Efter 3 år i Gucci-ghetto: Khalil rystet over rige danske børn

Om jeg synes det er mest synd for dem, der bliver presset, eller dem som selv dyrkede den sindssyge kultur, ved jeg egentlig ikke, skriver Khalil,der blev student i Hellerup sidste år

Khalil er bange. mit råd til ham er hjem i er selv skyld i af vi ser skævt til jer.
Khalil er bange. mit råd til ham er hjem i er selv skyld i af vi ser skævt til jer.

– Jeg er født og opvokset i Søborg, og havde i en alder af 15 år intet kendskab til Hellerup eller gymnasierne tæt ved Strandvejen, Gammel Hellerup, Ordrup Gymnasium og Øregård

– Jeg kendte ingen som gik på Øregård Gymnasium, et gymnasium som ligger i hjertet af Hellerup og ofte er kendt som ‘gymnasiet hvor prinserne gik’.

Kendte ikke et øje i 2900 Happiness
– Jeg kendte sågar heller ingen fra resten af Hellerup, men en bekendt fortalte mig godt om Øregårds faciliteter og faglige niveau, og dette var netop hvad jeg søgte. Derfor faldt mit valg på Øregård Gymnasium, da jeg skulle sætte navn på min første prioritet over gymnasier i landet.

Sådan indleder nationens! Khalil et brev, om ghetto-problematikken, forældreansvaret og evnen og lysten til at passe sin skole på en forsvarlig måde. For Khalil – som i dag er studerende på CBS i København – synes der er noget galt, og derfor fortsætter hans brev således:

Lettet over at sige farvel
– Da jeg stod med min flotte studenterhue på hovedet i sommers og havde fuldført tre års uddannelse på Øregård , følte jeg lettelse.

– Ikke kun over, at have knoklet hårdt fagligt, men men mest fordi, der gemmer sig en grim og forskruet kultur blandt Hellerups ungdom. En kultur som jeg fik lov at opleve og være vidne til gennem mine tre år i byen som bærer postnummeret 2900.

– Det var svært at falde til blandt ungdommen i Hellerup, og selv efter tre år, følte jeg aldrig at jeg blev en del af den.

Jeg blev ofte hjemme ‘med familien’
– Jeg har aldrig været typen som har festet særligt meget, og kunne hurtigt mærke i introperioden det første år, at jeg ofte måtte sige ‘jeg tror jeg bliver hjemme med familien i aften’.

– Og lynhurtigt voksede der sig et fællesskab baseret på byture, alkohol og penge, som jeg aldrig blev en del af.

Og passede min skolegang
– Derfor gik jeg det første år flere gange med seriøse overvejelser om et gymnasieskift, men måtte erkende at det faglige niveau samt faciliteterne på stedet altså var for gode til, at jeg ville lade mig slå ud af de andres syn på tingene.

– Jeg holdt i stedet tæt sammen med de kammerater som havde samme syn som jeg selv – at passe min skolegang og drage nytte af det faglige niveau på skolen, og undlade at blande mig i de forskruedes livsstil.

Forældrenes ansvar for deres guldske-børn
– Mens vi i Danmark altid taler om de unge mennesker i ghetto-områderne og altid har den samme debat om, at forældrene har et ansvar i disse sager, så belyser ingen problematikken i den modsatte front, nemlig ungdommen i Nordsjælland, som er født og opvokset med en guldske i munden.

– Og hvad der starter som en lidt arrogant attitude, krydret med fars Dankort i pungen, ender i mange tilfælde ud i alvorlige sager.

Enkel og ækel
– Livsstilen blandt mange af de unge i Hellerup var egentlig meget enkel, men også ækel.

– Det handlede om, hvem der havde flest penge. Hvem der havde mest magt.

– Hvem der havde mest at skulle have sagt. Hvem der havde de dyreste tasker og de fedeste biler.

– Og hvem der havde de dyreste flasker på natklubberne. Hvor jeg førhen var vandt til, at folk snakkede om hvad de skulle lave i weekenden, eller hvilken film de skulle se i biografen, handlede det pludselig om noget helt andet.

Skal bordet koste 15000 – og gider vi ha’ ham med?
– Hvor dyrt et bord skulle man have i byen i aften? Det til 10.000 eller 15.000? Hvem skulle med? Var ham fra klassen nu sej nok til at få lov at være med?

– Jeg oplevede ofte kulturen som en swingdør.

– Jeg så folk komme ind på skolen, fordi de havde hørt godt om faciliteterne, for så igen at gå få uger efter, fordi det sociale pres blev for stort.

– Ofte følte jeg det som om, at der var fire typer af unge på skolen.

1. En stor gruppe, som selv dyrkede det forskruede livssyn.

2. En gruppe som ikke kunne klare måden de andre var på, og valgte at søge nye veje.

3. En gruppe hvor jeg selv ville indgå – gruppen som heller ikke kunne klare kulturen derude, men valgte at hænge på, og forsøgte så vidt muligt at koncentrere sig om sin skolegang og undlade alt det andet.

3. Og så var der egentlig også en lille gruppe, som blev revet så meget med af kulturen og livssynet, at de ændrede sig 180 grader.

Løj og sagde han var rig
– Jeg havde selv en god kammerat i 1.g, som langsomt ændrede adfærd, og havde behov for at fortælle folk, at han var rig og havde flere biler og huse rundt omkring i verden – noget som vi alle vidste var løgn, og også noget som er fuldstændig vitterligt.

– Vitterligt fordi, at presset kan blive så stort, at man føler en trang til at være som alle de andre, og begynde at starte løgne om ens bankkonto.

– Om jeg synes det er mest synd for disse, som følte så stort et pres, at de lod sig rive med, eller om jeg synes det mest synd for dem som selv dyrkede den sindssyge kultur, ved jeg egentlig ikke.

Unge bliver overladt til sig selv
– Men hvor ligger ansvaret? Hvem har ansvaret for denne absurde kultur blandt Hellerups ungdom, som handler om alt andet end normal skolegang og et godt fællesskab? For mig er det en blanding af to ting.

– Forældrene som har for travlt med deres egen virksomhed, og derfor simpelthen slipper de her unge mennesker, som bliver overladt til sig selv det meste af tiden.

– Og som et plaster på såret, betaler far hvad end de nu måtte forlange af økonomiske midler, hvilket resulterer i, at disse unge mennesker ikke har noget forhold til penge.

Og arven betyder at de ikke behøver gøre sig umage
– Samtidig er disse forældre ikke særlig engageret i børnenes skolegang, fordi de føler, at arven gør, at de altid har noget at falde tilbage på.

– Det andet er det her enorme gruppepres, som mærkes fra det sekund man træder ind i miljøet.

– Og man kan vel et eller andet sted godt forstå, at det som 15-16 årig, kan være svært, at se sine klassekammerater i Louis Vuitton, Gucci og Givenchy.??

– Jeg er ikke ude på at generalisere, og derfor vil jeg gerne fastslå, at dette er hvad jeg oplevede gennem mine tre år.

Det er min oplevelse – og lærerne var gode
– Og samtidig var der for mig ikke en finger at sætte på skolens faglige niveau, som var højt grundet de rigtig gode faciliteter, blandet med dygtige lærere som tydeligvis var nøje udvalgt af ledelsen.

– Men jeg oplevede større sociale problemer blandt Hellerups velhavende ungdom, end jeg havde troet jeg ville, slutter Khalil.