»De er ligesom snavs. Og hvor er det, vi putter snavs hen? I skraldespanden! Deres endestation er helvede«

                                           Salafister_demonst_1012780n

»De er ligesom snavs. Og hvor er det, vi putter snavs hen? I skraldespanden! Deres endestation er helvede«

I årevis holdt han sig ude af rampelyset, mens han radikaliserede en lang række danskere, der senere blev dømt for terror eller rejste til Syrien som hellige krigere. Selv var han i terrortræningslejr, før han rejste ned til Islamisk Stat. Alligevel blev danskpakistaneren Shiraz Tariq aldrig dømt, før han blev dræbt i Syrien. En ny bog, ‘ Danmarks børn i hellig krig’, går tæt på blandt andre bagmanden for de danske syrienskrigere. Politiken bringer her et bearbejdet uddrag.

Lokalet var køligt, og luften var sød og vammel af lugten fra gamle madpakker.

Den hvide maling skallede af tapetet, og de hårde stole i massivt træ var som taget ud af lektor Blommes klasselokale i ‘ Det forsømte forår’.

Nu var det efterår, sidst i oktober, og på sin vis lignede det også en undervisningstime i en almindelig dansk folkeskole: en række elever siddende på tre rækker forrest i lokalet og en lærer siddende bag et kateder for enden.

Men de fremmødte sad der ikke for at lære grammatik. Og den halve snes tilhørere var ikke i skole, men befandt sig i et slidt klublokale i Tingbjerg.

Eleverne havde vidt forskellig baggrund.

En var uddannet biokemiker, flere andre gik på Teknisk Skole, et par stykker var arbejdsløse.

En enkelt havde langt sort og skinnende hår, andre var karseklippede – som den klejne og lyse dansker, som stille sad ude i siden af lokalet og betragtede sine trosfæller.

Lukas var en dreng af få ord, og i situationer som denne foretrak han at lytte til andres.

Det skyldtes ikke mindst manden bag katederet, Shiraz Tariq. Med sin store religiøse viden og naturlige karisma havde han i løbet af de seneste to år styrket sin position som salafisternes ubestridte leder og sikret nye følgere til sin gruppe, Kaldet til Islam. Følgerne blev blandt andet hvervet gennem den sværm af propagandavideoer, Shiraz Tariq sendte ud på internettet.

Dengang da vi var i Danmark, der gav vi vores ord, der brugte vi vores tunger. Vi lavede jihad med vores tunger. Brødre, der sidder her i dag sammen med mig: Det er en velsignelse, at Allah har givet jer mulighed for at lave denne her hijrah (emigration, red.). Og for at lave hvad? For at lave jihad!

Shiraz Tariq

 Nu sad nogle af dem i klublokalet i Tingbjerg. Den 33-årige danskpakistaner var iklædt en islamisk kufi, en lang hvid kjortel og kondisko. Han så sjældent ned i den bog, han havde liggende foran sig, men fastholdt blikket på tilhørerne, mens han talte sig igennem en af sine ‘ påmindelser’.

Det var ikke tilfældigt, at Shiraz Tariqs følgere ofte betegnede ham som deres ‘ emir’. Godt nok kunne Kaldet til Islams inderkreds stadig tælles på tre hænder, men at holde sammen på en flyvsk fraktion af yderliggående salafister, der ofte var i karambolage med myndighederne, ofte havde fængselsdomme bag sig og ved siden af deres puritanske og ophøjede religiøsitet kæmpede med at få en uddannelse eller et arbejde, var en præstation i sig selv.

En gang imellem kom der sågar nye følgere til. Og på denne oktoberdag havde den 16-årige konvertit Lukas Dam taget imod tilbuddet fra en af sine religiøse venner om at deltage i Kaldet til Islams seance.

Som sådan var det ikke unormalt, at en konvertit som Lukas krydsede veje med Kaldet til Islam; rivaliseringen med Hizb ut-Tahrir og andre islamistiske grupper om hvervningen af nye medlemmer havde tvunget salafisterne til at skrue op for den dansksprogede propaganda. Og konvertitter, der kun har haft kortvarigt kendskab til islam og endnu ikke har fundet et muslimsk miljø at tilhøre, kan være lettere at lokke.

Derfor havde Kaldet til Islam sommetider besøg af etnisk danske muslimer, som kom for at tjekke Shiraz Tariq og hans budskaber ud. Men selv om danskpakistaneren havde gode overtalelsesevner, endte de færreste dog med at blive hængende. Dertil var linjen for rabiat.

Da påmindelsen var slut, tog Shiraz Tariq som altid fat i potentielt nye rekrutter.

Alene det at møde op til en seance som denne vidnede om en nysgerrighed, som Shiraz Tariq kunne lukrere på, men det var vigtigt for den religiøse læremester at sikre sig, at alle havde fået det hele med.

Var der spørgsmål til dagens emne, ville han gerne vide det, så han kunne svare fyldestgørende. Han spurgte også interesseret ind til de nye tilhøreres baggrund, til fælles venner og til, hvorhenne de havde hørt om Kaldet til Islams aktiviteter.

Salgstalen lod til at virke. Helt høj på sin nye indsigt erklærede Lukas lavmælt, men stolt, over for Shiraz Tariq, at han agtede at leve efter salaf – en konservativ og meget tekstnær fortolkning af de islamiske tekster. Han så nu sig selv som en retskaffen muslim. Som salafist.

Lukas havde ikke bare mødt en ny muslimsk sjæleven. Han havde mødt sin leder.

Og han var ikke den eneste i klublokalet, der var bjergtaget af Shiraz. I rummet sad også en anden ung danskpakistansk militant islamist. Både han og Lukas skulle siden blive rekrutteret af Shiraz som hellige krigere og ende med at slutte sig til Islamisk Stat i Syrien.

2004, KØBENHAVN

PET havde kendt til bagmanden for de danske militante islamister i mindst 8 år. I 2004 dukkede Shiraz Tariq op på efterretningstjenestens radar, da han stod bag en religiøs studietur, hvor 12 muslimer fra Danmark rejste til London for at besøge den kontroversielle prædikant Omar Bakri.

Bakri havde gentagne gange opfordret til voldelig jihad, ligesom han havde udtrykt stor sympati for »de pragtfulde 19«, som prædikanten kaldte de flykaprere fra al-Qaeda, der 11. september 2001 tog godt 3.000 mennesker med sig i døden.

Flere af rejsedeltagerne skulle senere blive efterforsket for terrorrelaterede handlinger, og et tip fra de britiske myndigheder ledte PET på sporet af Shiraz Tariq, der havde stået for at hverve deltagere til turen og booke flybilletterne.

Shiraz Tariqs forældre stammede fra Sialkot i Pakistan, men selv var han født på Vesterbro og opvokset i Avedøre Stationsby.

I barndommen spillede han fodbold i klubberne Vestia og Avedøre IF og var bidt af kampsport, især kung-fu – så besat, at han nærmest havde set samtlige af kampsportsstjernen Bruce Lees film og bøger.

Han var også tæt knyttet til sin farfar, som var meget troende. Og det var de jævnlige møder med farfaren, der for alradikalisering vor tændte den religiøse vækkelse i den unge mand. Shiraz Tariq blev bevæget over den energi og omsorg, farfaren lagde i barnebarnets studier af de religiøse tekster.

Der var mange elementer i den danske hverdag, der bød Shiraz Tariq imod. Letsindigheden.

Ligegyldigheden. Den retningsløse ungdom. Og efterhånden som han dykkede dybere og dybere ned i Koranens hellige skrifter og lyttede til sin farfars religiøse enetaler, tog afskyen over for de sekulære omgivelser til.

Hvem ønskede sig et samfund, der blev regeret af hykleriske og racistiske politikere, der var ligeglade med muslimerne?

Hvorfor kunne en gruppe danske drenge rende rundt i et indkøbscenter som uskyldige småbørn, mens efterkommere fra muslimske familier blev anråbt, chikaneret og betragtet som kriminelle?

Hvorfor var danskerne i det hele taget blevet så ligeglade med deres egen religion? Var det ikke et tegn på åndelig resignation? Og et sted mellem ungdommen og voksenlivet begyndte Shiraz Tariq at lade sit sorte skæg gro.

Rodløsheden svandt; religiøsiteten kunne samle alle de forvirrende og uafklarede spørgsmål og lede dem videre i samme retning. I den rigtige retning.

I islams retning.

Han begyndte at dukke op i flere moskeer på Nørrebro i København. I begyndelsen modtog han undervisning i Det Islamiske Trossamfund af imamen Abu Laban, men til de religiøse sammenkomster mødte Shiraz Tariq en gruppe unge mænd, der ikke var helt så betagede af prædikantens linje. De mente, den var for moderat, og introducerede Tariq til to andre moskeer på Nørrebro i København, der praktiserede en mere tekstnær og yderliggående fortolkning af islam.

Den somaliske moské på Nordre Fasanvej og Taiba-moskeen i Heimdalsgade havde hver især et ry for at tiltrække de mest konservative muslimer i hovedstaden, og især Taiba-moskeen skulle i de følgende år blive et knudepunkt for en række af de implicerede personer i flere danske terrorsager.

Det var blandt de vante gæster i Taibamoskeen, at Shiraz Tariq fandt deltagere til sin religiøse studietur til London. Og allerede året efter turen dukkede danskpakistanerens navn igen op: Den såkaldte Glostrup-sag trak overskrifter, da dansktyrkeren Abdulkadir Cesur blev taget på fersk gerning med et selvmordsbælte og næsten 20 kilo sprængstof i Bosnien.

Cesurs forældre havde forinden fortalt PET, at deres ellers så glade og fornuftige søn var »blevet hjernevasket« og nu havde fået »et mere fundamentalistisk syn på islam«, som PET senere refererede det i et internt notat.

Og da danske betjene 27. oktober 2005 slog til i en koordineret aktion, blev Shiraz Tariq tilbageholdt, men dog senere løsladt.

PET vidste udmærket, at Shiraz Tariq fungerede som en bagmand og religiøs læremester i miljøet. Men det var ikke nok at kunne bevise, hvordan danskpakistaneren havde været i jævnlig telefonisk kontakt med sagens hovedpersoner op til anholdelserne. Det var ikke nok at kunne konstatere, at Cesur ringede Shiraz Tariq op som det allerførste efter at have haft præventivt besøg af to PET-agenter før anholdelsen.

Det var ikke nok, at forældre til flere tiltalte forsøgte at forhindre deres børn i at besøge Shiraz Tariq – eller at danskpakistaneren havde undervist dem i tiden op til anholdelserne. Shiraz Tariq var og blev en fri mand.

Og hvis PET troede, at retssagen ville få ham til at slippe taget i sine trosfæller, skulle efterretningstjenesten blive klogere.

I denne periode forsvandt Shiraz Tariq i noget tid fra miljøet i København. Sammen med to andre venner fra Danmark rejste han til Pakistan med et formål, der på dette tidspunkt ikke blev taget nær så seriøst af de vestlige efterretningstjenester, som det senere skulle blive.

Tariq havde kurs mod en træningslejr i Kashmirprovinsen, det omstridte grænseland mellem Pakistan og Indien. Her modtog han træning hos den pakistanske terrorbevægelse Lashkar-e-Taiba sammen med sine to følgesvende, der dog endte med at tage hjem fra lejren før Shiraz Tariq.

PET overvågede Tariq intenst i denne periode, så alt peger på, at tjenesten har kendt til opholdet. Alligevel greb den ikke direkte ind.

Efterretningsfolkene så ikke desto mindre med alvor på Shiraz Tariqs adfærd, og da en anden terrorsag i efteråret 2007 ramte Danmark, var han endnu en gang blandt de efterforskede.

Danskpakistaneren Hammad Khürshid blev idømt 12 års fængsel for terrorplaner efter at have fremstillet sprængstof i sin lejlighed på Glasvej i Københavns Nordvestkvarter. Og mindre end et døgn efter at Khürshid fremstillede den første klump sprængstof, talte han i telefon med Shiraz Tariq.

Samtalen, der klokken 16.41 blev opsnappet af PET, havde et sært præg over sig.

»Du kender vodkaflasker, ikke?«, sagde Khürshid i telefonen.

»He he he. Javel«, svarede Tariq.

»Jeg har købt 4 flasker for 400 kroner flasken. Jeg var meget overrasket over prisen«, fortsatte Khürshid.

Khürshid og Shiraz Tariq var begge dybt troende muslimer og kunne formentlig aldrig drømme om at røre så meget som en dråbe alkohol. Det krævede ikke store efterretningsevner at konstatere, at det måtte være kodesprog.

I alt 8 personer blev anholdt i Glasvejsagen, heriblandt danskafghaneren Abdoulghani Tokhi, som senere blev dømt.

Det viste sig, at også Tokhis forældre forinden havde haft kontakt til myndighederne, fordi de var bekymrede over, at Shiraz Tariq radikaliserede deres søn.

Shiraz Tariq var blandt de anholdte, og politiet fandt både våben og et større kontantbeløb i udenlandsk valuta. Men våbnene viste sig at være en gaspistol og en stavpistol til køer, mens pengene angiveligt var farens og skulle bruges til at åbne en kiosk. Derfor blev Shiraz Tariq efter en kort afhøring løsladt, og manglende beviser imod ham betød, at danskpakistaneren endnu en gang slap for tiltale.

PET var bekendt med Shiraz Tariqs aktiviteter, og der var næppe længere nogen tvivl om, at han spillede rollen som radikalisator i kulisserne af det yderliggående islamistiske miljø i Danmark. Men han havde ikke efterladt sig fældende beviser, og så kunne man intet stille op.

Shiraz gjorde blot brug af sin ytringsfrihed, når han delte sine rabiate budskaber, og ytringsfriheden kunne ingen tage fra ham, så længe han ikke opfordrede åbent til vold.

FORSOMMEREN 2007, KØBENHAVN

Det var i 2007, at Shiraz Tariq for alvor begyndte at stige til vejrs i det militante islamistiske hierarki. I et afsides lokale i Ingeniørhøjskolens anonyme og grå bygningskompleks i Ballerup havde uddannelsesstedet indrettet et bederum for sine muslimske studerende.

Nogle gange var der få mennesker forbi i løbet af en skoledag, andre gange var lokalet fyldt op. Men antallet af besøgende i bederummet steg betragteligt, da Shiraz Tariq, som var elev på skolen, begyndte at afholde små lektioner i forbindelse med de daglige bønner i lokalet.

Shiraz Tariq var allerede kendt i Københavns radikale islamistiske cirkler som en karismatisk mand med sin charmerende fremtoning, runde kinder, sit store sorte skæg, sine smilehuller og gode talegaver.

Men i perioden på Ingeniørhøjskolen steg hans sociale anseelse betragteligt.

En af de mange elever, som Shiraz Tariq med tiden mødte i bederummet på Ingeniørhøjskolen, var en ung fyr med indvandrerbaggrund, som læste til bygningsingeniør.

‘ Eleven’ kendte ikke til Shiraz Tariq, før han stødte på ham i bederummet, men mødet blev skelsættende for ham. Han mente at kunne se et særligt guddommeligt lys – nuur – i Shiraz Tariqs ansigt, som var danskpakistaneren blevet opløftet af Allah selv.

Med sin milde stemme og sit fredfyldte blik vakte Shiraz Tariq straks sympati, og det var svært for Eleven at se, hvorfor danskpakistaneren ikke skulle have ret i det, han sagde. Var det måske ikke rigtigt nok, at muslimerne i Danmark var ved at glemme deres tro?

Var det måske ikke rigtigt, at broderskabet blandt muslimer var stærkere end blandt danskerne? Shiraz Tariq fortalte blandt andet Eleven, hvor vigtigt det var at lave dawah – at udbrede kendskabet til islam gennem missionering.

Det var, hvad profeterne i sin tid udførte, og derfor var det også enhver muslims pligt at gå på gaden for at omvende såvel vildledte muslimer som ikkemuslimer til islam. Ville man være succesfuld i dette midlertidige liv på Jorden, var missionering den eneste vej, fortalte Shiraz Tariq.

I løbet af de følgende år tog Shiraz Tariqs aktiviteter i bederummet til i styrke. Iført islamisk kjortel og et langt sort skæg, der fik ham til at se ældre ud, holdt han korte foredrag om udvalgte islamiske begreber og begyndte at kalde sine taler for ‘ påmindelser’. Det havde en klang af autoritet over sig.

Enkelte gange formåede Shiraz Tariq endda at tiltrække muslimer, der ikke gik på skolen, til sine påmindelser. Bederummet på Ingeniørhøjskolen var ved at udvikle sig til en lille selvbestaltet moské, der havde faste aktiviteter på linje med landets øvrige muslimske bedehuse.

Indflydelsen steg, og med den fik Shiraz Tariq for alvor mulighed for at udvide sine aktiviteter. Især blandt salafister havde man længe snakket om at gøre mere for at reklamere for sin tro udadtil – det lå jo i islams natur, at religionen skulle udbredes til så mange som muligt – men med Shiraz Tariq ved roret blev missioneringen for første gang sat i system.

Uge efter uge samlede han sine følgere og marcherede rundt på Nørrebro og i forstaden Tingbjerg for at uddele flyers og komme i dialog med både muslimer og ikkemuslimer.

Sammen med et par kammerater fik Shiraz Tariq lavet en slags butiksdisk, som han slæbte med sig rundt til sine aktiviteter.

Han fik også fremstillet et stort banner i klassisk konferencestil med spørgsmål som ‘ Hvad er meningen med, at vi er på jorden?’ og ‘ Hvor kommer vi hen, når vi dør?’, der skulle lokke uafklarede sjæle til.

Missioneringen blev også en måde for Shiraz Tariq at belønne sine følgere på.

Når de havde været til tilstrækkelig mange af hans religiøse forelæsninger, blev de inviteret med ud for at missionere. Det gjaldt også Eleven, der følte en vis stolthed over at være blevet indlemmet i det fi-ne selskab.

Shiraz Tariq fremstod som en mand, der vitterlig havde dedikeret næsten alle sine vågne timer til islam, og hans nærmeste kunne se, hvordan han kunne blive oprigtigt bekymret, når han mødte en muslim uden det store religiøse kendskab. Han kunne næsten blive ked af det på vegne af denne stakkels bror, der var så uoplyst.

Udstyret med megafoner og religiøse gevandter brugte Shiraz-gruppen deres fritid på at uddele foldere og råbe deres budskaber ud i de københavnske gader.

Det var et signal om, at der nu fandtes en salafistisk gruppe i Danmark, der offentligt stod ved sine holdninger og endda brugte tid på at udbrede dem. Det aftvang respekt. Og det gav Shiraz Tariq endnu flere følgere.

Sådan fortsatte det. Jo mere fodfæste Shiraz-gruppen fik, desto mere central blev Shiraz Tariq for hvervningen af nye medlemmer i miljøet – et mønster, der bekymrede både PET og gadeplansarbejdere i Københavns Kommune, som med stor frustration kunne observere rekrutteringen på afstand, men ikke formåede at dæmme op for den.

Shiraz Tariq talte bedre dansk og havde en større forståelse for det danske samfund end de fleste af gruppens 15-20 løse eller faste medlemmer. Det var Shiraz Tariq, der udlagde den politiske situation for sine følgere; ham, der henledte deres opmærksomhed på artikler i danske og udenlandske medier, som han mente var hykleriske; ham, der udvalgte de islamiske kilder, der skulle studeres; ham, der udpegede Anders Fogh Rasmussen og George W. Bush som islams hovedfjender.

Den religiøse identitet var ikke det eneste, Shiraz Tariq byggede sin nye gruppe op omkring. Flere af hans følgere var imponerede over det sociale overskud, han var i besiddelse af. Selv om han havde sin egen familie at tænke på, var Shiraz Tariq altid den første til at tilbyde sin hjælp, når en bror i gruppen havde brug for det.

Det fik Eleven også at mærke den dag, Shiraz Tariq skulle aflevere sit afgangsprojekt på Ingeniørhøjskolen. Shiraz Tariq var stresset, han var bagud, og han frygtede, at han ikke kunne nå at printe sit projekt ud i tide. Eleven havde brug for et hjælpende råd fra sin religiøse læremester, men turde dårligt spørge i så tilspidset en situation.

Men Shiraz Tariq lagde opgaven fra sig, tog sig tid til sin kammerat og påbegyndte en længere monolog om islam.

Eleven skulle huske på, at Allah er den eneste gud, og en utvetydig tilbedelse af Allah ville være nøglen til at få løst elevens personlige problemer, fortalte Tariq.

Eleven kom til at stresse på sin vens vegne.

»Du skal aflevere dit projekt. Du har 5-10 minutter tilbage,« sagde han til Shiraz Tariq.

»Jeg er ligeglad med det«, svarede danskpakistaneren.

»Folk skal vide, hvad islam er«. I rolige og tålmodige vendinger forklarede Shiraz Tariq sin kammerat om sorgerne i livet, og om, hvad der skulle til for at lette dem. Shiraz Tariq lod til at være fuldstændig ligeglad med opgaven. En bror i nød kom altid i første række, sagde han. Og Eleven var rørt.

Shiraz Tariq endte til sidst med at få afleveret sin opgave, men dimitteringen fra Ingeniørhøjskolen betød langtfra, at Tariq havde sat sine fødder på skolen for sidste gang. Det følgende år vendte han jævnlig tilbage for at rekruttere elever til sin gruppe.

Eleven, der stadig gik på skolen, fik sommetider et opkald fra Shiraz Tariq, ville vide, hvornår der var frokostpause.

Herefter mødte den efterhånden selvbestaltede imam op og bad Eleven om at udpege nogle folk, der kunne være særligt modtagelige over for en hurtig religiøs salgstale i frikvarteret.

Når Eleven havde udpeget en række lette mål i skolens kantine, gik Shiraz Tariq hen, satte sig ned ved bordet, hilste med et ‘ salam alaykum’ og påbegyndte sin tale om Allahs almægtighed og livets ufravigelige mål om at holde sig fra synder og fristelser. Det handlede om at komme nærmere Allah, sagde Shiraz Tariq ofte.

Støtterne på skolen kunne med forbløffelse konstatere, hvordan Shiraz Tariq sommetider lykkedes med at overtale andre af skolens elever til at kigge forbi hans påmindelser. Smilet, venligheden og de simple budskaber havde en vis appel.

Shiraz Tariq kunne tilbyde sine nye rekrutter en ny og positiv appetit på et til tider besværligt liv, et broderskab med tætte venskaber og en leder, der altid stod klar med hjælp og støtte. Man kunne få hele pakken med det samme, og selv om Shiraz Tariq altid henviste til islam som stedet, hvor der skulle findes svar, var religionen reelt kun et element ud af mange, der tilsammen udgjorde det salafistiske broderskab.

Det var også årsagen til, at en håndfuld københavnske unge med en meget begrænset viden om islam i løbet af få uger sprang ud som salafister i denne periode.

Shiraz Tariq var ikke noget intellektuelt vidunder, så langtfra, men det var tydeligt, at han var mere begavet end mange af de mennesker, han omgav sig med. Og hans betænksomhed kunne ingen tage fra ham. Når der var private problemer, var det altid Shiraz Tariq, der spurgte ind til dem.

Og når et medlem af Shiraz-gruppen skulle ud at rejse, var det Shiraz Tariq, der klokken 4 om morgenen stod klar med bil og kørte vedkommendes familie til lufthavnen. Det var den slags, der ikke bare gav lederen autoritet, men også gjorde ham til et socialt knudepunkt for en gruppe af ofte forvirrede sjæle, der som så mange andre i den alder famlede rundt efter et fundament at stå på, en sag at tro på, en vej at gå på.

Og med den tiltagende opbakning kunne Shiraz Tariq nu officielt etablere sin gruppe, Kaldet til Islam. Målet var på sigt at vælte regeringen i Danmark og implementere et shariastyre i stedet. Shiraz Tariq udnævnte sig selv til emir al-mumineen – ‘ generalen for de troende’ – inspireret af afghansk Talebans daværende leder, mullah Omar, som bar samme kaldenavn.

Samtidig udpegede han en række venner som ‘ guvernører’ for forskellige københavnske bydele. Og mens mere moderate fraktioner i det muslimske miljø rystede på hovedet ad bagmandens storhedsvanvid, var Shiraz Tariq ikke en mand, der spøgte med sit religiøse virke.

Hjemmesiden kaldet. com blev oprettet, et logo blev designet, og gruppen af 10-15 unge mænd, hovedsagelig mellem 16 og 24 år, begyndte at arrangere ugentlige aktiviteter i et kælderlokale i forstaden Tingbjerg, hvor flere af Kaldet til Islams medlemmer boede og havde deres netværk.

Med udtalt sans for drama og ny teknologi producerede Kaldet til Islam i løbet af 2010 en række film, som næsten altid spillede på en selvoplevet kamp mellem den islamiske og ikkeislamiske verden.

I introen til videoerne fik seerne at vide, at islam er en altomfattende størrelse: »Lev for det, tro på det, og vær klar til at dø for det«, lød det i sekvensen, som fulgtes op med Kaldet til Islams logo og sloganet: ‘ Kaldet til Islam//islam vil dominere over hele verden«. Videoerne blev spredt via Kaldet til Isder lams hjemmeside og lukkede jihadistiske chatfora på nettet, hvor radikale islamister kunne downloade filmene gratis.

Det handlede om at opbygge et tæt broderskab, der kunne bede sammen, missionere sammen i Københavns gader og besvare hinandens religiøse spørgsmål for at strømline argumenterne og sikre, at alle mente det samme om alt fra kontroversielle islamiske tekster over alkohol i parfume til konflikten mellem Israel og Palæstina.

Det var en af Shiraz Tariqs ledelsesmæssige kæpheste; muslimerne måtte holde sammen, og for at undgå intern splid var det vigtigt at tale med én samlet stemme. Det handlede for Shiraz Tariq om at undgå, at hans store frygt blev til virkelighed: at muslimerne i Danmark ville falde i »de vantros fælder«, lade sig integrere og miste deres identitet som muslimer.

Ofte talte han om »islams vej« og »den rigtige vej«, og flere af de kammerater, der havde kendt Shiraz Tariq op gennem ungdommen begyndte at få det indtryk, at han efterhånden dårligt nok betragtede dem som muslimer.

Når Shiraz Tariq holdt sine påmindelser, foregik det ofte i det gamle klublokale i Tingbjerg. Her kunne Shiraz docere uforstyrret for sine følgere og give dem svar på alt fra global storpolitik til formaninger om hverdagsslang.

Det sidste kom eksempelvis til udtryk, når Shiraz en dag forbød sine proselytter at benytte det, han konsekvent kaldte for »F-ordet«, eller når han bogstaverede ukvemsord som ‘ l-u-d-e-r’ for ikke at komme i karambolage med Koranens påbud om at vise sine omgivelser respekt gennem det talte ord.

Anderledes grov i munden kunne Shiraz dog være, når det drejede sig om personer eller organisationer, som han opfattede som fjender af islam. Flere af tilhørerne havde formentlig været til stede, da Shiraz året forinden havde holdt en påmindelse om izharudeen – islamisk dominans – og ikke lagde fingre imellem i sin karakteristik af en række statsledere og vestlige alliancer.

»Brødre, hvem er de vantro? Nato, UN, Unicef, IMF-banken, Anders Fogh, Obama, Helle Thorning… Deres kendetegn er, at de er kuffar. Og hvad bruger de? Deres penge, deres magt! Hvorfor? For at forhindre islam! De bruger deres penge, tanks, dronefly, de vil gerne nedgøre islam på denne her måde. Allah vil tilintetgøre deres handlinger!«, tordnede Shiraz Tariq.

»Allah vil tilintetgøre deres handlinger! Deres status er intet, de er intet, deres handlinger vil Allah aldrig acceptere. De prøver at gøre muslimerne bange med alle mulige teknologier. Med deres medier, med alt! De er ligesom snavs. Og hvor er det, vi putter snavs hen? I skraldespanden! Deres endestation er helvede«.

Det var også i klublokatet, at Shiraz Tariq i oktober 2012 prædikede foran Lukas, Amir og flere andre salafister, der siden skulle rejse til Syrien for at slutte sig til militante islamistiske oprørsgrupper som Nusra-fronten og Islamisk Stat.

PET var formentlig klar over, hvad der foregik. Shiraz Tariq kendte personligt alle dømte i Glostrup-sagen og Glasvejsagen, men var selv – på trods af afhøringer, anholdelser og belastende aflytninger – gået fri begge gange.