Daeshismen er islamismens nye ansigt

 

 

8b03d534-5857-4d4b-a148-8f4c27be1a2a

 

 

 

Islamisk Stat, Daesh i sin arabiske forkortelse, repræsenterer en afart af radikal islam, der kombinerer et ideal med en dødslængsel, konkluderer franske forskere

Daesh-generationen. Sådan kalder den franske terror- og islamspecialist Gilles Kepel de unge europæere, som rejser til Syrien og Irak for at kæmpe for Islamisk Stat.

Læs også: Dødslængslen har tag i unge islamister
Daesh er den arabiske forkortelse for Islamisk Stat, og den har, forklarer Gilles Kepel, afløst al-Qaeda-generationen, som efter 11. september-angrebet i 2001 på USA fulgte efter de første eksempler på unge muslimer, der rejste ud for at kæmpe i Bosnien eller, endnu tidligere, i Afghanistan.

”Islamisk Stat er islamismens ultraortodokse ekstremister. De er vokset ud af al-Qaeda-jihadismens mislykkede forsøg på at få varigt fodfæste i Irak. I modsætning til al-Qaeda rammer de ikke Vesten i flæng, men har en klar strategi om at sætte muslimer og ikke-muslimer op imod hinanden og udløse kaos i Europa. Og de profiterer af to fordele, som al-Qaeda ikke havde: Facebook og en krigsskueplads i Syrien, som kan nås med lavprisfly,” sagde Gilles Kepel ved en konference om radikalisering på Diderot-universitetet i Paris for nylig.

Europæerne, og ikke mindst franskmændene og danskerne, ønsker at forstå, hvorfor tusindvis af unge, født og opvokset i hjertet af deres egne samfund, tilslutter sig kalifatets krigere og i flere tilfælde har spillet hovedrollen ved makabre henrettelser af vestlige gidsler i Islamisk Stats vold. Eller vender sig mod det Europa, de er opvokset i, som det er sket med terrorangrebene i Paris og København.

”Efter 11. september har der været en tendens til at se radikalisering som et ideologisk fænomen og fokusere på ekstremisternes ideologi. Brugen af vold blev ikke set som et udtryk for en specifik form for radikalisering, men snarere som en strategi til at gennemføre en ekstrem ideologi. Vi skal interessere os mere for processen, der får unge til at godtage vold som et acceptabelt middel,” mener specialist i politisk vold Isabelle Sommier fraSorbonne-universitetet i Paris.

Og denne proces går lynhurtigt. Ganske få uger er nok til at rekruttere unge med vidt forskellig social og psykologisk profil. Det store flertal er unge mænd mellem 16 og 25 år med muslimsk baggrund og opvokset i belastede forstæder, men mellem 15 og 20 procent er konvertitter, er de franske eksperter enige om. Og 20 procent er piger. Hverken al-Qaeda eller andre radikale organisationer har nogensinde haft en sådan gennemslagskraft blandt de unge.

Fethi Benslama, psykoanalytiker og professor i klinisk psykopatologi ved Diderot-universitetet i Paris, mener som Gilles Kepel, at Islamisk Stat repræsenterer en ideologi for sig og en specifik variant af islamismen.

”Der er fælles træk med andre voldelige organisationer, herunder islamiske, men også nationalistiske og fascistiske. Men vi står med et nyt fænomen, som man kan kalde daeshisme. I mine øjne er Daesh, eller Islamisk Stat, det ekstreme yderpunkt, islamismen munder ud i. Det er islamismens logiske afslutning,” siger Fethi Benslama.

Han peger på, at det ikke er grusomheden i sig selv, der kendetegner Daesh.

”Alle former for folkedrab er udtryk for grusomhed. Det nye er, at denne grusomhed vises frem. Det, man viser, er en form for magtfuldkommenhed. Der er en tredobbelt nydelse forbundet med denne grusomhed: Man dræber brutalt, man viser frem, at man er i stand til at overtræde alle forbud. Og man inddrager seerne i denne nydelse,” siger Fethi Benslama.

”Islamismen som ideologi blev født i en kontekst, hvor islam og de arabiske lande blev oplevet som ofre for Vesten, først via kolonialismen og derefter via Vestens interventionisme. Men også for skuffelsen over de arabiske landes misregimente og fejlslagne arabiske nationalstater, der havde den vestlige nationalstat og den vestlige modernisme som ideal. Det, vi oplever nu, er et sammenfald af psykologiske og politiske mekanismer, hvor tusindvis af enkeltindivider genkender sig selv i denne sårede islam og er parate til at hævne sig,” siger Fethi Benslama.

Efter hans mening er denne modtagelighed for fortællingen om et såret ideal ikke forbeholdt en bestemt klasse eller gruppe. Fortællingen om hævn og oprejsning appellerer også til ikke-muslimer, der tror, de kan skaffe sig værdighed gennem vold.

”De unge, der er modtagelige for Islamisk Stats ideologi, har mistet deres selvagtelse. I Europa, hvor oplysningstidens idealer er under pres, blandt andet fra en form for økonomisk kynisme, har denne fortælling også gennemslagskraft,” siger han.

Som en anden af Frankrigs radikaliseringskesperter, Farhad Khosrokhavar fra Institut for Socialforskning, EHESS i Paris, formulerer det:

”Følelsen af at have mistet sin værdighed og at være udset til taber er et gennemgående træk. Man kan hævde, at det er ubegrundet. Men det er et samfundsmæssigt fænomen. Og det er dette fænomen, som gør, at de unge vælger at forvandle sig til en slags negative helte,” siger Khosrokhavar.

Både han og Fethi Benslama peger derfor på, at de unge, der fascineres af Islamisk Stats voldsorgier, er grebet af mere end blot ideologi og fanatisme.

”Jihadismen har i dag fået en sakral dimension for individet, som den ikke havde tidligere. Jihadismen rummer en blanding af selvhad og had til andre, hvor individet realiserer sig selv ved at ofre sit eget og andres liv. I sig selv er der ikke noget nyt i viljen til at dø for et ideal, for sit land eller sit flag. Men hos tilhængerne af Daesh er der tale om en decideret dødsdrift,” siger Fehti Benslama.