Daniel Pipes

Venstrefløjen versus Israel

Lige siden Israels dannelse har palæstinensere, arabere og muslimer været anti-zionismens drivende kraft, med venstrefløjen, fra Sovjetunionen til litteraturprofessorer, som deres hjælpere. Men dette er måske ved at ændre sig: efterhånden som muslimerne, modstræbende og ujævnt, må acceptere den jødiske stat som en realitet, bliver venstrefløjen stadig mere larmende og tvangspræget i sin forkastelse af Israel.

Meget peger i denne retning: Meningsmålinger i Mellemøsten afslører sprækker i modstanden mod Israel, mens en større amerikansk undersøgelse for første gang har vist, at de frisindede Demokrater er mere anti-Israel end pro-Israel. Den saudiske og egyptiske regering har faktuelle sikkerhedsrelationer til Israel, mens en person som (den jødiske) Bernie Sanders erklærer, at “i det omfang [israelerne] ønsker, at vi skal have et positivt forhold, tror jeg, at de bliver nødt til forbedre deres forhold til palæstinenserne.”

Men jeg vil gerne koncentrere mig om et lille illustrativt eksempel fra en FN-institution: World Health Organization [WHO, Verdenssundhedsorganisationen] sprøjtede den 24. maj en rapport, A69/B/CONF./1, ud med den besnærende titel: “Sundhedsforholdene i det besatte palæstinensiske territorium, herunder Øst-Jerusalem, samt i det besatte syriske Golan: Beslutningsudkast fremsat af Kuwait-delegationen, på vegne af den Arabiske Gruppe, og Palæstina.”

Dokumentet, som er på tre sider, opfordrer til, at WHO udfører en “field assessment” [bedømmelse i marken] med særligt fokus på emner som “tilfælde af forsinkelse eller nægtelse af ambulancetjeneste” og “adgang til tilfredsstillende lægehjælp for palæstinensiske fanger.” Hele dokumentet peger selvfølgelig udelukkende på Israel som den, der nægter uhindret adgang til lægehjælp.

Dette virker ekstra absurd, når man konstaterer, at WHO har hyret en konsulent i nabolandet Syrien med forbindelse til selve Assad-regimets top og midt i dettes rædselsgerninger, som vurderes at have afstedkommet en halv million døde og 12 millioner fordrevne (ud af en samlet befolkning før krigen på 22 millioner). Derimod har både hustruen og en svoger til Mahmoud Abbas, lederen af det Palæstinensiske Selvstyre hvis status og velstand sikrer dem behandling hvor som helst i verden, valgt at blive behandlet på israelske hospitaler, ligesom både en søster, en datter og et barnebarn til Ismail Haniyeh, lederen af Hamas i Gaza, Israels svorne fjende, har gjort.

Mahmoud Abbas (t.v.) og Ismail Haniyeh (t.h.), her fotograferet i mart 2007, har begge ladet deres nære slægtninge søge lægebehandling i Israel.

Trods disse kendsgerninger vedtog WHO den 28. maj at acceptere den foreslåede bedømmelse i marken med det forudsigeligt skæve resultat 107 stemmer for, 8 stemmer imod, 8 der undlod at stemme, og 58 der var fraværende. Så langt er alt dette en kedsommelig rutine.

Men sammensætningen af stemmeblokkene gør afgørelsen bemærkelsesværdig. Stemmerne for en vedtagelse omfattede hver eneste stat i Europa med undtagelse af to, Bosnien-Herzegovina (hvor halvdelen af befolkningen er muslimsk) og San Marino (samlet befolkning på 33.000), som begge undlod at stemme af grunde, jeg ikke har kendskab til.

Jeg gentager: Alle de europæiske regeringer, bortset fra disse to, støttede en skæv og fordomsfuld vurdering i marken med en deraf følgende uundgåelig fordømmelse af Israel. For at gøre det helt klart, dette omfatter alle regeringsmyndigheder i Albanien, Andorra, Belgien, Bulgarien, Cypern, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Hviderusland, Irland, Island, Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Luxembourg, Makedonien, Malta, Moldova, Monaco, Montenegro, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Rusland, Schweiz, Serbien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

Hvad der gør dette næsten enstemmige, europæiske resultat endnu mere bemærkelsesværdigt, er de mange fraværende regeringer med store eller helt dominerende, muslimske flertalsbefolkninger: Burkina Faso, Chad, Elfenbenskysten, Eritrea, Etiopien, Gabon, Gambia, Kirgisistan, Libyen, Mozambique, Sierra Leone, Sudan, Tadsjikistan, Tanzania, Togo og Turkmenistan.

Så, Island (der reelt ingen muslimer har) stemte for opfordringen og imod Israel, mens Turkmenistan (som er over 90 procent muslimsk) ikke gjorde det. Cypern og Grækenland, som har vigtige, nye relationer til Israel, stemte imod Israel, mens det historisk fjendtlige Libyen undlod at stemme. Tyskland, med sin onde historie, stemte imod Israel, mens Tadsjikistan, partner til det iranske regime, var fraværende. Danmark, med sin hæderkronede historie, stemte imod Israel, hvorimod Sudan, der er regeret af en islamist, ikke gjorde det.

Dette uventede mønster tyder på, at den stenhårde, muslimske fjendtlighed slår revner, mens europæerne, der er overvejende venstreorienterede i en sådan grad, at selv højrefløjspartier dyrker en udvandet venstrefløjspolitik, i stigende grad foragter Israel. Og hvad værre er, selv de, der ikke deler denne holdning, følger den, selv i en obskur WHO-afstemning.

Angela Merkel, Tysklands angivelige højrefløjskansler, lader en flygtning i Berlin tage en selfie med hende.

Det er stadig muslimer, ikke venstreorienterede, som stiller op til næsten alle de voldelige angreb på Israel; og det er islamismen, ikke socialismen, som vedbliver at være den fremherskende, anti-zionistiske ideologi. Men disse forandringer peger på Israels kølnede forhold til Vesten og lunere forhold til nabolandene.