Det lyder så fint Morten Østergaard men du og dit parti er ved at overgive Danmark til islam .

Frihedskæmpernes arv er på spil

Det er helt nødvendigt, at vi med den samme beslutsomhed, som frihedskæmperne udviste, forsvarer frihedsrettighederne og de grundlæggende værdier, vores samfund bygger på.
Forleden besøgte jeg Holocaustmuseet i Jerusalem. Jeg følte stolthed, da jeg stod foran det træ, som er plantet til hyldest for dem, der hjalp de danske jøder. Tænk hvis vi engang kunne besøge et fredfyldt Syrien og – på museet til minde for krigens ofre – se et træ med tak til de danskere, der hjalp, da det gjaldt.
Den 5. maj er en ganske særlig dag. Vi højtideligholder befrielsen i 1945, og vi mindes og ærer dem, der faldt i kampen for Danmarks og Europas frihed. Det gælder især vores frihedskæmpere, der betalte den højeste pris for, at vi andre kan nyde det privilegium at leve i et frit og demokratisk samfund.
Jeg vil benytte lejligheden til at hylde den arv af grundlæggende frihedsrettigheder, som frihedskæmperne har skænket os. Den arv er udfordret i disse år. Både af en meget konkret terrortrussel, og af dem, som i terrorbekæmpelsens navn er villig til at sælge ud af frihedskæmpernes arv.
Det er vigtigt at huske på, hvad der var målet for frihedskampen. Målet var kort og godt genindførelsen af folkestyret, af retsstaten og af de liberale frihedsrettigheder, vores samfund bygger på. Det mål nåede vi, og det har generationer siden nydt godt af.
Efter krigen viste grundlæggende frihedsrettigheder som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed sig at være stærkt rodfæstet i det danske samfund. Under Den Kolde Krig, hvor vi havde al mulig grund til at være bekymrede over truslen fra øst, indførte vi aldrig berufsverbot som i Vesttyskland, hvor kommunister og andre yderligtgående var forment adgang til offentlige embeder. Vi indførte aldrig begrænsninger i kommunisternes ret til at forsamles. Og vi indførte aldrig indskrænkninger i deres ytringsfrihed.
Det danske samfund var stærkt nok til at rumme, at nogle syntes, at folkestyret burde afskaffes og erstattes af proletariatets diktatur. At den væbnede revolution var det eneste saliggørende, og at man måtte indstille sig på, at der ville flyde blod i gaderne, fordi revolutionen – med Maos ord – jo ikke var et teselskab. Men vores samfund var også stærkt nok til, at de måtte give udtryk for det. Ved møder, på skrift og i tale, i fuld offentlighed, i medierne. Vi kan alle blive chokerede og forargede over ekstreme synspunkter. Men i Danmark har vi en god tradition for at skelne mellem ytringer og handlinger.
Det stærke ved ytringsfriheden er, at selv de mest outrerede synspunkter kan fremsættes, debatteres og vurderes. Ekstremister bliver klædt af til skindet, når de pludselig skal til at argumentere for deres sag. Derfor er den demokratiske samtale også det bedste værn mod ekstremisme. Ikke forbud, der blot forærer ekstremisterne et tillokkende martyrium.
Når vi stilles over for konkrete terrortrusler, er det fristende at slække lidt på frihedsrettighederne. For at forebygge et angreb, der kan koste mange uskyldige mennesker livet. Hvem kan dog have noget imod øget overvågning, hvis man ikke har noget at skjule?
Lovlydige borgere har ret til, at der ikke er nogen, der stikker næsen i deres private forhold. At man ikke har noget at skjule kan aldrig være et argument for at lade staten overvåge ens færden fra morgen til aften. Bare spørg, hvordan borgerne i DDR havde det med de systematiske og massive overgreb mod privatlivets fred, som de oplevede. Jeg siger ikke, at Danmark bliver til DDR. Men sessionslogning af vores færden på internettet er potentielt et væsentligt stærkere overvågningsredskab end noget, Stasi nogensinde rådede over.
Forleden var jeg i Israel og besøgte Holocaustmuseet i Jerusalem. Jeg følte en stolthed, da jeg stod foran det træ, som er plantet på museet til hyldest for dem, der hjalp de danske jøder i sikkerhed. Bedrifterne fra dem, der turde, er i dag en del af vores kollektive, nationale selvforståelse.
Men på Holocaustmuseet finder man også en anden historie. Den om en verden, som vendte de europæiske jøder ryggen. Historien kender vi. Et banesår i menneskehedens kollektive samvittighed. Så når vi hylder frihedskæmperne. Og når vi hylder hjælpen til de danske jøder. Ja, så hylder vi det civile mod. Den folkelige ledelse. De, som trods fare og risiko for forfølgelse, besluttede sig for at holde deres egne værdier og forestillinger om ret og vrang som ledestjerne.
På samme måde har Linda fra Rødby sikkert haft det i efteråret. Da flygtningene strømmede ud på landevejene og velvillige danskere kørte rundt for i det mindste at give dem et lift, slog hun døren op til sit hjem. Skrev »Døren er åben« på bl.a. arabisk. Og omdannede sit hjem til et mødested mellem dem som havde brug for hjælp, og dem som havde lyst til at give den. Selv tog hun færgen frem og tilbage for at fortælle flygtningene, hvad de skulle gøre. Helt lovligt var det ikke. Det måtte jo bl.a. debattøren Lisbeth Zornig sande, da hendes meget omtalte køretur til Sverige med en flygtning blev takseret til en bøde. Linda stemmer i øvrigt på Dansk Folkeparti og har tænkt sig at blive ved med det. Det handler ikke om politik. Det handler om medmenneskelighed.
Danmark er ikke besat. Ingen flygtning behøver frygte for sit liv i hænderne på danske myndigheder. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad historiebøgerne mon vil skrive om os, der bærer politisk ansvar i dag. Og om dem, som trodsede de politiske begrænsninger og gjorde, hvad deres samvittighed bød dem. Tænk hvis vi engang kunne besøge et genopbygget og fredfyldt Syrien og i Damaskus – på museet rejst til minde for krigens ofre – se et lille træ med tak til de danskere, der rakte deres hånd ud og hjalp, da det gjaldt. Det ville gøre mig stolt.
5. maj er et godt tidspunkt at standse op og tænke efter, om vi egentlig forvalter arven fra frihedskampen ordentligt. Jeg synes ikke, at vi helt er der, hvor principperne om retssamfundet nyder den respekt, de fortjener.
Det er helt nødvendigt, at vi med den samme beslutsomhed, som frihedskæmperne udviste, forsvarer frihedsrettighederne og de grundlæggende værdier, vores samfund bygger på. Et retssamfund med frie og myndige borgere, hvor alle betragtes som ligeværdige, og hvor den stærke og den velstående ikke skal påtvinge andre deres vilje. For vi er alle forpligtet over for hinanden.