Adolf Eichmann håbede at hans “arabiske venner” ville fortsætte hans kamp mod jøderne

Tidligere SS- og nazi-leder Adolf Eichmann (1906 – 1962) i Nazaret, under forberedelse af sit forsvar i retssagen mod ham for krigsforbrydelser

Henover julen fik jeg endelig mulighed for at læse Eichmann Before Jerusalem af Bettina Stangneth. Jeg kan ikke stærkt nok anbefale denne bog, som for nylig er oversat fra tysk. Den udfordrer og faktisk ændrer næsten al modtaget visdom om den ledende skikkelse bag folkemordet på de europæiske jøder under 2. Verdenskrig.

Titlen henviser selvfølgelig til Hannah Arendts allestedsnærværende og over-roste beretning om Adolf Eichmanns retssag i 1961: Eichmann i Jerusalem – en rapport om ondskabens banalitet. Jeg vil sige, at Stangneths bog ikke alene overgår, men faktisk begraver Arendts udlægning. Ikke mindst ved at vise, hvordan Arendt blev snydt af Eichmanns rollespil på anklagebænken i Jerusalem. For hvor Arendt berømt portrætterede manden i glasboksen som en slags bureaukrat, viser Stangneth ikke blot, at Eichmann ikke var den mand, Arendt tog ham for at være, men også at hun faldt for en meget nøje forberedt og udført optræden. Ved at sammenstykke et helt bibliotek af spredte dokumenter fra Eichmanns eksil i Argentina i 1950’erne, sætter Stangneth den faktiske, uforbederlige Eichmann tilbage i centrum.

Der er en række opsigtsvækkende opdagelser i bogen, blandt dem ikke mindst i hvilket omfang Eichmann havde holdt sig ajour med bøgerne og de videnskabelige arbejder om Holocaust, efterhånden som de udkom, så han, da han afventede retssagen i Jerusalem, var fuldt på højde med alt det primære og sekundære materiale, han blev præsenteret for. Der er også den sikkerhed, med hvilken Stangneth kan vise (via beretninger fra forskellige medlemmer af Sydamerikas nazistiske kredse), hvor godt kendt den sande identitet af “Ricardo Klement” faktisk var i det tyske eksilsamfund i disse år.

Men Stangneth største videnskabelige triumf har været hendes evne til at sammenstykke og få mening ud af de bevarede udskrifter og optagelser, der er kendt som Sassen-samtalerne. Sammen med Eichmanns samtidige forsøg på memoir-skrivning, giver de en helt ny fortolkning af hans år i Argentina. Disse samtaler – optaget af journalisten og nazisten Willem Sassen i 1950’erne – kom frem før Eichmann blev stillet for retten. Men i Jerusalem såede Eichmann tvivl om deres ægthed, og derfor (såvel som den komplekse udbredelse og fordeling af udskrifter samt stridigheder om ejerskab og forsøg på at fornægte dem) er det først nu, at det samlede billede af disse interviews kommer frem i lyset. Stangneths arbejde med disse materialer er ekstraordinært, og resultaterne mere end belønner hendes betydelige indsats. For eksempel viser hun, at de, der deltog i samtalerne (heriblandt Sassen selv), meget hårdt prøvede at dække over, hvad der præcist var foregået efter at Eichmann blev bortført af Mossad. Og Stangneth viser forbløffende, hvordan disse diskussioner var langt fra at være en-til-en interviews, men faktisk var halvoffentlige begivenheder.

Arten af disse begivenheder og deres indhold er af væsentlig nutidig såvel som historisk relevans. Af to grunde især. Den første vedrører den igangværende europæiske debat om ytringsfrihed og love om Holocaust-benægtelse. Fordi Stangneth viser, at da en stigende mængde information om Holocaust kom frem i 1950’erne, var benægtelse den umiddelbare reaktion blandt de resterende nazister og nynazister i Sydamerika. Nogle af Argentinas nazister troede oprigtigt, at Den Tyske Forbundsrepublik ikke kunne holde, og at deres trossystem endnu kunne vende tilbage for at redde det tyske folk. Men selv disse fjerne fantaster indså, at nyhederne om Holocaust skabte problemer for deres rehabilitering. Og så håbede de at kunne afsløre Holocaust. Deres første forsøg var ikke alene primitive, men blev hurtigt overhalet af en ustoppelig strøm af information og forskning. I midten af 1950’erne blev det klart for selv de mest engagerede resterende nazister, at dette at ignorere vægten fra beviserne, var en kamp op ad bakke. Og så troede denne gruppe nazister i Sydamerika, bragt sammen af Sassen, at Eichmann kunne give dem løsningen på deres dilemma. De troede, at Eichmann ville kunne hjælpe dem, ikke alene fordi han havde været den person, der var mest involveret i de nazistiske programmer mod jøderne, men også fordi han var manden, der i Nürnberg blev omtalt som den første til at bruge tallet 6 millioner. Buenos Aires-nazisterne antog, at hvis de fik Eichmanns ord på bånd, så kunne de vise verden, at tallet på 6 millioner var en løgn, eller i det mindste en stor overdrivelse.

På dette tidspunkt tænkte Eichmann også på at bryde sit dække på en eller anden måde. I 1956 forsøgte han endnu en gang at skrive en bog, denne gang med arbejdstitlen Die anderen sprachen, jetzt will ich sprechen! [De andre talte, nu vil jeg tale!]. Men samtalerne med Sassen-kredsen – som kom fra det samme instinkt om at bryde sin tavshed – viste sig at være et forsøg på at løse en umulig cirkels kvadratur. For Eichmann oplevede Sassen-kredsens bestræbelser på at minimere Holocaust som noget i retning af at spytte på hans livsværk. Eichmann vidste, at tallet 6 millioner var nøjagtigt, og synes kun gradvist at have indset, at hans publikum håbede på noget helt andet fra ham. Drøftelserne brød klart sammen under dette uløselige problem. Blandt grundene til min opfattelse af, at dette har en vis nutidig relevans, er, at det er den klarest mulige påmindelse om, hvordan – i åben diskussion – selv de folk, der mest engageret forsøgte at bevise, at Holocaust ikke skete (tidligere ledende nazistiske embedsmænd), endte med at være ude af stand til at modbevise kendsgerningerne. Ved den lejlighed – som så ofte – listede de væk.

Men den anden grund til, at Stangneths bog synes relevant af mere end historiske årsager, kommer af hvad den fortæller os om en strøm af gift, som stadig er stærkt til stede i centrum for de aktuelle begivenheder.

I Die anderen sprachen, jetzt will ich sprechen! (henvisningen er til hans tidligere kolleger, som Eichmann mente – i et andet umuligt kvadratur-øjeblik – havde bagvasket ham i Nürnberg) havde han mulighed for at skrive om den dengang aktuelle Suez-krise. Her er en passage, som Stangneth citerer, der var ny for mig i det mindste.

“Og mens vi overvejer alt dette – vi, som stadig søger klarhed over, om vi bistod i (og hvis ja, hvor langt), hvad der faktisk var fordømmelige begivenheder under krigen – bliver vi slået om kuld af aktuelle begivenheder, som tager vejret fra os. For israelske bajonetter overløber nu det egyptiske folk, som er blevet revet ud af dets fredelige søvn. Israelske tanks og pansrede vogne jager gennem Sinai, skydende og brændende, og israelske luft-eskadriller bomber fredelige egyptiske landsbyer og byer. For anden gang siden 1945, invaderer de (…). Hvem er aggressorerne her? Hvem er krigsforbryderne? Ofrene er egyptere, arabere, muhamedanere. Amon og Allah, jeg frygter, at efter det, der blev forøvet mod tyskerne i 1945, vil Dit egyptiske folk blive nødt til at gøre bod til hele Israels folk, til de største aggressorer og forbrydere mod menneskeheden i Mellemøsten, til de ansvarlige for de myrdede muslimer; som jeg sagde, Dit egyptiske folk vil blive nødt til at gøre bod for at have den dristighed at ville leve på deres fædrene jord (…). Vi kender alle grundene til – begyndende i middelalderen og fra da af i en ubrudt række – at en varig uoverensstemmelse opstod mellem jøderne og deres værtsnation, Tyskland.” (s. 226-27)

Dernæst følger en usædvanlig og vigtig passage. For Eichmann siger videre, at hvis han selv nogensinde blev fundet skyldig i nogen forbrydelse, ville det kun være “af politiske grunde”. Han forsøger at argumentere for, at en skyldig-dom mod ham ville være “en umulighed i folkeretten”, men fortsætter med at sige, at han aldrig kunne opnå retfærdighed “i den såkaldte vestlige kultur”. Grunden til dette er indlysende nok, for i den kristne bibel “som en stor del af vestlig tænkning klamrer sig til, er det udtrykkeligt fastslået, at alt helligt kom fra jøderne”. Vestlig kultur er, for Eichmann, blevet uigenkaldeligt judaiseret. Og så ser Eichmann hen til en anden gruppe, til den “store kreds af venner, mange millioner mennesker”, som dette manuskript er henvendt til:

“Men jer, I 360 millioner muhamedanere, til hvem jeg har haft en stærk indre forbindelse siden dagene for mit samarbejde med jeres stormufti af Jerusalem, jer, som har en højere sandhed i suraerne i jeres koran, jeg opfordrer jer til at fælde dom over mig. I Allahs børn har kendt jøderne længere og bedre end Vesten har. Jeres ædle muftier og retslærde kan sidde til doms over mig og – i det mindste på en symbolsk måde – give mig jeres dom.” (s. 228)

Andetsteds viser Stangneth, hvor åben Eichmann må have været i sin beundring for Israels naboer. Efter Eichmanns bortførelse, blev hans familie tilsyneladende bekymret over hans anden søn. Ifølge en politirapport: “Da Horst var let at pirre, var Eichmann-familien bange for, at han, når han hørte om sin fars skæbne, ville melde sig frivilligt til at kæmpe for de arabiske lande i felttog mod Israel.” Som Stangneth tilføjer: “Eichmann havde åbenbart fortalt sine børn, hvor hans nye tropper skulle findes.” (s. 229)

Selvfølgelig var der i årevis efter krigen rygter om, at Eichmann var flygtet til et arabisk land. Han kunne have haft en bedre tid dér. Dette gjaldt bestemt for andre nazister, heriblandt Alois Brunner – Eichmanns “bedste mand” – der bosatte sig i Damaskus efter krigen og som nu menes at være død i Syrien så sent som i 2010. Eichmanns Argentina-år var bestemt fyldt med frustration og vrede. Det mest interessante er, hvor mentalt låst han til stadighed var, selv før han blev taget til fange, primært af det umulige problem med, hvordan han kunne overtale verden til at acceptere, hvad han havde gjort, og samtidig prale af sin rolle i det værste folkemord i historien.

Der er meget mere at sige om denne bog. Men jeg opfordrer kraftigt folk til at læse den. Ikke mindst for den måde, hvorpå Stangneth opsummerer problemet med det eneste spor af nazistisk historie, der virkelig er forblevet varmt til denne dag. “Eichmann nægtede at gøre bod og længedes efter bifald. Men først og fremmest, selvfølgelig, håbede han, at hans ‘arabiske venner’ ville fortsætte hans kamp mod jøderne, der altid var de ‘vigtigste krigsforbrydere’ og ‘vigtigste aggressorer’. Han havde ikke formået at fuldføre sin opgave med ‘total udslettelse’, men muslimerne kunne stadig fuldføre den for ham.”