De åbne hjerters land

Vort skønne broderland som snart er muslimsk
Vort skønne broderland
som snart er muslimsk

Svenskerne har åbnet deres land og er i gang med et eksperiment uden sidestykke. Op mod en million mennesker skal lære at tale svensk og spise köttbullar med mos

SVERIGE: Sådan en formiddag i november kan man godt tage billeder langs Göta Älven, så Trollhättan tager sig ud som Sverige classic. Her er rødmalede træhuse, der ligner et trygt barndomshjem fra en Astrid Lindgren fortælling fra dengang Pippis far stadig var negerkonge. Det er han ikke mere – i nyoptryk af den uopslidelige historie er han kun Sydhavskonge, for nu ikke at støde negre eller andre.

For sådan er Sverige – et land, der vil alle det bedste, og når landet har en så liberal indvandringspolitik så skyldes det først og fremmest dette: At Sverige gerne vil hjælpe mennesker, der ikke har det godt. Alle – uanset herkomst – har ret til et godt liv.

***

Lad det være sagt med det samme: Jeg kan godt lide Sverige: Sproget, litteraturen, musikken – den muligvis bedste sang, jeg nogensinde har hørt er Joakim Thåstrøm, der synger Bellmans ”Märk hur vår skugga”. Jeg er gift med en kvartsvensker, og Sverige er det udland, jeg har været mest i.

Det var også det første – jeg kan stadig huske den kildrende fornemmelse af at skulle sejle så langt, at man slet ikke kunne se land. Sverige fortjener al mulig hæder for at ville redde mennesker ud af krig og elendighed, og i fortællingen om den store flygtningekatastrofe vil Sverige få hædrende omtale, mens Danmark kan håbe på at undgå omtale.

Så den her artikel er ikke skrevet fordi jeg har noget imod Sverige.

***

– Vi skal åbne vore hjerter for mennesker på flugt, sagde den tidligere svenske statsminister Fredrik Reinfeldt, og den holdning blev delt af et markant politisk flertal i Sverige.

Men nu er de åbne hjerter nødt til at gøre noget for at forhindre at så mange krydser grænserne.

Sverige er blevet et nærområde – langt væk godt nok, men landet er kendt i Afghanistan, Irak, Syrien og verden over som lige præcis det, Reinfeldt satte som sit mål for fædrelandet: At blive en humanitær stormagt, der viser menneskelighed og kærlighed i en tid, hvor alle andre europæiske lande – minus Tyskland – har travlt med præcist det modsatte.

Det er lykkedes. Sverige har taget i mod mennesker på flugt som intet andet land. I 2014 kom der over 80.000 asylansøgere, i år er det ganske enkelt eksploderet. Migrations­verket regner med, at der inden nytårsaften 2015 vil være ankommet 190.000 mennesker, der gerne vil have asyl i Sverige. Plus alle dem, der bare er i Sverige, men som ikke melder sig til myndighederne.

Set i forhold til indbyggertallet er der intet andet europæisk land, der er bare i nærheden af Sverige – på verdensplan er der lande, der huser flere flygtninge, men de lande gør ikke andet end at tillade, at FN kan åbne en teltlejr.

Hvis Danmark var lige så populær en destination, så ville vi modtage cirka 110.000 asylansøgere i år. Som bekendt – både her og i Libanon – så er vi det ikke, og Sverige er det måske snart heller ikke mere. Fysisk er pladsen ved at være trang, flygtningene bliver nu placereret i gymnastiksale, nedlagte skoler og i hytter, de ikke har lyst til at bo i.

Der kommer så mange, at myndighederne ikke aner, hvad de skal gøre – alene i onsdags kom der 1800. En del af dem fik lov at sove i receptionen hos Migrationsverket, men det rækker ikke. Bare i tyske Rostock står der lige nu omkring 5000, der venter på at komme med færgen til Sverige. Hvor mange, der er på vej andre steder fra, er uvist. Men det er mange, og problemerne – eller udfordringerne hvis man vil – tårner sig op. Det er ikke nok med at finde steder nok at sove, for målet er ikke, at flygtningene skal hjem.

Målet er at de skal blive en del af Sverige, og den slags kræver en kolossal indsats. Om det lykkedes er der ingen, der ved – Sverige er i gang med et eksperiment, som ingen har gjort før dem i nyere tid. For en ting er regningen – der i sig selv godt nok er astronomisk. I år lyder den på 27,5 milliarder kroner – svarende til 3,2 procent af statens budget. Næste år forventes den at stige til 60 milliarder. Det er 6.4 procent af statens budget, og stort set det samme som Sverige bruger på hele deres sygehusvæsen.

Men det er trods alt kun penge, og Sverige er et rigt land. Godt nok kan man ikke finde den slags penge uden at skære – dybt – andre steder, men det er trods alt den nemmeste del af opgaven. For hvordan er det lige at Sverige vil lære – sådan cirka – en million mennesker, at tale svensk, spise köttbullar med mos og køre i Volvo til Ikea?

***

Og hvordan er det lige, at man undgår, at det ender som det gjorde 22. oktober i Trollhättan, hvor 21-årige Anton Lundin Pettersson dukkede op bevæbnet med sværd og kniv dræbte en elev og en lærer.

Morderen – der blev skudt af politiet – efterlod ingen tvivl om, at motivet var racistisk. Angrebet fandt sted på Kronan-skolen, hvor 90 procent af eleverne er af anden etnisk herkomst end svensk. I Danmark er der kun en håndfuld skoler af den slags. I Sverige findes de selv i provinsbyer på størrelse med Hjørring eller Frederikshavn, og Kronan-skolen var på den måde gearet til gearet til tragedien. Orienteringsbrevet til forældrene blev sendt ud på seks forskellige sprog.

Jeg kører i knapt en time fra Gøteborg op til Trollhättan. Engang var byen kendt verden over, for det var her, at Saab havde sin fabrik. Men produktionen er stoppet, den sidste nye Saab blev solgt i 2014, og om der nogensinde kommer en igen, er det kun de kinesiske ejere, der ved. Men kineserne er ikke de eneste fremmede, der har ændret Trollhättan. Det er en afsides del af verden, men verden er kommet til Trollhättan i et omfang, ingen har kunnet forudse og næppe heller helt forstå.

Noget af det første, jeg ser på vejen ind til byen, er en grøn moske. Jeg når ikke at finde ud af, hvilket af byens fem muslimske trossamfund, der bruger den.

På indfaldsvejen er der også et stort skilt, der gør opmærksom på, at Trollhättan har Sveriges eneste walk of fame, men i regnvejret ligner midtbyen nu enhver anden en hver anden sløv provinsby. De få mennesker, der er på gaden, har travlt med at komme frem.

Det ligner verdens mest fredelige by, men mordene fandt heller ikke sted i midtbyen. Kronan-skolen ligger i Kronegården et par kilometer udenfor byen, og her er den nye svenske virkelighed ankommet. Ingen af de mennesker, jeg snakker med på gaden, taler engelsk.

Stemningen er stadig anspændt i området. Onsdag er første almindelige skoledag efter tragedien. Skolen var lukket indtil i mandags, hvor eleverne mødte op til mindehøjtidelighed.

Situationen er langt fra normal, og der vil gå tid, før troen på Sverige som et trygt og sikkert samhalle vender tilbage. Udenfor er der ild i et enkelt stearinlys, blomsterne er visnet, men Kronan-skolen er stadig i undtagelsestilstand.

Det er kun eleverne og lærerne, der må komme ind. Det sørger vagterne effektivt for, og hvis man vil snakke med nogen skal det være kommunens informationschef. Jeg tager billeder af blomsterne udenfor – der går maks. to minutter, før der står en politibetjent.

– Du må forstå, at vi bliver nervøse, hvis vi lige pludselig ser en, der står og fotograferer. Situationen er stadig anspændt. Folk er bange, siger politi-kvinden efter at have set id.

Hun beholder visitkortet og lader sådan indirekte forstå, at det nok er en meget god ide at pakke det kamera væk, men det foregår i al trevelighed.

Betjentene er i fuld uniform, men det er ikke kun derfor, at de skiller sig ud. De er også lyshårede, og det er der ikke mange, der er i Kronogården.

Indenfor på skolen spiser børnene frukost – normalt er Kronan også et medborgerhus for beboerne, sådan et sted, som samfundet har bygget bunker af i håb om, at bogudlån og sunde aktiviteter kunne sikre en sund opvækst. Men der findes ikke en sikker model – kun gode ideer.

For det er så svært, så svært at gøre alle mennesker til gode og glade medborgere i et harmonisk samfund.

***

Men det er også svært at acceptere, at det er sådan, det forholder sig – at man ikke bliver svensk bare ved at bo i Sverige. De eneste, der siger det højt, er Sve­rigedemokraterna. Kurven over deres vælgertilslutning stiger i samme takt som flygtningetilstrømningen.

Et udklip med omtalen af den for partiet allerbedste meningsmåling nogensinde – hvor de stod til 27,4 procent af stemmerne og status som landets største parti – er det første jeg ser på partiets kontor på Rådhuset i Gøteborg. Det huer ikke de gamle partier, at det kontroversielle og – i toneangivne kredse – meget upopulære parti nu har adgang til rigets fineste haller og talerstole. De gamle partier gør alt for at holde Sverigedemokraterna udenfor indflydelse – også i Gøteborg, hvor de – trods seks pladser i byrådet – ikke fik en eneste plads i kommunens forskellige udvalg.

De øvrige partier – der ellers er uenige om meget – var enige om, at SD skulle holdes mest muligt udenfor indflydelse.

Men trods alt kunne de ikke forhindre, at partiets spidskandidat – den tidligere buschauffør Lars Hansson – fik en plads som kommunalfuldmægtig. Tjansen svarer stort set til en dansk rådmand, og dermed har Lars Hansson ganske meget at skulle have sagt i Gøteborg. Især fordi han ofte har den afgørende stemme – rød og blå blok har nemlig lige mange pladser.

– De andre partier vil gerne have min stemme. Men det er ikke sådan, at de inviterer os med til forhandlinger. De kommer aldrig på vores kontor for at høre, hvad vi vil stemme – de venter, til vi sidder i salen, siger Lars Hansson.

Han og parti-sekretæren og byrådsmedlem, Jörgen Fogelklou, tager gerne i mod på kontoret, for det er nemlig ikke særligt ofte, at medierne vil tale med dem.

– Vi får måske vores mening ud en gang om måneden, og kun når det handler om indvandring. Vi har mange forslag, der handler om noget helt andet, men det vil medierne slet ikke høre om.

Men selvfølgelig kommer interviewet til at handle om flygtningesituationen. Vi snakker det bedste af to timer – uden en eneste udtalelse, der vil kunne vække opmærksomhed i Danmark. I hvert fald de to ville være på slapper-fløjen i Dansk Folkeparti. Hvis deres synspunkter kan vække så meget anstød i Sverige, så ville DF’eren Martin Henriksen skabe rent kaos.

– Vi ønsker bare en flygtningepolitik, som den I har i Danmark. Bare vi kan få den, så vil vi være tilfredse, siger Lars Hansson, der bor i forstaden Angered, hvor andelen af udlændinge er stor.

– De andre politikere aner slet ikke, hvordan det er derude. De bor i deres fine villaer med udsigt over vandet, og kan slet ikke se problemerne. Men det kan flere og flere svenskere. Vores skoler, vores sundhedsvæsen og den offentlige service bliver dårligere og dårligere, og så sidder de bare der og siger, at det skal nok gå, hvis bare vi vil og bruge ressourcerne. Men det er, som om de har glemt, at de er valgt i Gøteborg, for de bruger mere tid på snakke om verdens udsatte end de problemer, der er her, siger Lars Hansson, der inviterer til at overvære næste aftens byrådsmøde.

Her vil han – igen – rejse problemet med de rigtig mange roma-folk, der tigger på gaderne i Gøteborg. Omfanget er massivt – der sidder tiggere foran stort set alle butiksindgange, om aftenen på Centralstationen kan de tælles i hundredvis. De er forhutlede, sidder i deres lag-på-lag af slidt tøj og rasler med et tomt kaffekrus.

Romaerne – der i Sverige kaldes EU-migranter, fordi de typisk kommer fra EU-lande som Rumænien og Bulgarien – er umulige at overse, og deres tilstedeværelse i en rig, fin og dyr midtby er et brutalt billede på den medfødte forskel på mennesker.

SD vil gerne have migranter sendt ud af Sverige – tiggeri er ifølge EU-reglerne ikke at betragte som arbejde, og derfor må de ikke være i Sverige i mere end tre måneder. På byrådsmødet kom det til en ophidset debat, da Lars Hansson sagde, at nogen af det tilhørte tyvebander, og at de måske ikke var så syge og handicappede, som de foregav at være. Den udtalelse kaldte en socialdemokrat for den værste, han havde hørt i 25 år.

***

Mens mordene i Trollhättan var breaking news over hele Europa, så var det kun i Sverige, hvor endnu et mord ved en skole fik overskrifter. Fredag i sidste uge blev en mand skudt – og dræbt – foran Syvmila Skolen, der ligger i den svært belastede bydel, Biskopsgården. Det skete tidligt fredag aften – lige foran skolens hal, der var propfuld af unge til fodboldtræning. Morderen – der endnu er på fri fod – skød vildt omkring sig og endte med at dræbe en person, der ulykkeligvis bare var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Men skyderier er om ikke hverdag, så heller ikke noget særsyn i ghetto-forstaden Biskopsgården, der har dannet rammen om den blodigste bandekrig, Skandinavien nogensinde har set. I marts kom tre maskerede mænd til Vårväderstorget, og skød med skarpt mod gæsterne på en restaurant. To døde, otte blev alvorligt sårede. På fem år er 17 personer blevet skudt og dræbt i Gøteborg – i alt har der siden 2010 været 109 skudepisoder, og langt de fleste har været i Biskopsgården. I juni døde to voksne og et fire-årigt barn, da en bilbombe eksploderede. Politiet har anholdt nogle få bandemedlemmer, men det har ikke fået krigen til at stoppe.

– Det er en bandekrig, der handler om narko-markedet og om ære. Ingen vil sige noget til politiet. Selv ikke ofrene. Tavshedskulturen er meget massiv, siger journalist Arne Larsson, der har skrevet meget om Biskopsgården for Gøteborg-Posten.

– Jeg har mødt mange, der er nysgerrige på at høre, hvordan det er derude, for det er et sted, hvor mange ikke tør tage hen, siger Arne Larsson.

***

Men da jeg besøger torvet, er det nu ganske fredeligt – men også temmelig trist. Det hele er opført i de glade 1960’ere og skulle være for arbejderklassen. Men i dag er det for underklassen – flertallet er på overførselsindkomst, flertallet er fra udlandet. Den største butik er Ebbas Hörne – en kirkelig genbrugsbutik, der sælger alverdens godt slidte ting. Men kunderne er mange, for når man er på socialhjælp i Sverige, er der ikke mange penge at gøre godt med – kontanthjælpssatserne er betydeligt lavere end i Danmark, og priserne er lige så høje. Uligheden vokser lige nu hurtigt i Sverige.

– Vi kan sælge næsten alt, siger ekspendienten Per Niklasson, der selv bor i en et-værelses i Biskopsgården. Den koster 3000 kroner om måneden, og det er – siger han – den billigste bolig man kan finde i Gøteborg, og derfor har de cirka 50.000 indbyggere ikke andet valg end at blive boende.

***

I Biskopsgården har det multikulturelle samfund længe været virkelighed. Sådan er det langt fra alle steder. Overfor det hotel, jeg overnatter på, ligger der en privatskole. Om morgen ligner det et billede fra verdens lykkeligste samfund: Glade børn bliver afleveret af glade forældre. Der kysses og krammes, inden forældrene kører afsted i deres store Volvoer – verdens sikreste bil.

Der er ikke en farvet i den indhegnede skolegård, men de fleste andre steder er der.

Da jeg spiser aftensmad på McDonald’s på Södre Hamngatan, er der folk fra hele verden. Men det anderledes er mest, at der hele tiden cirkulerer tiggere mellem bordene, og at der går et par unge fyre rundt og snupper de rester af big mac og french fries, som mætte kunder har efterladt på deres bakker. I alle andre lande havde der været en vagt, der havde smidt dem ud – men ikke her i Sverige. I de åbne hjerters land skal der være plads til alle.