Danske kvinder er draget i hellig krig

Det er ikke kun unge mænd, der rejser til krig i Syrien

Ifølge Østjyllands Politi rejste to piger i december fra Danmark og ned til borgerkrigen i Syrien. Det er uvist, præcis hvor mange danske kvinder der deltager i krigen (Foto: Madyan Daireh)

Strømmen af unge danskere, der skifter skolen ud med hellig krig, udgør ikke kun unge mænd.

Østjyllands Politi bekræfter over for Ekstra Bladet, at to ud af 27 Syrien-farere fra Aarhus er kvinder.

– Det drejer sig om to kvinder med somalisk baggrund, som rejste derned omkring jul sidste år, siger politikommissær Allan Aarslev fra Østjyllands Politi til Ekstra Bladet.

– Det er første gang, vi oplever, at kvinder tager derned, siger han.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er de to aarhusianske piger rejst til Syrien via Hamborg. Her er de gået om bord på et fly med op til 15 danske kvinder fra andre steder i landet.

Den ene aarhusianske pige er identificeret som en 22-årig velfungerende studine fra Aarhus V.

 

Ifølge lokalpolitiker og konsulent Ali Nuur, der er nær ven af pigens familie, var det sidste livstegn fra datteren 27. december, hvor hun ringede hjem og fortalte, at hun var rejst til Syrien. Siden har der været tavshed, og i januar i år fik familien en grufuld besked om, at begge aarhusianske piger er blevet dræbt.

De danske myndigheder kan dog ikke få bekræftet datterens død, og familien sidder i dag fortvivlet og chokeret tilbage med et lille spinkelt håb om, at hun er i live, fortæller Ali Nuur.

– De er jo forældre, og så håber man til det sidste, at ens barn er i live, men forældrene er ved at indse, de nok ikke ser deres datter i live igen. De har hørt rygtet om hendes død fra mange sider nu, siger han.

Ifølge tal fra Politiets Efterretningstjeneste har mindst 90 danskere indtil videre deltaget i borgerkrigen i Syrien. PET vil ikke oplyse, hvor mange af de udrejsende, der er kvinder.