»Hvis ikke vi har medfølelse, hvad er vi så?«

Giv hende et job som rejepiller den rejekælling
Giv hende et job som rejepiller den rejekælling

Arbejdsmarkedet har hårdt brug for de flygtninge, der kommer til landet, mener erhvervskvinden Stine Bosse. Ihvert fald dem med en uddannelse. M åske skulle vi bare holde op med at betragte flygtningene som en flok får, vi bare kan genne rundt med, som det passer os. Det ville være et fint sted at begynde, synes Stine Bosse, der er tidligere Tryg-chef, men stadig dybt forankret i erhvervslivet som formand for eller medlem af utallige bestyrelser. »Det gælder om at se det enkelte menneske og være omhyggelig med at sige: Okay, du er ingeniør. Vi lærer dig hurtigt dansk og får dig i gang på en virksomhed. Mange steder mangler de jo allerede folk og kan relativt hurtigt opsuge det her«. »Det er jo de bedre kvalificerede, der kommer nu. Det er dem, der har nogle penge eller en uddannelse eller har en hjerne, et socialt instinkt, der siger: Jeg skal fandeme nok nå frem«. Hvor ved du det fra? »Du kan dels se det på, at menneskesmugling er en del af det her. Det koster penge at komme herop…«. Men der kommer vel også en masse fattige fra Afrika? »Men de skal ikke hertil! Altså, i min optik siger EU’s forslag, at dem, der kommer som fattigdomsmigranter, dem er det også rigtig synd for. Men dem kan vi ikke rumme. De skal tilbage til deres lande«. »Men det skal ikke komme bag på os«, tilføjer hun, »at lande i Afrika er fyldt med mennesker, som, fordi de har fået en smartphone og alt muligt, er klar over, at der ikke så frygteligt langt væk findes en sukkermad«. Dem skal vi så bare ikke tage imod? »Vi er nødt til at erkende, at der er nok af dem, som flygter fra krig. Vi skal også være realistiske. Jeg er humanist, men jeg er ikke pladderhumanist«. En ting er, at første bølge af syrere er forholdsvis veluddannede, men hvad når de henter deres familier herop? Hvordan går regnestykket op? »Altså, på lang sigt tror jeg jo på, at det går op. Hvis du kigger på den demografiske problemstilling, som næsten alle EUlande står over for, så skal vi ikke være kede af, at der kommer nogle hertil, heller ikke med børn, for vi har rigtig, rigtig meget brug for det. Og hvad sker der, hvis vi lader være med at tage imod dem?«. Ja, hvad sker der? »Jeg har meget, meget svært ved at se – i mine børn og børnebørns tid – at det her får en helt fredelig udgang. For det er så store problemer, og det er så universelle svigt«. Det er ikke bare et lille blop Hvad har udviklingen de seneste måneder vist? »At man ikke kan sige: Nå, det er sådan et lille blop, og det går snart over… Det er en massiv problemstilling, som ikke kan løses af enkelte lande. Men ligesom vi kan sende folk ud i rummet, hvis vi bruger vores intelligens, vores samlede kræfter, så kan vi også løse det her. Vi kan ikke lade disse mennesker i stikken. De flygter fra en krig, vi selv deltager i, så dem skal vi kunne modtage. Det er overskriften«. Hvordan tror du, den her flygtningekrise vil påvirke EU? »Det bliver lidt et enten eller…«, siger Stine Bosse. Skæbnetime? »Det tror jeg faktisk. Det er en del af vores grundsubstans, der er udsat for en prøve. Spørgsmålet er, om vi rent faktisk er optaget af menneskerettigheder? Er vi optaget af demokrati? Er vi helt ind til benet optaget af en humanistisk grundsubstans? Eller handler det kun om os selv?«. Selvfølgelig er det et skridt i den rigtige retning, at EU nu har vedtaget fordelingen af 120.000 flygtninge, og at Danmark – om end modstræbende – er gået med til at tage 1.000 af dem. Men udfordringen stopper ikke her, konstaterer Stine Bosse. I dag udgør europæerne 7 procent af verdens befolkning. Om 20 eller 25 år udgør vi kun 5 procent. »Vi kan ikke i alvor tro på, at vi kan blive ved med ikke at løse de problemer, der står lige uden for døren«. »Grækerne har gået rundt om natten med lygter på strandene for at se, om nogen var drevet i land. Det har de gjort midt i deres krise. Og de gør det stadigvæk. De hjælper de mennesker. Når vi ser flygtningene tæt på, så reagerer vi gudskelov«. Og det er, synes Stine Bosse, det eneste, der gør det værd at være menneske. »Hvis ikke vi har medfølelse, hvad er vi så?«, spørger hun. De skal bo sammen med os Hvad er den største udfordring, når vi så har taget imod flygtningene? »Det er blandt andet at få dem spredt. De her mennesker skal selvfølgelig ud at bo sammen med os andre. De skal jo ikke bo i centre eller lejre eller spærres inde.. De skal være en del af det danske samfund«. Kan der flytte nogen ind hos dig? »Det kunne der sagtens. Og det mener jeg… Jeg ringede faktisk i sin tid til Andreas Kamm (generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, red.) og sagde, at jeg havde plads. Nu er jeg så ved at flytte, så jeg kan ikke lige nu«. Men man kan henvende sig i fremtiden? »Det kan man sagtens«, siger Stine Bosse.