De sande omkostninger ved Europas muslimske “berigelse”

  • De Forenede Nationer gjorde sig i år 2000 til talsmand for en “erstatning” af Europas befolkning med muslimske migranter.
  • Der synes at ligge en økonomisk forudsætning til grund for dette synspunkt: at import af den muslimske verden en masse til Europa vil gavne begge parter. Gennem årtier er masseimmigrationen af muslimer til Europa blevet beskrevet som en “berigelse.” Råb om “islamofobi” afkræfter ikke, at det i virkeligheden er umuligt at komme i tanker om et land, som rent faktisk er blevet rigere af den.
  • Selv i et land med en etableret islamisk befolkning så som Storbritannien dvæler den muslimske arbejdsløshed ved omkring 50% for mænd og 75% for kvinder.
  • De, der bruger økonomiske begrundelser for at virkeliggøre Europas demografiske forvandling, har ikke forstået islams komplekse karakter: de ignorerer den fundamentalistiske vækkelse, der har fundet sted gennem mere end et århundrede. Et element ved den tiltagende omfavnelse af denne bogstavtro er en forestilling – begrundet i skriften selv – om, at muslimer har ret til at profitere uvirksomt af de vantros produktivitet.
  • Forestillingen om, at islams religiøse dogmer på en eller anden måde med tiden lader sig moderere og opløse, blot ved at lejres i Europa, er ren ønsketænkning, især i de samfund hvor de muslimske migranter allerede talmæssigt overstiger de indfødte europæere.
  • Det “blinde øje” over for polygami i Storbritannien, Frankrig, Belgien og Tyskland har allerede sørget for, at nogle muslimske mænd har over 20 børn med flere koner, og næsten altid på statens regning. Dette antyder, at familier med fundamentalistiske synspunkter forplantningsmæssigt overgår deres mere moderate religionsfæller.

Ordet “flygtning” er en lovfæstet betegnelse, defineret i adskillige internationale traktater. Disse dokumenter foranledigede dannelsen af De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) og har understøttet relevansen af dette FN-agentur med ansvar for verdens flygtninge frem til i dag.

Indholdet af disse traktater stemmer imidlertid dårligt med den måde, hvorpå UNHCR i vid udstrækning har forsøgt at narre den europæiske offentlighed vedrørende den fremherskende status hos den demografiske strøm til deres kontinent i år.

Ingen af disse dokumenter — Flygtningekonventionen fra 1951, Protokollen Vedrørende Flygtninges Status fra 1967, eller EU’s eget Dublin Regulativ – giver ret til flygtningestatus for mennesker, som rejser gennem flere sikre lande og illegalt krydser flere landegrænser for at shoppe sig frem til den bedste velfærdsstat.

Selv en legitim flygtning fra Syrien, der nu bor for eksempel i Tyrkiet eller Libanon, mister sin flygtningestatus ved at betale en menneskesmugler for at kunne rejse til Europa. Ifølge international lovgivning bliver sådan en flygtning til en “asylansøger.” Først når hans krav om asyl er blevet undersøgt og fundet gyldigt af det dertil bemyndigede hjemlige agentur, er han atter “flygtning.”

Indtil nu har verdens medier pligtskyldigt fulgt den falske fortælling, skabt af UNHCR. De, der er bekymrede over en ukontrolleret og ubegrænset tilstrømning af muslimer til Europa – en bekymring som viste sig grusomt berettiget ved fredagens jihadistiske ugerninger i Paris – er for det meste blevet beskyldt for hjerteløshed over for de såkaldte flygtninge.

Men pressen har langt fra været ene om at betegne velkomsten af den illegale, muslimske tilstrømning som en moralsk pligt. Der er også systematisk blevet anvendt økonomiske argumenter til at legitimere dette års menneskelige flodbølge, med udgangspunkt i denaldrende befolkning overalt i de europæiske lande.

I sin hyldest til resultaterne i Verdensbankens globale oversigtsrapport, “Development Goals in an Era of Demographic Change” (Udviklingsmål i en æra præget af demografisk forvandling), som udkom i sidste måned, erklærede Bankens præsident, Jim Yong Kim, fortrøstningsfuldt:

Med den rigtige politik kan denne æra, præget af demografisk forandring, blive en motor til økonomisk vækst … Hvis lande med en aldrende befolkning skaber mulighed for, at flygtninge og migranter kan tage del i økonomien, vil det gavne alle.

Selvom Verdensbanken har en ledelsesstruktur, der er forskellig fra FN’s, er Banken ikke desto mindre en del af FN-systemet.

Ordet “Udviklingsmål” i Verdensbankrapportens titel er sigende. Det refererer til Millennium Development Goals (Årtusindets udviklingsmål), en omfattende agenda udtænkt under FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annans ledelse med henblik på at omdanne FN fra en organisation primært beskæftiget med at begrænse international krigsførelse til en motor for global “social retfærdighed.”

Ud over at medieorganisationer, NGO’er, moralsk drevne aktivister og berømtheder alle har fulgt i UNHCR’s spor, har mange store finansielle institutioner også gentaget Verdensbankens erklæring: at migrantstrømmen til Europa bør hilses velkommen.

En global bankkæmpe som HSBC har for eksempel spået solide skattefordele for landene i Den Europæiske Union (EU) efter en “tilpasningsperiode.” Et undersøgelsesnotat, udsendt af HSBC den 8. oktober og affattet af en gruppe prognostikere under ledelse af Fabio Balboni, konkluderede:

Set i et økonomisk perspektiv har Europa brug for flere arbejdere. Det er velkendt, at størstedelen af Europa har en hastigt aldrende befolkning. Dette resulterer i langsommere vækst og dermed færre skatteindtægter, samtidig med øgede regeringsudgifter til pensioner og sundhedspleje. Især eurozonen er på vej ind i denne demografiske udfordring med et bjerg af gæld. Den nemmeste måde at understøtte flere pensionister er ved at have flere skatteydere.

HSBC’s europæiske makroøkonomiske undersøgelsesgruppe gik endnu videre og indterpede det i tal:

Med en befolkning i den arbejdsdygtige alder på 220 millioner vurderer vi, at én million flere immigranter årligt vil kunne stimulere eurozonens potentielle vækst med 0,2% årligt, og det samlede potentielle bruttonationalprodukt (BNP) i 2025 kan komme til at ligge 300 milliarder euro højere, end det ellers ville gøre. Selvom det tager tid at integrere immigranter i arbejdsstyrken, vil de højere offentlige omkostninger, som er nødvendige for at klare krisen, selv på kort sigt kunne støtte væksten.

At disse forudsigelser modsiger alle tilgængelige beviser, er problematisk.

Selv i et land med en etableret islamisk befolkning så som Storbritannien dvæler den muslimske arbejdsløshed ved omkring 50% for mænd og 75% for kvinder.

Desuden præsenterer muslimerne i Storbritannien sig demografisk ved den højeste fødselsrate. Set i sammenhæng med deres grad af arbejdsløshed er disse imaginære redningsmænd af en hendøende europæisk social velfærdsmodel, som gruppe betragtet, snarere modtagere af statens indtægter end bidragende til disse.

Successive generationer af muslimer over hele Europa bliver, som påpeget i 2009 af Christopher Caldwell, ikke normaliseret hen imod værtsnationens fødselsrate, sådan som tidligere immigrantgrupper er blevet. Det skal indrømmes, at denne tendens kunne være nyttig med hensyn til at øge Europas befolkningstal, men det fremhæver også et alarmerende mønster.

Som det for nylig blev bekendtgjort af baronesse Caroline Cox, har det “blinde øje” over for polygami i Storbritannien – og i Frankrig, Belgien og Tyskland – sørget for, at nogle muslimske mænd har mere end 20 børn med flere koner, og næsten altid på statens regning. Dette er bestemt dårligt nyt for integrationen: familier med fundamentalistiske synspunkter overgår forplantningsmæssigt deres mere moderate religionsfæller.

Selv hvis den demografiske tilstrømning, som i øjeblikket overvælder Europa, udelukkende bestod af egentlige syriske asylansøgere, som har en noget lavere fødselsrate endsydasiatiske eller afrikanske muslimer, så ville de økonomiske udsigter være dårligere.

En nylig undersøgelse i Danmark præciserede, at blandt hele rækken af migrantbaggrunde hos dem, der har slået sig ned i landet, har syrerne det laveste beskæftigelsesniveau af alle (22.8%). En anden, mere langvarig undersøgelse fra Danmark har tillige vist, at blandt de muslimske migranter, som var kommet til Danmark under hævdelse af at være flygtninge, var det faktisk kun lykkedes hver fjerde at finde et job efter ti års forløb.

Selvom der er fire millioner personer, der er flygtet fra Syrien på grund af konflikter, og på trods af den nemme adgang til forfalskede syriske identitetspapirer, skønnes syrerne kun at udgøre 20% af det nuværende – stadig stigende – totale antal af dem, der er ankommet til Europa i år.

Det store antal ikke-syrere, som har udnyttet de illegale ruter til at komme ind i Europas velfærdsstater og leve på kontinentet for skatteydernes regning, fik et medlem af Europaparlamentet til at afvise EU’s relokeringskvoter for migranter. Indtil nu er planen om relokeringskvoter den eneste løsning, der er blevet foreslået til at håndtere det enorme antal migranter, som allerede befinder sig i Europa. Det er imidlertid et tiltag, som effektivt vil “udlicitere” kontinentets immigrationspolitik til menneskesmuglerne.

Som følge af jihadist-angrebene i Paris i sidste uge ligger EU’s kvoteskema, der tvinger medlemsstaterne til at modtage de ulovlige migranter, som EU-institutionerne pålægger dem, i ruiner. Som forudset i Gatestone Institute har den nyvalgte polske regering, under påberåbelse af sikkerhedshensyn, ensidigt nægtet at deltage.

Andre lande synes at ville følge efter, især efter Grækenlands kundgørelse i denne uge af, at en af selvmordsbombemændene i Paris den 3. oktober var rejst som “flygtning” fra Tyrkiet ind på den græske ø Leros.

Den stædige insisteren på den påbudte kvotepolitik ved hvert eneste indkaldt EU-topmøde i år fik især Litauens præsident til at betænke sig. Ved et møde i Europarådet i Bruxelles den 23. september fortalte Dalia Grybauskaitė journalisterne om sin forvirring. Europas ledere, sagde hun, havde siden februar diskuteret “strategiske” tiltag for at håndtere migrantspørgsmålet med et blik på at bremse det stigende antal, som vælter ind over EU’s ydre grænser, og forsøge at sikre grænserne.

I stedet, mente hun, syntes stadig stigende relokeringskvotetal, beregnet på “fordeling” af de muslimske migranter blandt medlemsstaterne, af en eller anden grund altid at befinde sig øverst på dagsordenen. Følgelig var Europakommissionen den 22. september blevet lovmæssigt bemyndiget til at sprede det voksende antal migranter fra islamiske lande ud over hele kontinentet. De repræsentanter fra europæiske lande, som protesterede, blev afvist.

Uheldigvis er de økonomiske omkostninger – baseret på fejlagtige makroøkonomiske forudsigelser, der er uden forbindelse med den geopolitiske virkelighed – blevet ved med at hobe sig op for den nation, på hvilken stabiliteten for Europas fælles valuta hviler: Tyskland.

I begyndelsen hævdede kansler Angela Merkels regering, at dette års migrantbølge kun ville komme til at koste Tyskland yderligere 5 milliarder euro. Så citerede en japansk bank, Mizuho, en forudsigelse på 25 milliarder euro over to år. Men selv den beregning havde undladt at tage højde for den næsten garanterede fordobling af migrantantallet i 2016. Den seneste forudsigelse — udsendt af Sammenslutningen af Tyske Byer den 29. oktober — på 16 milliarder euro stigende for hvert fremrykket år, er allerede ved at splitte sammenholdet i den plagedetyske ledelse.

Med udgangspunkt i Tysklands skrumpende resurse af borgere i den arbejdsdygtige alder har industrielle kraftcentre som Mercedes-Benz føjet deres egen stemme til koret af dem, der byder en tilstrømning af mennesker til Europa velkommen. Men hvis 80% af migranterne eruskolede, og 20% er analfabeter, så kan de kun ansættes i industrien, hvis de får enskoleuddannelse. Standarden i de tyske skoler er allerede dalende; embedsmændene erkender, at som en pragmatisk reaktion alene på vægten af migrantpresset vil standarden skulle sænkes yderligere.

Ofte er spørgsmålet om Europas manglende evne til at integrere muslimer blevet reduceret til beskyldninger om indbygget racisme hos den indfødte befolkning. Men denne beskyldning forekommer dog stort set ubegrundet på et kontinent, hvis institutioner har haft multikulturalismen som hovedlinje gennem årtier.

Tysklands erfaringer er et godt eksempel. Middelklasseforældre fra landets tidligere og primært tyrkiske, muslimske befolkning vil langt hellere sende deres børn til det svindende antal skoler, hvor de tyske børn er i overtal. Disse muslimske forældre er tilsyneladende bekymrede for, at dér, hvor der er flest elever af tyrkisk oprindelse, som dårligt nok opnår, hvad der svarer til grundlæggende læsefærdigheder – på noget sprog — derhjemme, vil deres poders skoleudbytte dale.

Ikke desto mindre har Europas regeringsinstitutioner stort set reageret på dette års muslimske invasion ved at leje færger og hyre busser for at fremskynde den. De, der varetager sikkerheden ved EU’s grænser, beskriver denne form for indtrængen som indre “migrationsstrømme,” der skal “håndteres” til kontinentets bedste.

En vis indsigt i denne radikale ændring af grænsepolitikken, som nu foretages af EU-institutionerne, kan muligvis hentes i et detaljeret forslag, som i år 2000 blev offentliggjort af De Forenede Nationer. FN gjorde sig til talsmand for en “erstatning” af Europas befolkning med muslimske migranter fra Den Tredje Verden.

Siden er de, der har grundet over de uundgåelige sociale, kulturelle og sikkerhedsmæssige følger af Europas demografiske forvandling som skitseret af FN – så som den egyptisk fødte forfatter Gisèle Littman, den franske skribent Renaud Camus og den norske essayist Peder Jensen – stort set blevet fordømt som vildledte og snæversynede fantaster.

Ser man bort fra denne kontrovers og fra, at en ufrivillig massegenbefolkningspolitik synes at ligge bekymrende tæt på et brud på Artikel 2, paragraf (c), i FN’s egen 1948 Konvention imod folkedrab, ligger der en ukonfronteret økonomisk præmis til grund for dette synspunkt: at import af den muslimske verden en masse til Europa vil gavne begge parter.

Tankegangen synes at være, at når først et land har en velfærdsstat, så kan de sociale udgifter i dette land kun betales ved en bestandig forøgelse af befolkningens størrelse — en økonomisk formodning med vidtrækkende konsekvenser, som er blevet fyldigt demonstreret over hele Europa i år.

Det største problem synes at være, at både FN og EU, disse to transnationale bureaukratier af umådeligt begrænset demokratisk legitimitet, har langt mere til fælles med hinanden – i de visioner og “løsninger,” de dyrker – end med ønskerne hos de befolkninger, som skal leve med følgerne.

Følgerne i 2015 peger på, i hvor høj grad EU-ledernes kritiske sans er blevet afblændet af multikulturalismen. Dette er utvivlsomt en uvelkommen og ætsende sandhed, når man ser, hvor hyppigt de beskylder både deres egne og islams strengeste kritikere – så som lederen af det hollandske parti PVV, Geert Wilders – for en todimensional forståelse af den muslimske tro, som savner nuancer.

De, der bruger økonomiske begrundelser for at virkeliggøre Europas demografiske forvandling, har ikke forstået islams komplekse karakter: de ignorerer den fundamentalistiske vækkelse, som har fundet sted gennem mere end et århundrede. Et element ved den voksendeomfavnelse af denne bogstavtro er en forestilling – begrundet i skriften – om, at muslimer har ret til at profitere uvirksomt af de vantros produktivitet. Denne forestilling sætter den krævendeadfærd hos temmelig mange migranter ind i en uventet, men meget tiltrængt sammenhæng.

Anjem Choudary (i midten), en prominent britisk islamist, har opfordret sine tilhængere til at opsige deres job og kræve arbejdsløshedsunderstøttelse, så de kan få tid til at planlægge hellig krig. “Vi [muslimer] tager imod jizya, som under alle omstændigheder er vores. Det normale er at tage imod penge fra kuffar [ikke-muslimer]. De giver os pengene. I arbejder, giver os pengene, Allahu Akhbar. Vi tager imod pengene.

Gennem årtier er masseimmigrationen af muslimer til Europa blevet kaldt en “berigelse.” Råb om “islamofobi” afkræfter ikke, hvor umuligt det i virkeligheden er at komme i tanker om et eneste land, der reelt er blevet rigere af den.

Den forestilling, at islams dogmer på en eller anden måde med tiden lader sig moderere og opløse, blot ved at lejres i Europa, er ren ønsketænkning, især i de samfund hvor de muslimske migranter allerede talmæssigt overstiger de indfødte europæere.

Endelig, ligger der så ikke en barsk ironi i, at befolkningsvæksten i Europa – med sit ansvar for kvindefrigørelsen – nu er fuldkommen afhængig af import af en kultur, hvor kvinder har langt mindre frihed vedrørende deres fertilitet, og meget andet?

Det forekommer ligeledes ironisk, at trods Europas behov for at øge antallet af kvinder, der får børn, er størsteparten af de nyankomne, til “genbefolkningsformål,” unge, ofte åbenlyst aggressive mænd.

Med sådan en kønsforskel, hvem forventer – og forventes – disse muslimske mænd at forplante sig med?

Europas kvinder har, som demonstreret ved et antal nylige, utiltalende hændelser, som for størstepartens vedkommende er blevet ignoreret af de større medier, god grund til at være opskræmte over den aktuelle krises faktiske virkelighed og den forestilling om deres fremtid, som kontinentets politiske mestre har valgt på deres vegne.