistiske terrorister til gennemsekulariserede kulturmuslimer.

Desuden er der mange moderne former for kristendom, men også flere moderne former for islam, der accepterer demokrati og menneskerettigheder. Adskillige kristne og muslimer vil sågar give deres egne religioner æren herfor.

Men det passer kun i beskeden grad. Den tæmning af eksklusivistiske og intolerante træk, der har fundet sted i de to religioner, er et moderne fænomen og er først og fremmest et resultat af den vestlige oplysningstid, sekularisering og videnskab.

Alle moderne udviklinger til trods er der i mange islamiske lande imidlertid fortsat store problemer med religionsfriheden. Der er adskillige steder forbud mod, at muslimer konverterer til andre religioner, og i lande som Iran, Saudi-Arabien og Sudan er der dødsstraf for frafald. Det er selvfølgelig klart uacceptabelt.

Dertil kommer den massivt eksponerede terrorisme og vold i øvrigt begået af radikale islamister. Men det hører med til billedet, at deres ofre i utallige tilfælde har været andre muslimer. Desuden er det ikke udelukkende religion, der ligger bag, men ofte i lige så høj grad politiske, økonomiske og (post)koloniale forhold.

Man må f.eks. ikke glemme, at vestlige lande tidligere har koloniseret størstedelen af den islamiske verden. Og at det er vestlige lande, der i dag har placeret en større besættelsesmagt i et islamisk land, ja, indtil for nylig i to. Ikke omvendt.

Endelig kan der nævnes eksempler på terrorisme med relationer til kristendom i USA, i Nordirland og sidste år også i Norge. Og eksempler på terrorisme med relation til sikhisme i Indien og med relation til bl.a. buddhisme og kristendom i Japan.

Som aktuelt eksempel på religiøs intolerance i Danmark kan fremhæves den kirkelige højrefløjs og flere biskoppers modstand mod kirkelig vielse af homoseksuelle. Får de medhold, vil den ældgamle, kirkelige diskrimination af dem som i bedste fald andenrangsborgere, i værste fald undermennesker, ulykkeligvis fortsætte.

Er religion roden til alt godt? Som det fremgår, er svaret nej. Lige så lidt som politik er det. Er religion roden til alt ondt? Nej, lige så lidt som politik.

Det udelukker imidlertid på ingen måde et behov for kritik af specifikke elementer, især i kristendom og islam, verdens største og mest magtfulde religioner. En kritik af vigtige dele af både deres formative skrifter, historie og nutidige former.

Religionskritik er der således klart brug for.

Problemet opstår, når man vil gøre al religion til ét fedt. Eller al kristen religion til ét fedt. Al islamisk religion til ét fedt. Til én essens.

Så er det ikke længere kritik, men propaganda, man bedriver. Og derved kommer man til at ligge på linje med religiøse fundamentalisters og totalitære ideologers sort-hvide karikatur af virkelighedens verden.