Ayan er 25 år og muslim: Jeg ved ikke, om jeg tør købe hus i Danmark, så skrid du bare hjem

Er der plads til folk som mig i Danmark om 20 år? spørger Ayan Yasin Abdi, der er begyndt at tvivle på sin tilknytning til det land, hun holder allermest af.

Svar= Nej der er ikke plads til mulimer

En treplans murermestervilla er idyllisk set for mig et symbol på at skabe et hjem for min familie, hvilket udstråler engagement og forpligtelse. Men tør jeg at slå lejr i Danmark, når der er en stigende tendens til hatecrimes? Ayan Yasin Abdi, der har muslimsk baggrund, er i tvivl

JEG ER 25 ÅR og bliver uddannet som cand.mag. til sommer. Jeg har allerede etableret mig i en dejlig familie på to drengebørn på tre og fem år og en henrivende mand gennem syv års følgeskab.

Jeg vil mene, at jeg har opnået en del, men synes selv, at jeg mangler en ting – egen bolig. Helt konkret mangler jeg en klassisk treplans murermestervilla med en lukket solvendt have, som har et skær af modernitet.

Men lige der, hvor jeg ser billedet for mig, rammes jeg af en dårlig fornemmelse i maven. Jeg er splittet i mine fremtidsvisioner.

Hvad afholder mig fra at investere i dansk jord? Det må være horisonten for min investering, som hænger nøje sammen med formålet eller forhindringen i at kunne købe et hus.

Min forhindring bunder ikke i rentebaseret lån, som afholder rigtig mange muslimer fra at købe et hus, ej heller i de andre økonomiske byrder forbundet med et boligkøb, som grundskyld eller salær til ejendomsformidleren.

JEG TALER OM min fremtidige binding til Danmark. Tør jeg at slå lejr i Danmark, når der er en stigende tendens til hatecrimes? Der bliver sat ild til moskéer, muslimske gravpladser bliver vandaliseret, og nogle kvinder får endda tørklæder revet af eller bliver mødt med vold. Den seneste drabsepisode i Sverige sår ligeledes tvivl i mig om, hvorvidt jeg vil turde at sende min børn i skole.

Når jeg personligt møder racisme og diskrimination, stiller jeg mig selv det spørgsmål som forælder: ”Skal mine børn igennem det samme som mig, og såfremt de skal det, er egen bolig en ofring værdig?”.

Når man køber egen bolig, skal man også være forberedt på at bo der i rigtig mange år. Er der plads til folk som mig i Danmark om 20 år?

Som toårig voksede jeg i starten af 1990’erne op i et rækkehuskvarter, og der mindes jeg nostalgisk de gode minder fra min barndom. Minder som eksempelvis sommergrill i baghaven, snemandsudstillingerne i forhaven.

Faste naboskaber og kammerater fra fritidsklubben, som man voksede op med. At cykle forbi ens tidligere børnehave, folkeskole samt gymnasium skabte en fornemmelse af stabilitet og tryghed.

Og det er dét, jeg savner, og det, jeg vil give videre til mine børn i et afgørende øjeblik. Men alligevel ikke, fordi det Danmark, jeg voksede op i, er for længst forsvundet. Nostalgien og trygheden erstattes nu med mistro og skepsis.

De seneste 10 år har den politiske stemning over for folk som mig ikke været særlig betryggende, og det faktum, at Dansk Folkeparti er blevet landets største borgerlige parti, understreger lidt min skepsis.

Mine landsmænd betegnes som gedehyrder, og lærdommen bag min religion bliver fordrejet og forgiftet. De folkevalgte politikere og andre ligesindede skaber en polarisering mellem mig og mine medborgere i stedet for at fremme fællesskabsfølelsen.

DET, JEG PRØVER AT SIGE, er, at i lyset af min ambivalens tvivler jeg på min tilknytning, fysiske interesse og økonomiske forpligtelse over for det land, jeg holder allermest af.

En treplans murermestervilla er idyllisk set for mig et symbol på at skabe et hjem for min familie, hvilket udstråler engagement og forpligtelse. Hvis jeg vælger ikke at gøre det, hvad viser det så?

Integrationsproblemet løses ikke før ens engagement og deltagelse i det danske samfund viser sig i tale, handling og i hjerte. Men dette er i sig selv en forhindring, når man gentagne gange bliver mødt med forhindringer.

Men jeg ser frem til den dag, jeg har taget beslutningen om at købe eller ikke at købe egen bolig, for det vil betyde, at jeg er kommet frem til en løsning på min og Danmarks tilsyneladende integrationsproblematik.

Tør dine øjne og skrid