Den farlige profet

Muhammed er forbillede for millioner af muslimer – men også for terrorister. Det skyldes at Islams hellige profet også havde tyranniske og paranoiske personlighedstræk, vurderer den tysk-egyptiske islamekspert Hamed Abdel Samad

Jo mere jeg nu studerer Muhammed, jo mere forekommer det mig, som står jeg med et sæt tarotkort i hånden. Nogle kort giver trøst og håb, mens andre er dybt skrækindjagende. Nogle gange trækker jeg den moralsk argumenterende prædikant fra Mekka, andre gange den intolerante krigsherre fra Medina. Her er både en mand, der taler for medfølelse og tilgivelse, og en psykisk syg massemorder og tyran, skriver Hamed Abdel-Samad.
Jo mere jeg nu studerer Muhammed, jo mere forekommer det mig, som står jeg med et sæt tarotkort i hånden. Nogle kort giver trøst og håb, mens andre er dybt skrækindjagende. Nogle gange trækker jeg den moralsk argumenterende prædikant fra Mekka, andre gange den intolerante krigsherre fra Medina. Her er både en mand, der taler for medfølelse og tilgivelse, og en psykisk syg massemorder og tyran, skriver Hamed Abdel-Samad.

Mange muslimer er endnu i dag taget som fanger af den mystiske figur Muhammed, der levede i 600-tallet. Omvendt er også den historiske Muhammed selv taget som fange af muslimers overdrevne tilbedelse og krav på hans ukrænkelighed.

Profetens allestedsnærværelse inden for uddannelse og politik og den overdrevne fokusering på den religiøse komponent i mange islamiske samfund blokerer for udvikling af alternative identiteter. Alt går tilbage til ham; han svæver over alt og dominerer hverdagen for muslimske borgere, politikere og teologer. Samtidig hindrer muslimers stærke følelsesmæssige tilknytning til og ureflekterede ophøjelse af Profeten, at der kan foretages en historisk-kritisk undersøgelse af Islams grundlægger.

Engang var jeg selv strengt rettroende muslim, og troede, at jeg vidste, hvad der er værd at vide om Muhammed, for jeg havde jo læst hans biografi, Koranen og hans talrige hadither. Som forsker har jeg siden måttet lære mig at anlægge kritisk distance.

Jo mere jeg nu studerer Muhammed, jo mere forekommer det mig, som står jeg med et sæt tarotkort i hånden. Nogle kort giver trøst og håb, mens andre er dybt skrækindjagende. Nogle gange trækker jeg den moralsk argumenterende prædikant fra Mekka, andre gange den intolerante krigsherre fra Medina. Her er både en mand, der taler for medfølelse og tilgivelse, og en psykisk syg massemorder og tyran.

Mit ønske med at udgive min nye bog Muhammed – et opgør, har ikke været at skrive endnu en Muhammed-biografi, men derimod at finde min egen personlige tilgang til at bedømme hans liv og værk. Ikke blot ud fra vores tids værdinormer, men også ud fra hans egen epokes moralske og sociale kriterier. For også set fra hans samtidiges perspektiv begik Muhammed forkastelige ugerninger. Desuden forsøger jeg at forstå de politiske og psykologiske motiver bag hans handlinger.

Magt og anerkendelse

Som barn voksede Muhammed ikke op hos sin far og mor, men blandt fremmede beduiner. Da han kom tilbage til Mekka, måtte han vogte får som en slave for sine herrer, der tilsyneladende ikke satte ham højt. Han fik hverken kærlighed eller omsorg fra sine forældre, men savnede også lederfigurer. Rollen som sin egen enmandshær fik han allerede i vuggegave. Siden giftede han sig med en rig enke og fik stilling i hendes virksomhed som driftig karavaneleder. Han var velhavende og lader til at have været lykkelig.

Men i en alder af 40 år røg han pludselig ud i en eksistentiel krise. Han vandrede alene rundt i ørkenen, mediterede i en hule, havde visioner, hævdede, at sten ville tale med ham. Han led af angst og havde selvmordstanker. Og han begyndte at tro på en åbenbaring, der blev sendt ham fra himlen.

Et andet vendepunkt i Muhammeds liv blev hans udvandring fra Mekka til Medina. I Medina blev ikke blot den første muslimske stat etableret. Her trådte også den voldsdyrkende profet, der vadede over lig for at nå sine mål, ind på scenen. Forskellen mellem Muhammed i Mekka og Muhammed i Medina ligner dén mellem den unge marxistiske teoretiker Lenin og den sovjetiske statsleder Lenin. Efter magtovertagelsen gled mange tidligere så højt satte principper stedse længere i baggrunden, i takt med at magtens egenlogik og frygten for forræderi vandt frem. Krigen krævede nye krige, og Muhammed slog ind på en hidtil uset erobringsbølge, der præger verden den dag i dag.

Hans ambivalente personlighed træder tydeligt frem i forholdet til kvinder. Han behandlede dem ikke kun som en tyran. Snarere som et barn, der led af angst for at miste – og dette præger de muslimske kvinders situation endnu i dag. Tilsløringstvangen, polygamien, undertrykkelsen skyldes ikke mindst denne frygt hos Muhammed. Ikke desto mindre talte han også positivt om kvinder, og nogle muslimer er sågar overbevist om, at han satte kvinder friere.

Muhammed var afhængig af magt og anerkendelse. Det søgte han hos kvinder – og i krig. I de sidste otte år af sit liv, førte han over 80 krige. Først i sværdets skygge fandt han den anerkendelse, han altid havde ønsket. Men jo mere magtfuld han blev, jo større magt begærede han yderligere. Jo flere fjender, han udryddede, jo mere voksede han paranoia.

Hans tilhængere i Medina, blev kontrolleret for hvert skridt, de tog. Han forsøgte at styre alt og ville endog regulere deres søvnmønstre. Fem gange i døgnet skulle de forsamles for at bede og derved bevise deres loyalitet. Han advarede dem om pinslerne i helvede. Syndere blev pisket, og frafaldne og bespottere dræbt. Hvad der var synd, bestemte han.

En forurettet outsider

Koranens sidste suraer skulle med deres forherligelse af krig og fordømmelse af vantro så kimene til århundreders intolerance. Fordi Koranen betragtes som den evige Guds ord, der har gyldighed til alle tider, finder nutidens islamister legitimationsgrundlag for deres globale jihad i de gamle krigeriske skriftsteder. Muhammed lovede ikke blot sine krigere det evige paradis, men allerede i denne verden rigeligt af krigsbytte og smukke kvinder som slaver.

På den måde skabtes ‘den islamiske økonomi’: Krigsbytte, slavehandel og indførelsen af kopskat for vantro forblev i århundreder efter Muhammeds død de vigtigste indtægtskilder for muslimske herskere. Umayyader, abbasider, fatimider, mamelukker og osmanner – alle muslimske erobrere påkaldte sig at videreføre arven fra Muhammed. Og i dag ser vi tilsvarende den terrorbande, der kalder sig ’Islamisk Stat’, retfærdiggøre sit grusomme felttog under henvisning til Profetens gerninger. Thi også han lod krigsfanger halshugge og vantro fordrive fra deres hjem.

Men også krigsherreudgaven af Muhammed vedblev på mange måder at være et barn. Han var en følsom outsider med let til krænkelse, en permanent skuffet af denne verden. Om han var hyrde, købmand, prædikant, eller feltherre, var Muhammed til stadighed på udkig efter et nyt tilflugtssted. Én gang tog han sin tilflugt til Khadijah (hans første kone), siden til Koranens bogstaver og de troendes fællesskab, undertiden til kærlige kvinder. Slagmarken blev til sidst hans definitive hjemstavn.

Muhammed døde for 1.400 år siden, men vi har aldrig fået begravet ham endegyldigt. Han efterlod sig et sæt regler, der regulerer mange aspekter af den muslimske hverdag. Hans sociale forståelse i Mekka bringer trøst og frelse. Hans krige fra Medina-epoken retfærdiggør vold.

Han har træk i sin personlighed, man må kalde sindssyge, og som han videreformidler til mange muslimer: almagtsfantasier og storhedsvanvid, paranoia og vrangforestillinger om forfølgelse, tvangstanker og manglende evne til at tage imod kritik. Den bedste måde, vi i dag kan ære Muhammed på, ville være at se ham som det menneske, han var og overvinde troen på hans almagt. Med andre ord: Vi må begrave det farlige almagtsidol.

Hvad gør det barn, som lider under mangel på opmærksomhed og omsorg? Hvad gør det menneske, der ikke føler sig anerkendt i sine omgivelser? Han søger sig et nyt tilhørsforhold, hvis betydning rækker ud over det miljø, han er rundet af. En indvandrerknægt fra Dinslaken – en industriby i Nordrhein-Westphalen, hvorfra hele 22 frivillige er draget til Syrien for udkæmpe jihad – som til stadighed føler sig udgrænset og splittet imellem sin tyske hverdag og sine tyrkiske rødder, finder muligvis på at opsøge et imaginært fællesskab kaldet ummaen – fællesskabet for alle troende.

Denne knægt støder på internettet og i randen af muslimske menigheder på den slags radikale grupper, der udgør blot en brøkdel af den større islamiske identitet. Han identificerer sig med de lidelser og den undertrykkelse, som muslimer i ham ubekendte fjerne lande udsættes for. Han forlader den gamle verden, som har krænket og skuffet ham, og tager til Syrien for at blive del af den store umma-utopi. Han snitter halsen over på vantro og drømmer om en dag at vende tilbage til Tyskland, som erobrer og for at hævne sig.

Mafiametoder

Den udviklingshistorie kan minde om en tilsvarende, som udspillede sig for 1.400 år siden. For også Muhammed var som en fremmed i sit eget land. Hans slægt havde ringeagtet og forstødt ham. Derfor begav han sig ud i en metafysisk flugt, på jagt efter en større identitet. At gribe tilbage til Abraham blev kun begyndelsen. Muhammed så i Abraham ikke blot et forbillede i monoteistisk henseende. Han så ham også som sin kødelige stamfader. Han kalder i Koranen Abraham for Umma, et folk.

Vejen til Abraham søgte han over Ismael, Abrahams søn, Ismael, som Bibelen næsten forbigår. Muhammed så sig selv som den udvalgte og Ismael som bebuderen af denne hans status som udvalgt. Muhammed blev ude af sig selv af raseri, hvis nogen vovede at stille hans beslægtethed med Ismael i tvivl, for dermed var også forbindelsen til Abraham brudt, hvilket ville være ødelæggende for islams grundlæggelsesmyte.

Moderne reformatorer af islam hævder, at Islam opstod som en moralsk og social revolution imod uretfærdigheder i datidens Arabien og først senere, under ummayyaderne udviklede sig til at blive en krigerisk religion. På tilsvarende måde hævder mafiasympatisører, at mafiaen først opstod som modstandsbevægelse imod fransk fremmedherredømme. Ordet ’mafia’ skulle være et akronym for Morte Alla Francia Italia Anela (’Italien længes efter Frankrigs død’). Men mafiaen var aldrig en retskaffen organisation.

Tilsvarende opstod Islam som et broderskab for indsvorne, der altid så med dyb mistro på mennesker, der ikke hørte familien eller klanen til. Koranen beskriver Islams tidligste menighed således: »Muhammed er Allahs sendebud. Og de, som er med ham, er hårde over for de vantro, men barmhjertige over for hinanden«.

Blandt sine egne er man venlig, over for fjender nådesløs. Som soldat for Muhammed kan man det ene øjeblik bede i ærefrygt og få minutter efter hugge hovedet af en vantro. På tilsvarende måde kan en mafioso andægtigt lytte til en prædiken i kirken om næstekærlighed og kort efter skyde en mand ned på gaden.

Her er en parallel mere. En capo dei capi (’bossernes boss’) må hverken modsiges eller kritiseres. Med et kys på hans hånd tilkendegiver medlemmerne deres troskab og blinde hengivenhed. Muhammed godtog ikke nogen undskyldninger fra sine tilhængere, når det drejede sig om deltagelse i bøn eller i en af hans krige. Han sagde: »Ingen vil kunne blive en sand troende, før han elsker mig mere end sine forældre, børn og alle andre mennesker«.

Despoter er dog også mennesker. De har ofte et privatliv, der ikke modsvarer deres image som autokrat. Konstant at skulle træffe afgørelser i spørgsmål om liv og død kan slide på det mentale helbred. Profeten blev da også overvældet af sin egen magt. Jo mere magtfuld han blev, jo mere ensom blev han også. Og jo ældre han blev, jo mere pubertær blev han i sin adfærd over kvinder – nogle gange var den fuld af ømhed, andre gange hensynsløs, ofte var den usikker og jaloux. Han påbød dem fuld tilsløring, begrænsede deres bevægelsesfrihed og tillod dem kun at tale med mænd, hvis en væg skilte de talende.

Muhammeds kvindesyn

Mod slutningen af sit liv behandlede han kvinder, som var de genstande, han kunne indsamle efter behag. Efter hans første hustru, Khadijah, fulgte elleve andre, og ni af dem levede sammen med ham på samme tid i hans hus. Derudover var der yderligere 14 kvinder, med hvem han faktisk underskrev en ægtepagt, men hvor ægteskabet aldrig blev fysisk fuldbyrdet. Læg dertil yderligere to dusin kvinder med hvem han nåede at blive forlovet, for slet ikke at tale om de slavinder, han havde erobret i krig eller fik foræret som gave.

Muhammed var så besidderisk, at han forbød sine hustruer at gifte sig med andre mænd efter sin død. Især for hans unge kone Aisha, må det have været svært, for hun var ifølge de islamiske kilder kun 18 år gammel, da hun blev enke.

Da han giftede sig med Aisha, var hun kun seks år gammel. I århundreder skulle ægteskaber med mindreårige piger blive legitimeret i Islam gennem det giftermål, Muhammed indgik med Aisha. Det er for mange moderate muslimer i dag en pinlig ting, at deres profet kunne finde på at gifte sig med en seksårig. Derfor er de på desperat udkig efter undskyldninger. Nogle påpeger, at han nok giftede sig med hende, da hun var seks år gammel, men først fuldbyrdede ægteskabet fysisk tre år senere. Ifølge disse apologeter kan det udmærket tænkes, at mange niårige dengang var kønsmodne.

Imod denne udlægning taler, at Aisha for det første bekræftede, at Muhammed havde tilnærmet sig hende seksuelt fra begyndelsen og næsten gjort alt med hende, bortset fra at trænge ind i hende. For det andet, at en niårig pige er en niårig pige, og dengang som i dag kun et barn. Det var på Muhammeds tid så langt fra almindeligt, at en mand giftede sig med et barn.

Andre apologeter søger at så tvivl om rigtigheden af Aishas alder, men har problemer med at bortforklare, at Aisha ved ægteskabets indgåelse selv angav sin alder. Det vil nogle islamiske reformatorer i det 21. århundrede imidlertid ikke vide af. De ønsker at overføre deres humanistisk prægede verdenssyn til Profeten. Men faktum er, at Muhammeds adfærd ikke blot er kritisabel efter det 21. århundredes moralske standarder. De stred også imod de i hans egen tid herskende normer.

Trods sin store hengivenhed for Aisha indgik Muhammed ægterskaber med nye kvinder i gennemsnit hvert halve år. Temaet utroskab blev senere et stort problem for ham. Ikke blot blev påbuddet om fuld tilsløring håndhævet strengt, han indførte også nye love til bekæmpelse af utroskab: Straffen for hor før ægteskab blev takseret til hundrede piskeslag, mens straffen for ægteskabsbrud var døden ved stening.

Den dag i dag bliver kvinder i Irak, Syrien og Nigeria udsat for overgreb, behandlet som krigsbytte, og næsten overalt i den islamiske verden lider kvinder under fysisk vold. Syreangreb på ikke-tilslørede kvinder, omskæring, stening og æresdrab er de mest brutale former for kvindehad i muslimske samfund. Man kan ikke selvfølgelig ikke bare give Muhammed og Koranen hele skylden for dette, men heller ikke frikende dem for at bidrage til at legitimere undertrykkelsen.

Ifølge Koranen har kvinden primært den funktion at opfylde i det muslimske samfund, at hun skal gøre det muligt for manden at ’lette sig’. Før IS-krigerne begyndte at udnytte kristne kvinder og yezidi-kvinder som sexslaver, blev unge mænd rekrutteret til Syrien under henvisning til, at her var seksuelt jihad tilladt. Omvendt bød muslimske kvinder fra hele verden, men især fra Nordafrika, sig til for jihadisterne.

Sunnimuslimske lærde, der støtter ’den seksuelle jihad’, påberåber sig Profeten, som under sin langvarige krige tillod sine soldater at indgå ’fornøjelsesægteskaber’ med kvinder. Her spiller spørgsmålet om kønsmoral ikke længere nogen rolle, fordi det nu handler om et højere princip: jihad.

Og hvordan ser paradiset ud i Islam? Det består af et himmelsk bordel hvor hver en martyr får skænket 72 jomfruer foruden 70 trælkvinder. Den middelalderlige teolog al-Suyuti skrev:

»Hver gang vi har sovet med en huri, forvandler hun sig straks efter til jomfru på ny. En muslims penis slappes aldrig. Erektionen holder for evigt, og nydelsen ved foreningen er uendeligt sød og ikke af denne verden. Hver udvalgt vil have 70 hurier ved sin side foruden de hustruer, han havde på jorden. Og alle vil de have en lækker fristende vagina.«

Få andre ord har så mange synonymer på arabisk som ordet samleje. De fleste af disse synonymer beskriver imidlertid ikke så meget en seksuel handling som en voldshandling. I den første ordbog i arabisk historie, Lisan al-Arab fra 1290, findes der under opslagsordet nikah følgende andre udtryk: bestige, angribe, bryde, ramme, såre, udmatte, skyde, være sammen med, banke, sparke, falde, kollidere, indtrænge, overfalde, stikke, hyle.

Muhammed selv var ikke nødvendigvis kvindefjendsk for sin tid. Han kommer med flere positive bemærkninger om kvinder og opfordrer sine ledsagere til at behandle deres hustruer kærligt. Ej heller findes forlydender om, at han nogensinde skal have slået nogen af sine hustruer. Ikke desto mindre lod han i Koranen forevige en mands ret til at slå sin kone, hvis hun havde været opsætsig.

Desværre falder det selv moderate muslimer vanskeligt at sige i dag: »At slå på kvinder er altid og uden forbehold forkert, uanset hvad der står om det i Koranen!«. I stedet citerer de skriftsteder, hvor Profeten formaner, at slagene ikke må efterlade sig spor, og kvindens ansigt må skånes.

Paranoia og kontrol

Profeten fik stor magt og indflydelse på den verden, han var et produkt af. Men hvorfor skal han opretholde den samme magt og indflydelse på en verden, han aldrig har kendt? Hvorfor skal han stadig i det 21. århundrede bestemme, hvem der må elske hvem eller gifte sig hvem, hvad vi skal spise, hvordan vi skal opføre os og hvordan vi skal gå klædt? Hvorfor vil muslimer frivilligt gå ind i dette historiens fangebur?

Man kan beskylde Muhammed for meget, men ikke for at være løgner. Hans passion, udholdenhed og vedholdenhed vidner om, at han var overbevist om, at han havde modtaget budskaber direkte fra Gud. Det var hans store ønske at blive bistået af en højere magt. Først søgte han befrielse, men han endte med selv at blive fange og kontrolfreak. Det ser vi ikke blot afspejlet i hans Gudsbillede.

Mange islamiske ritualer er karakteriseret ved meningsløse gentagelser, det være sig den flere gange daglige knælen i bøn og de insisterende rensningsritualer. Enhver muslim skal vaske selv de tørreste kropsregioner fem gange om dagen før bøn. Hver del af kroppen skal fugtes med vand tre gange. Forefindes vand ikke, skal man rengøre symbolsk med sand. Steder, hvor der hverken findes vand eller sand, vil Gud lade brænde op på den yderste dag, lod Muhammed sine tilhængere vide.

Muligvis led han under en renhedsmani, der byggede på skyldfølelse og trang til at kontrollere. Endnu i dag må en muslim vaske sig før bøn, hvis han forinden har givet hånd til en kvinde. Når man træder ind i en moské, må dette altid ske med højre fod først, og når man går på toilettet må det være med venstre først. En bøn må udtales, før man går på toilettet for at søge beskyttelse mod onde dæmoner, der kunne ligge på lur i det lille hus. Efter toiletbesøg fremsiges igen en bøn, hvor Gud takkes for at have frelst den troende fra de onde ånder. Listen af instrukser, der hæmmer en muslim i at udfolde sig frit igennem sin hverdag, kan forlænges med yderligere talrige eksempler.

For at være en god muslim skal den troende efterligne Profeten for hvert et skridt, han træder. Selvbestemmelse, fleksibilitet og kreativitet påskønnes ikke. For nutidens konservative islamiske lærde åbner dette store muligheder for at få magt over muslimerne. Hele tv-programmer fokuserer på at besvare spørgsmål fra troende om, ’hvad Profeten ville have gjort’. Det store problem her er ikke så meget optagetheden af korrekt adfærd, som den stempling som ’urene syndere’, der uundgåeligt overgår dem, som ikke overholder forskrifterne. I dag er skyldfølelse og ønsket om renselse vigtige drivkræfter for radikalisering. Islamisterne ser sig selv som proftens sande arvtagere.

Elsk døden mere end livet

De, som overvurderer sig selv, overvurderer også ofte omgivelsernes fjendtlighed. Den tidlige islamiske tradition opregner 15 angivelige mordkomploter, som Profeten skal have overlevet: I de tolv tilfælde stod der jøder bag, i de sidste tre arabiske hedninge. Ganske vist står der i Koranen, at Gud har gjort menneskeheden til folkeslag og stammer, for at at de skal kunne genkende hinanden (Koranen 49:13). Men Muhammed profeterede »Folkeslagene vil en dag falde over jer, fordi I vil være svage i jeres hjerter, derved at I vil elske livet og hade døden«.

Det er præcis, hvad islamisterne kræver: At deres disciple skal elske døden mere end livet, hvilket også afspejler sig i det terroristiske slagord mod Vesten: »I elsker livet, og vi elsker døden«.

Der findes ikke et skriftsted i Koranen, som udtrykkeligt foreskriver dødsstraf til dem, der fornærmer Profeten, men i Muhammeds biografi vrimler det med historier om mennesker, der blev henrettet på hans ordrer, fordi de havde spottet ham. Traditionen opregner flere end 40 henrettelsesofre, herunder digtere og sangere, der havde vovet at latterliggøre Muhammed. Således læser vi i Abu Dawuds hadith-samling:

»Foran sin moské opdagede Profeten liget af en dræbt kvinde. Han spurgte de troende, hvem der havde dræbt hende. En blind mand trådte frem og sagde: »Det har jeg. Hun var min slavinde, og jeg har to børn med hende, og de er begge som perler for mig. Men i går sagde hun noget krænkende om dig, Gudsprofet. Jeg bad hende om at holde op med at fornærme dig, men hun gentog blot, hvad hun havde sagt. Jeg kunne ikke holde det ud og slog hende ihjel«.

Hvortil Muhammed skal have svaret: »Denne kvindes blod er flydt med rette«.

Fundamentalisme som ophøjelse

Det mest skræmmende ved historien er ikke bare det faktum, at en mand dræber sine børns mor, men den privatisering af volden, hans handling vidner om. At forrette dødsdomme er ikke et privilegium for en hersker eller en statslig myndighed – enhver muslim er bemyndiget til at gøre det. Da jeg holdt en tale i Kairo i juni 2014 og hævdede, at den islamiske fascisme allerede begyndte med Muhammed, opfordrede en professor på Al-Azhar-universitetet til at slå mig ihjel, og henviste i den forbindelse til historien om den blinde mands slavinde som bevis på lovligheden i sin opfordring.

I foråret 2015 stenede en pøbel en ung afghansk kvinde i Kabul til døden, fordi hun angiveligt havde afbrændt Koranen. En britisk lærerinde i Sudan måtte gå i fængsel, fordi hun kaldte sin teddybjørn ’Muhammed’. Og fodboldklubben Schalke 04 er blevet udsat for rasende reaktioner, fordi dens fangrupper i en slagsang synger: Mohammed war ein Prophet/Der vom Fußballspielen nichts versteht. Dog måtte Det Muslimske Centralråd, af alle instanser, erkende, at Profeten ganske rigtigt intet kunne have anet om fodbold.

De dårligdomme, som den islamiske verden lider under, kan kun helbredes, hvis muslimer forstår at rive sig fri af Profetens mange patologier: hybris, paranoia, manglende evne til at tage imod kritik og udpræget tilbøjelighed til at føle sig krænket. Også det forvrængede Gudsbillede, som er blevet model for despoter, bør drages i tvivl.

Fundamentalisme er ikke et resultat af fejlfortolkninger af Islam, men en konsekvens af Islams ophøjelse til absolut autoritet. Reformer af Islam vil først kunne begynde, når muslimer vover at sende Muhammed ud af ukrænkelighedens bur. Først derefter kan de selv bryde ud af troens fængsel og blive del af en nutid, der ikke bliver bestemt af Gud, men af mennesker.

 

Teksten er et uddrag af Hamel Abdel-Samads ’Mohamed – Eine Abrechnung’, der udkom 1. oktober.

Hamel Abdel-Samad blev født i Kairo 1972 som søn af en sunnitisk imam. Han var som ung aktiv i Det Muslimske Broderskab, men slog sig i 1995 ned i Tyskland, hvor han studerede islamologi ved universitet i Erfurt. I 2013 fik han en dødsfatwa imod sig. 2014 udsendte han bogen ’Der Islamische Faschismus – eine Analyse’, hvori han også beskriver Islamisk Stats ideologi.