Den saudiske løsning

af Daniel Pipes
Washington Times
18. Maj 2016

Nu hvor de europæiske regeringer smækker porten i over for de illegale, mellemøstlige immigranter, hvor kan syrere og andre så tage hen, ikke alt for fjernt fra deres hjemland, i deres søgen efter sikkerhed og arbejde? Svaret er indlysende, men bliver i forbavsende grad ignoreret: til Saudi-Arabien og de andre rige, arabiske sheikdømmer.

De mere end en million migranter, som sejlede, tog toget eller bussen eller spadserede til Nordeuropa i løbet af det seneste år, overbelastede kontinentets evner og gode vilje. Dette store antal skabte siden hen forbitrelse på grund af kriminalitet og sygdomme, en uvilje til at lade sig assimilere, en stræben efter at gennemtvingeislamiske love, samt oprørende begivenheder som taharrush (de seksuelle masseovergreb) i Køln og angrebene i Paris og Bruxelles.

I en reaktion på dette er populistiske og fascistiske partier (som henholdsvis National Front i Frankrig og Jobbik i Ungarn) blevet styrket. Den europæiske stemning har ændret sig så dybtgående – hvilket fremgik afvalgene i Tyskland i marts måned – at antallet af illegale migranter, der kommer ind, sandsynligvis vil være stærkt reduceret, uanset hvilke nye ruter de måtte forsøge sig med, for eksempel gennem Italien.

Dette efterlader et stort antal potentielle migranter, som ønsker at komme til Europa. En kommissær i den Europæiske Union (EU), Johannes Hahn, har oplyst, at “20 millioner flygtninge venter på Europas dørtrin. … Mellem 10 og 12 millioner i Syrien, 5 millioner palæstinensere, 2 millioner ukrainere og omkring 1 million i det sydlige Kaukasus.” Ja, men det er blot en begyndelse; jeg ville også tilføje et kolossalt antal libyere, egyptere, yemenitter, irakere, iranere, afghanere og pakistanere – og ikke blot politiske flygtninge, men også økonomiske migranter. Alt i alt kan antallet af muslimer, som er rede til at emigrere, potentielt matche de nuværende 510 millioner EU-borgere.

Hvor skal de så tage hen? Der findes et nærliggende, ønskværdigt alternativ til Europa; faktisk er der tale om et sted, der er så attraktivt, at fremmede allerede udgør halvdelen af befolkningen: det er de seks Golf-stater, der er forsamlet i Gulf Cooperation Council (GCC): Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar, Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater. Lad os fokusere på kongedømmet Saudi-Arabien, det største af landene med hensyn til udstrækning, befolkning og økonomi.

Saudi-Arabien har mange enestående fordele for sunnimuslimer. For det første har det 100.000 højkvalitets, tomme fiberglastelte, som kan rummer omkring 3 millioner mennesker, stående i Mina, lige øst for Mekka. Denne enestående, brandsikrede og airkonditionerede resurse, komplet med toiletter og køkkener, er kun optaget fem dage om året af pilgrimme på hajj.

Nogle af de 100.000 fiberglastelte i Mina, Saudi-Arabien.

Sammenligner man Saudi-Arabien med landene i Nordeuropa, har landet mange fordele:

  • Geografi: Meget tættere på.
  • Klima: Varmt.
  • Sprog: Arabisk.
  • Økonomi: Et umætteligt behov for arbejdskraft.
  • Lovsystem: Betryggende velkendt.
  • Religion: Islam, Islam, Islam.

Kulturelt oplever mange sunnier sig mere åndsbeslægtede med saudiernes strenge regelsamfund end med Vestens sekulære miljø. I Saudi-Arabien kan muslimer triumfere i et samfund, som tillader polygami, børneægteskaber, hustruvold, kvindelig omskærelse og halshugninger og kun har milde straffe for slavehold og æresdrab.

Saudierne giver også uhindret muslimer mulighed for at undgå haram (forbudte) fænomener som hunde som kæledyr, gris og alkohol, rentebetaling ved lån, lotterier og kasinoer, Valentine’s Day, kvinder i afslørende klæder, dating og “gentlemens klubber,” homobarer og bøsseægteskaber, narkosubkultur og offentlige udtryk for anti-islamiske synspunkter.

I Saudi-Arabien er der ingen fare for at løbe ind i en “gay pride parade” som denne.

Landene ved den Persiske Golf er blevet beskyldt for ikke at have taget imod “en eneste” syrisk flygtning. Alligevel hævder de saudiske myndigheder at have taget imod 2½ million syrere. Hvordan forklarer man denne uoverensstemmelse?

Til dels ved at saudierne lyver. Men til dels også ved, at GCC og andre arabisktalende lande som Irak, Jordan, Libanon og Syrien aldrig har underskrevet Flygtningekonventionen fra 1951 (fordi de afviser konventionens mål om genbosættelse, når det drejer sig om palæstinensere). Følgelig undgår de at bruge betegnelsen flygtning,med dens implikation af varig bosættelse, og refererer i stedet til gæster, som blot opholder sig i landet midlertidigt, indtil de rejser hjem igen.

Hvor mange syrere har man lukket ind i Saudi-Arabien? En undersøgelse ved Lori Plotkin Boghardt fra Washington Institute for Near Eastern Policy vurderer, at antallet ligger i den “lave ende af hundred tusinder,” omkring 150.000. Det er en lille andel i forhold til de over fire millioner i Tyrkiet, Libanon og Jordan – og bare 5 procent af de migranter, der kunne huses i Minas strålende telte.

At rige, arabiske stater er så elendige til at åbne armene for sunnimuslimer, der er i problemer, afslører en strøm af egoisme og hykleri. Deres manglende hjælp bør ikke belønnes; det er på høje tid, at regeringer og flygtningeorganisationer holder op med at fokusere på Europa og i stedet vender blikket mod de arabiske stater, som er i stand til, relativt nemt, at tage imod, huse og beskæftige deres desperate brødre.